Årets værste spil 2024

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

E-mail *

Fulde navn *

Hvor 2023 var en rutsjebanetur af gevaldige højde- og lavpunkter, så har 2024 været en anelse mere jævnt. Vi finder simpelthen ikke helt igennem rædderlige spil som Kong: Skull Island eller The Lord of the Rings: Gollum i år, og selv en notorisk ringe udgiver som Gamemill Entertainment har faktisk formået primært at udgive forholdsvis tilforladelige spil - verden er af lave!

Når det er sagt, så indeholder listen over årets værste spil som altid en god blanding af objektivt set ringe spil - med elendig grafik, dårlig styring og masser af bugs - og spil, der teknisk set godt kan underholde, men alligevel skuffer så fælt, at de må betragtes som gedigne fiaskoer.

Kong: Survivor Instinct - 7Levels

Kong Skull Island var sidste års suverænt værste spil og uden tvivl også en seriøst kandidat til årtiets værste spil. I år finder den kendte gorilla igen vej til listen, men udviklerne fra 7Levels kan dog glæde sig over, at deres spil trods alt topper sidste års Kong-spil.

Du spiller som en gråstænkt, men fysisk yderst kapabel mand, der skal forsøge at finde sin datter i en faldefærdig by destrueret af kæmpeaber og monstre. Som et setup er det ikke helt dårligt, men desværre er grafikken så flad, styringen så stiv og kampene så uinspirerede, at den største trussel ender med at blive ens egen kedsomhed. Kong fortjener bedre.

Pneumata - Deadbolt Interactive

Lige siden Amnesia: The Dark Descent skræmte bukserne af os i 2010, har vi set en lind strøm af atmosfæriske gyserspil i førsteperson. Desværre er det mest skræmmende ved mange af disse titler, deres udprægede mangel på kvalitet, og det gør sig desværre også gældende for det lidet mundrette Pneumata.

Visuelt er det sådan set uhyggeligt nok med kødfyldte monstre og rigeligt mørke, der kun lyses op af begrænsede lyskilder. Men alt under spillets overflade er næsten fornærmende ringe. Det gælder den tynde historie, der antyder og lover en masse, for blot at levere en skuffende og intetsigende slutning, og det gælder ikke mindst gameplayet, der lider under ringe design og ekstrem dum AI. Deadbolt Interactive har tydeligvis ikke haft nogle reelle ambitioner med Pneumata, og det skinner desværre igennem på alle parametre.

Skull & Bones - Ubisoft Singapore

Ubisofts piratspil startede livet som en videreudvikling af sejladsdelen i Assassin's Creed IV: Black Flag, men udviklingen kom flere gange ud af kurs og måtte genstartes. Efter 11 år udkom Ubisofts Singapore stort anlagte multiplayer-spil så endelig tidligere i år, men resultatet var desværre yderst skuffende.

Skull & Bones har absolut ingen meningsfyldte aktiviteter på lands, og hvad der sker til søs, er på ingen måde nok til at retfærdiggøre spillets høje pris. Ja, faktisk er oplevelsen på mange punkter værre end i Black Flag, da man eksempelvis ikke kan boarde andre skibe og kæmpe mand til mand.

Ubisofts 2024 har været lidt af et mareridt, og en stor del af skylden kan tilskrives Skull & Bones.

Ario - Vata Games

2,5D platformspillet Ario mangler kun ét bogstav fra at dele navn med den suverænt bedste platformsserie på markedet. Desværre mangler selve spillet så uendeligt meget mere.

Man kan tælle på en hånd, hvor meget Ario gør godt, og den hånd behøver ikke engang at have alle fingrene intakte. Banedesignet er forkrampet, de mest simple interaktioner kræver millimeterpræcision, og vores hovedperson har lige præcist nul momentum, hvilket gør spillet alt for stift.

