Derfor er det gang på gang med åndeløs spænding, at jeg lægger krop, sjæl og ører til hendes nyeste udspil. Måske jeg blot er gammeldags og ikke er i stand til at se det fede i, at gennemleve en stærk domineret 80'er-attitude, og en digitalisering af lyd og vokal, der kan måle sig med Brødrene Olsens prime time, hvor vi alle var med til at flyve på vingerne af kærlighed.
Netop denne lyd er måske inkarneret i hele fænomenet Anne Linnet, men jeg føler mig alligevel skuffet, når de knapt så raffinerede keyboard flader ruger gennem luften, og understøttes af en vokal, der har fået et sært twist i en retning, der sender tankerne på himmelflugt og ender som et digitalt eksperiment. Det er især slemt på åbningsnummeret Alt I Mig. Det er samtidig det nummer, der sender mig tilbage til Anne Linnets tidlige dage, hvor hun fik leget med det skæve udtryk. Dog synes jeg ikke, at det er ligeså fascinerende at lytte til i år 2008.
Det er dog med stor kærlighed til Anne Linnets ligefremme tekstunivers, at jeg bevæger mig ud i gennemlytningerne af denne nye plade. Det er så universelt, at det er svært ikke at holde af. Hun har en fin fornemmelse for det relevante, og hun gør det godt.
I nummeret Et Glim Af Dig, rammer hun lige der, hvor min Anne Linnet-fascination og ømhed er allermest fremtrædende. Det indhyller hende i en fantastisk tidsløs rejse, og jeg føler mig godt tilpas, lige der. Der er andre fine huller i en ellers noget uinteressant plade, der ikke er med til at ændre det store, og heller ikke vil det store.