Nexon, moderselskabet bag ARC Raiders-udvikleren Embark Studios, er fortsat yderst tilfredse med udbyttet af deres extraction shooter. Siden lanceringen har spillet solgt langt over 15 millioner eksemplarer, og alene i det seneste regnskabskvartal blev det til yderligere 800.000 solgte eksemplarer.
Det fremgår af Nexon selv, som oplyser, at resultaterne for andet kvartal af 2026 viste vækst på årsbasis - i høj grad båret frem af ARC Raiders. Spillet ligger nu på over 16,3 millioner solgte eksemplarer takket være de førnævnte 800.000 ekstra eksemplarer. På baggrund af de fortsatte indtægter fra spillet forventer Nexon også vækst i det kommende kvartal.
Nexon er godt klar over, at ARC Raiders-momentummet på et tidspunkt vil aftage eller fladere ud, men med andre stabile indtægtskilder fra MapleStory-franchisen og andre IP'er er de ikke synderligt bekymrede. Siden Embark besluttede at omlægge ARC Raiders-opdateringerne til store, halvårlige begivenheder, er interessen for spillet stagneret en smule, i det mindste på Steam. Spillertallene ligger stabilt omkring 40.000 samtige spillere, hvilket dog stadig er rigtig mange mennesker, der render rundt og samler robotdele sammen og indgår aftaler med hinanden, så de ikke mister deres bedste loot.