Grafisk er Ario bestemt heller ingen perle, og det mest positive ved oplevelsen er vel sagtens, at den er overstået efter en lille times tid.

Suicide Squad: Kill the Justice League - Rocksteady

Rocksteady leverer med Suicide Squad: Kill the Justice League et af årets flotteste spil, og selvom historien ikke når samme højder som deres hæderkronede Arkham-serie, er der alligevel flere underholdende sekvenser undervejs. Så hvad gik galt?

På nogle punkter er der tale om en identitetskrise. Spillet forsøger både at være en multiplayer- og singleplayer-oplevelse, og spillets to ben ender konstant med at spænde ben for hinanden. Andre gange er der tale om slet og ret ringe design. Eksempelvis er fjendernes udseende og adfærd uden den mindste variation, og også spillets missioner er ekstremt ensformige. Suicide Squad kan uden tvivl underholde, men sammenlignet med Batman: Arkham Knight er der tale om et styrtdyk i kvalitet.

South Park: Snow Day - Question

Med de sjove rollespil The Stick of Truth og The Fractured but Whole fik South Park endelig et par spiludgivelser, der fangede seriens på en gang voksne og infantile humor. Desværre minder dette års South Park: Snow Day os mere om seriens ikke specielt vellykkede Nintendo 64-spil med sit sløje action-gameplay og amputerede humor.

Vi sætter pris på, at spillets rent faktisk har en single-player-kampagne med mellemsekvenser og - et par - sjove replikker, og et rogue-lite kortsystem, der giver nye evner, skaber lidt tiltrængt variation. Men det ændrer ikke på, at South Park: Snow Day er en sjappet og ensformig omgang, der slet, slet ikke formår at få nok ud af sin licens.

Taxi Life: A City Driving Simulator - Simteract

Når vi tænker på den lille, men alligevel populære niche af kørselsbaserede jobsimulatorer (hvis ukronede konge nok er Euro Truck Simulator), tænker man gerne på grå og generiske omgivelser. Dette er ikke tilfældet i Taxi Life: A City Driving Simulator, der lader dig lege taxachauffør i Spaniens næststørste by, Barcelona.

Desværre kan hverken Sagrada Familia og alverdens Gaudi-arkitektur redde, hvad der er en teknisk hakkende og forholdsvis flad simulator. Nu brillerer turister sjældent med deres intelligens, men her er deres AI alligevel for dum, og hverken de eller de øvrige trafikanter udviser synderlige tegn på intelligens. Resultat bliver en utilfredsstillende køreoplevelse, der ikke opvejes af de øvrige management-aspekter.

Endelig mangler spillet (på trods af titlen) simpelthen liv. Der er ingen samtaler med passagererne eller sjove oplevelser i taxaen, der ellers kunne bryde den megen monotoni. Det hele er klinisk, kønsløst og helt igennem kedeligt.

Concord - Fireaxis Studios

Midt i et år, hvor den ene spiludvikler efter den anden fyrede et utal af medarbejdere, blev Concord det ultimative symbol på alt det, som er galt med store dele af spilbranchen. For mens enhver næsten kunne sige sig selv, at here shooter-genren var mættet, så insisterede ledelsen hos Sony Interactive på at bruge hundredvis af millioner dollars på Fireaxis Games' Concord - for blot at trække stikket på projektet efter sølle to uger, lukke spillets servere og refundere alle kunder.

Spillets manglende succes må dog i sidste ende tilskrives udviklerne, der ifølge flere medier havde en usund virksomhedskultur, hvor der ikke var plads til kritik og skepsis. Resultatet blev et spil, der, trods en lang udviklingstid og et nærmest ubegrænset budget, var blottet for både charme og kvalitet, som var det blevet fokusgruppetæsket til en uformelig, grå masse.

Forhåbentlig bliver Concord en lærestreg for branchens pengemænd, så de fremover satser mere på kvalitet og offline-indhold, men vi har vores tvivl.