Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Xbox Series X/S ligner et år efter lanceringen en stille revolution

Det føles ikke særligt spektakulært at eje en Xbox Series X eller S, men fremtiden ser lys ud.

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt
HQ

Efter en række ydmygende og hårde år er Microsoft stille og roligt på vej tilbage mod toppen af konsolmarkedet. Det har krævet et voldsomt kursskifte, en række store satsninger og ikke mindst en hulens masse penge. Men med Xbox Series X/S har man leveret et par glimrende konsoller, og selvom salgstallene endnu halter langt efter Sony, så er det ikke nødvendigvis noget, der bør bekymre hverken spillere eller ledelsen hos Microsoft.

For Xbox er nemlig meget mere end blot en konsol. Det kan man se allerede på dens design. PlayStation 5 ligner noget byrådspolitikerne vil opføre langs havnefronten i enhver kystliggende kommune med respekt for sig selv, et prestigeobjekt, der skal påkalde sig opmærksomhed og beundring fra lang afstand. Sammenlignet hermed er Microsofts konsoller nærmest undseelige; Series X gennem sit konservative design, og Series S takket være sin minimale størrelse. Designet indkapsler på alle områder Microsofts nye strategi, hvor "økosystemet" er i fokus.

Nu ejer jeg (til min store fortrydelse) ikke selv en PlayStation 5. Men jeg har allerede læst en del historier, om hvor besværligt det er at flytte spil og filer på tværs af generationer. Med Series X/S har Microsoft valgt at gøre det så nemt som muligt. Spiller jeg et spil på Xbox Series behøver jeg ikke at stoppe, når jeg for eksempel besøger mine forældre i en ferie. Via Xbox Smart Delivery virker spillet også på min gamle Xbox One, hvor de gemte data endda automatisk synkroniseres gemme skyen. Aldrig har det været nemmere at være gamer, og med introduktionen af Xbox Cloud Gaming på konsol behøver jeg ikke engang at vente på et download, hvis jeg lige skal se, hvad hypen omkring Forza Horizon 5 går ud på, eller hvis jeg vil teste en af de mange indietitler på Xbox Game Pass.

Xbox Series X/S ligner et år efter lanceringen en stille revolution
Xbox-konsollerne føles vitterligt som et samlet økosystem, hvor det udover ydelse og grafik, ikke gør nogen forskel om man spiller på sin gamle Xbox One S eller den splinternye Series X.

Netop Game Pass er umuligt at adskille fra Xbox Series X/S på dette tidspunkt. Ja, jeg kan næsten ikke forestille mig konsollen uden. Stort set samtlige Xbox-titler, jeg har spillet det seneste år, har jeg hentet herigennem, og mange af spiloplevelserne ville jeg næsten med sikkerhed have været foruden, hvis det ikke var for abonnementsordningen. Katana Zero, The Touryst, Lonely Mountains Downhill, selv Undertale havde jeg fået spillet, hvis det ikke var for den nemme (og billige) tilgængelighed. Mange af de mest interessante indietitler kommer endda Day 1 på Game Pass. Ikke siden Xbox Live Arcade har Microsoft været så godt kørende, når det kommer til indies, og jeg håber virkeligt, at de holder fast i strategien.

Men nu sælger man jo ikke konsoller udelukkende på kreative indiespil, eller havde D4: Dark Dreams Don't Die nok egenhændigt vundet den forrige konsolgeneration for Microsoft. Og hvor Smart Delivery, Suspension Point og Xbox Cloud Gaming er fantastiske funktioner, så har de hverken helt samme klang eller salgspotentiale for den normale forbruger som Ratchet & Clank: Rift Apart eller Spider-Man: Miles Morales. Når det kommer til førstepartstitler, skal Microsoft i omdrejninger, og evaluerer vi udelukkende på det første år, var det en smule skuffende, hvad vi fik fingrene i på den front, selvom både Forza Horizon 5 og Microsoft Flight Simulator på hver sin måde kan beskrives som mesterværker. Men ser man blot en smule frem, ser det langt bedre ud, og her tænker jeg ikke kun på Halo: Infinite.

Xbox Series X/S ligner et år efter lanceringen en stille revolution
Forza Horison 5 står som den stærkeste lancering i løbet af det første år, men PS5 giver stadig Series X/S baghjul, når det kommer til førstepartstitler.

