Og så skete det endelig. Normalt plejer Apple at løfte sløret for årets iPhone-modeller i september, men på grund af COVID-19 var de nødsaget til at splitte begivenheden op i to, og her til aften ankom den anden halvdel, og den nok mest spændende for de fleste.
Udover den nye HomePod Mini, der lanceres til bare $99, så løftede Apple sløret for fire nye iPhones, nemlig iPhone 12, iPhone 12 Mini, iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max.
Alle fire modeller har 5G, og er konstrueret med Apples nye 14 Bionic-processor, der tilsyneladende er endnu et tigerspring frem i processorkraft. Desuden byder de alle på et mere indrammet, kasseagtigt design der ligner den nuværende iPad Pro, og de har alle det nye Super Retina XDR-display, der dog ikke er 120Hz på nogen modeller.
Det er primært kameraerne, og i 12 Pro Max' tilfælde skærmstørrelsen, der er den differentierende faktor, da de alle har Apples nye slidstærke Ceramic Shield-glas, og MagSafe-magneten i bagsiden der gør at den klistrer sig til kompatible trådløse opladere.
Desuden afslørede Apple, at ingen af årets modeller kommer med hverken earbuds eller selve kontakten til opladeren. For at spare på konsekvenserne for miljøet kommer hver model bare med et Lightning-USB-C kabel.
Naturligvis er der meget, meget mere, såsom at Pro Max bliver den første mobile enhed der kan skyde video i Dolby Vision, samt det nye Apple ProRAW-format.
12 Pro og 12 Pro Max lanceres først, hvor priserne starter på 8899 og 9699 kroner for 128GB-modellerne. Du kan furudbestille fra d. 16 oktober, og leveringerne sker fra d. 23 oktober. Efterfølgende lanceres iPhone 12 og iPhone 12 Mini, der starter på henholdsvis 6999 og 6199 kroner, og her kan du forudbestille iPhone 12 fra d. 16 oktober med lancering d. 23 oktober, hvorimod Mini først ankommer d. 13 november.