Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Sjovere end politiet tillader?

Jakob har spillet et elendigt spil og stiller nu spørgsmålstegn ved sin kritiske dømmekraft.

Abonner på vores nyhedsbrev her! - Få info om julekalenderen

* Påkrævet felt
HQ

Måske du har et par stykker af dem stående på reolen eller gemt i krogene af dit Steam Library? Spil, du i tidernes morgen har købt, men aldrig har fået tid til at spille. For nyligt fandt jeg sådan et glemt spil frem, og det har ført til, at jeg nu må stille spørgsmål ved min egen dømmekraft.

Det skelsættende spil er intet mindre end Beverly Hills Cop til PlayStation 2 fra 2006. Et spil, som den velkendte spiljournalist Jeff Gerstmann har kaldt "the 9/11 of Video Games." Jeg skal nok holde mig fra sådanne morbide sammenligninger, men om alt er, så er det ikke til at komme uden om, at spillet er helt igennem rædderligt. Alligevel hyggede jeg mig gevaldigt med spillet. Hvilket ret naturligt rejser spørgsmålet: Hvorfor?

Sjovere end politiet tillader?
Spillet lover trods alt ikke rigtigt mere, end det kan holde, på forsiden.

Inden vi når så langt, så er det nok fornuftigt lige at se lidt nærmere på spillet. Faktisk behøver man ikke engang smide disken i sin aldrende PS2, for at få et forvarsel om den kommende elendighed. Den charmerende Axel Foley er ingen steder at se på spillets forside, der i stedet prydes af en førerløs rød Chevy Nova (som i det mindste ligner bilen fra den første film). Udvikleren Atomic Planet Entertainment havde åbenbart råd til at sikre sig licensen til filmens univers, men ikke Eddie Murphys lighed, så for ikke at forbryde sig mod ophavsretten ligner spillets Foley på ingen måde den populære skuespiller. Ja, den udtryksløse karaktermodel har ikke engang et overskæg, og cirka 75% af filmens charme lå jo heri!

Men altså, man starter spillet og indser med det samme, at der er tale om en af de generiske First Person Shooters, som midt 00'erne var så rig på. Teksturerne er halvanden kurvet linje fra at være mere firkantede end Legoklodser, og spillet er visuelt en regnbue af grå og brun. Men okay, det bliver jo aldrig kedeligt at tømme virtuelle magasiner, så man stormer frejdigt frem, tager sigte og nakker den første skurk. Game Over.

Har du set de originale film fra 80'erne og 90'erne, ved du nok, at Axel Foley ikke er den klassiske actionhelt, der skyder på alt, hvad der bevæger sig, så længe det ikke er kvinder, børn eller hundehvalpe. Han nakker et par skurke mod filmenes slutning, men for det meste render han rundt på listefødder og bruger ellers sit charmerende vid, når han bliver opdaget. Fremfor blot af være en generisk shooter, har spillet derfor også ambitioner om at være et generisk stealthspil - og det viser sig hurtigt at være en katastrofal kombination.

Sjovere end politiet tillader?
Denne her skærm kommer man til at se igen og igen.

Fire af spillets i alt seks(!) missioner indeholder lange sekvenser, hvor du skal forsøge ikke at blive opdaget. Problemet er bare, at spillet ikke indeholder en eneste stealthmekanik, såsom muligheden for stille af eliminere vagter eller at deaktivere alarmer. For at skjule dette, har udvikleren derfor ikke andet valg end at kvittere med et øjeblikkeligt Game Over, så snart du bliver set af en vagt. Og da spillets skurke tilsyneladende har valgt at kompensere for vagternes manglende intelligens ved at hyre så mange som overhovedet muligt, føles det ofte som lidt af en labyrint at komme igennem niveauerne.

Det er frustrerende nok at skulle starte forfra et utal af gange, men værre bliver det af, at nogle vagter slet ikke kan undgås. Dem skal du i stedet narre gennem et par rappe replikker, som du fyrer af ved at ramme grønne prikker på et drejende hjul formet som en seksløber. Desværre snurrer hjulet med en sådan fart, at smed du et karosseri på, ville der være gode vinderchancer i Formel 1, og det gør det yderst vanskeligt at ramme de rigtige knapper - særligt da du sveder ved udsigten over at skulle spillet hele niveauet forfra, hvis du kikser i minispillet.

Det overstående udgør blot et lille udpluk af spillets mange synder, men listen er rigeligt lang til at sende spillet direkte ned i det spilhelvede af sjuskede licensspil, mikrotransaktionsbefæstede mobiltitler og kyniske asset flips, hvor det retmæssigt hører hjemme.

Sjovere end politiet tillader?
Axel Foley leger Duke Nukem.

Men hvorfor endte jeg så alligevel med at hygge mig gevaldigt med Beverly Hills Cop? En mulig forklaring kunne være, at spillet er "so good it's bad," men det tror jeg ikke på. De fleste spil, der får denne label, er i virkeligheden gode - bare på en utraditionel måde. Tænk for eksempel på det originale Deadly Premonition, hvor en række sløje enkeltelementer alligevel ender med at gå op i en højere enhed. Det er aldrig tilfældet med Beverly Hills Cop. Som en tidlig 00'er frisure stritter det i alle retninger og resultatet er bare "plain bad."

En anden teori, har jeg mere fidus til, men kun når den vendes på hovedet. Den går på, at dårlige film, og i visse tilfælde også sjuskede bøger, kan tolereres eller endda ironisk nydes, fordi der er tale om en passiv oplevelse. Du skal ikke rent faktisk kæmpe dig igennem kedelige niveauer eller slås med straffende mekanikker, men kan blot grine af, hvor dumt det hele tager sig ud. Men tortur er også en overvejende passiv oplevelse, og det går jo ikke praksissen mindre forfærdelige - nej, jeg tror, det er lige omvendt. Beverly Hills Cop endte med at underholde mig, fordi det netop var en aktiv oplevelse.

Der var noget meget tilfredsstillende ved at overkomme spillets ødelagte mekanikker og særligt at udnytte dem; ikke som i et speed run for at få det bedste resultat, men simpelthen af ren og skær nødvendighed. Når jeg endelig havde fået overstået de elendige spilsessioner, så føltes det, i bedste fald, ekstremt middelmådige skydespil nu pludselig som Half Life 2. Og da spillet var slut, følte jeg mig vitterligt som helten i en actionfilm, der forlader en brændende bygning, mens fugle begynder at pippe og solen står op.

Er det en tilfredsstillende forklaring? Næppe, men det er i hvert fald et bud. Og nu er jeg nysgerrig. Har I oplevet noget lignende? Et spil, fuldstændigt uden positive kvaliteter, blottet for den ufrivillige humor, der gør film som The Room og Plan 9 from Outer Space til kultklassikere, men som alligevel, på en paradoksal måde, fungerer? Jeg håber det er tilfældet, for ellers er den mest nærliggende konklusion nok desværre, at jeg er ved at blive godt og grundigt skør.

Sjovere end politiet tillader?Sjovere end politiet tillader?


Indlæser mere indhold