Under E3 beskrev jeg Microsofts konference som en militærparade, og det er en metafor, som jeg vælger at holde fast i, selvom Microsoft og de øvrige platformsholde gør meget ud af at tale "konsolkrigen" ned. Microsoft (der i øvrigt er en stor leverandør til det amerikanske militær) startede nemlig noget af et våbenkapløb, da de sidste efterår betalte 7,5 milliarder dollars for ZeniMax Media og dermed fik rådighed over studierne id Software, Arkane Studios, Machine Games, Tango Gameworks og ikke mindst Bethesda. Det opkøb mangler endnu at give resultater på den korte bane udover tilgangen af en masse klassiske spil på Xbox Game Pass, men fremtiden ser bestemt meget lovende ud. Fra ZeniMax-købet kan vi som minimum regne med et Indiana Jones-spil, Wolfenstein III, Starfield, Redfall for slet ikke at snakke The Elder Scrolls VI og et nyt Doom på den lidt længere bane. Dertil kan så også lægges et nyt Fable, Gears 6 og mange andre titler fra Microsofts øvrige studier.

Men nu snakker vi trods alt det første år, og her synes jeg, det hidtil mest positive har været den øgede support fra tredjeparter. Til tider virkede Xbox One som den konsol ingen ville lege med i forrige generation, og en lang række genrer (såsom klassiske eventyrspil og JRPG) var meget sjældne gæster, ligesom japanske udviklere i overvejende grad foretrak hjemlandets PS4 og Nintendo Switch. Nu udkommer størstedelen af tredjepartstitlerne igen på tværs af alle platforme, og Microsoft har endda skubbet på for crossplay, så man ikke længere skal sidde i hjørnet, når ens venner spiller FIFA.

Xbox Series X/S ligner et år efter lanceringen en stille revolutionXbox Series X/S ligner et år efter lanceringen en stille revolution
Man føler sig ikke længere så overset som Xbox-ejer med crossplay og flere tredjepartstitler.

Overordnet må man sige, at Microsoft har lyttet til forbrugerne. Men hørelsen er dog stadig en smule selektiv. For eksempel er manglen på et genopladeligt batteri i controlleren noget af en anakronisme, og da alternativet er at købe usikre tredjepartsprodukter eller hamstre AAA-batterier, ender jeg ofte med at sidde med USB-kablet tilsluttet. Det skal dog retfærdigvis siges, at selvom den opdaterede controller ganske vidst ikke giver mig en thai massage, er den lige så solid som altid, og derfor er manglen på et batteri blot endnu mere frustrerende.

Et andet irritationsmoment er størrelsen på harddisken, der enten kan ses som forbandet godt købmandskab eller mangelfuldt design alt efter perspektivet. Særligt Xbox Series S, der om noget eksisterer hånd i hånd med Xbox Game Pass, er her en synder med sine kun lidt over 350 GB effektive lagerplads. Alene Forza Horizon 5 fylder 105 GB på disken. Og skal du udvide, så snakker vi en investering på størrelse med selve konsollen. Xbox Series X (og særligt S) har altså sine mangler, men det har bestemt ikke været noget, som har ødelagt oplevelsen for mig indtil videre.

Her er år inde i konsollens levetid, må man konkludere, at springet fra Xbox One til Xbox Series X har været det måske mindst spektakulære i spillekonsollernes historie. Menuen, controlleren, ja, selv spillene er stort set identiske med, hvad du oplever på din Xbox One. Alligevel virker det en smule ironisk, at Sony i sin lanceringstrailer sammenlignede PS5 med en rumlancering. For det føles som om, at det er Xbox Series X/S lille skridt for en konsol, der kan vise sig at blive det næste store skridt for branchen som helhed.

Cloud Gaming, Smart Delivery, Crossplay, Game Pass ,PC-versioner inkluderet i købet. Microsoft har valgt at basere deres strategi på en synergi med deres eksisterende platforme og digitale infrastruktur såsom Azure og Windows, og så har virksomheden ikke mindst dykket dybt i deres massive pengetank. Om strategien i sidste ende er god for branchen som helhed - fra udviklere til spillere - må tiden vise. Men der er ingen tvivl om, at det kun bliver sjovere at være Xbox-ejer, som den kommende konsolgeneration skrider frem.

HQ


Indlæser mere indhold