Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Apple-økosystemet: En rejse ind bag borgmuren

Magnus har kastet sig hovedkuls ind i Apples vilde økosystem af tjenester og produkter, og ser sig ikke længere tilbage.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ
Apple-økosystemet: En rejse ind bag borgmuren

I lang, lang tid var jeg ret apatisk overfor Apples strategi om at "låse" deres brugere ind i et bredt men restriktivt økosystem af tjenester og features. Det skyldes ikke bare at det ret så centralt var mere spændende for én i en position som mig at have med Android, og Windows, at gøre, eftersom der simpelthen bare innoveres mere på den front, og at der udkommer flere produkter i løbet af sådan et kalenderår - det handlede også om et eller andet princip. Jeg skulle i hvert fald ikke tilbage ind og lege bag Apples såkaldte "walled garden", det skulle være over mit lig.

Og det er da også ret tydeligt at sympatisere med min position, ikke sandt? Det er uden tvivl stadig et stort flertal af verdens assorterede tech-entusiaster som gør. Apples politik er fortsat restriktiv, begrænsende og til tider bagvendt, imens de febrilsk forsøger at skabe incitament til at ligge lad, og udelukkende spidse ører når Apple selv har en løsning på et givent problem.

Dette er en annonce:

Men så fik jeg Sigurd i sommeren 2020. Det har, i sig selv, været en rejse, en rejse jeg har brugt som katalysator i en række artikler her på siden. Det var hans døgnrytme der fik mig til at udforske anime-verdenens kortere episodeformat på 20 minutter, det var gåture med ham der endelig fik mig til at tage springet og give mig i kast med lydbøger (mere om dem i en anden artikel), og det var også den tiltrængte behændighed der fik mig til at overgive mig totalt til Apples omsluttende økosystem. Og jeg tror måske faktisk aldrig jeg skal ud igen.

Det var dog ikke én central beslutning der ledte mig hertil, men noget der skete gradvist. Jeg har eksperimenteret med OnePlus og Motorola, og har fortsat en iboende forkærlighed for både Googles Pixel-linje (jeg købte selv en Pixel 5) og Samsungs foldbare telefoner. Det har jeg i grunden stadig, men særligt i forbindelse med lanceringen af iPhone 12-serien i efteråret 2020 så begyndte jeg at flirte lidt med ideen om at afprøve hvordan det ville være at omsvøbe sig fuldstændig i økosystemet, og se om det reelt set sparer tid, og energi.

I dag bruger jeg stort set kun Apple-produkter, både på min arbejdsplads og i hjemmet. Jeg har købt ind, byttet mig til ting og sager, og har nu en opsætning bestående af en række forskellige stykker grej. Kan de her ting, i samspil med hinanden, noget som et Windows og/eller Android-baseret system ikke kan? Nej da, naturligvis ikke, men der er en behændighed, en lethed og en forventning om gnidningsfri funktion som virkelig har gjort mig liv lettere, og det siger jeg ikke fordi jeg tager skyklapper på, ligesom mange Apple-fanatikere uden tvivl gør, men fordi deres løsninger virkelig har gjort mit liv, og mit arbejde, bedre.

HQ
Dette er en annonce:
Apple-økosystemet: En rejse ind bag borgmuren

Hvad jeg bruger og elsker
På mit arbejde har jeg anskaffet mig en Mac Mini. Den blev ikke stillet til rådighed af hverken Apple eller min arbejdsplads (fanden tage jer), så jeg anskaffede mig en M1-model igennem Den Blå Avis.

Det skyldes primært at jeg, igennem min arbejdsdag, bruger Safari (primært fordi den giver mig mere skærmareal og virker bedre end Chrome i min optik). Jeg abonnerer også på Apple Music, og har lettere adgang til de filmsoundtracks jeg hører for at koncentrere mig. Lige nu er jeg eksempelvis all over Hans Zimmers score til Dune, og det kan anbefales hvis du er til den slags. Jeg bruger et sæt AirPods Max (også anskaffet selv), som automatisk forbinder, og selv finder min telefon idet den ringer. Desuden kan jeg skrive SMS'er via Mac Mini, tilgå alle mine billeder øjeblikkeligt via Fotos, se alle mine noter via Noter, finde min kalender og alt derimellem. Igen, du kan alt det her på en Windows-maskine også, men der er ikke nær lige så sømløs forbindelse, som MacOS, iPadOS og iOS tilbyder.

Og så er der Sidecar. Jeg venter fortsat på Montereys Universal Control, men ofte pakker jeg min iPad Mini ud, og bruger den som sekundært display, hvis jeg ønsker at smide lidt ekstra information, såsom min e-mail, ned et sted hvor jeg aktivt kan se den, men hvor mit centrale display er fri for rod. Det er vitterligt to klik, så er Sidecar aktivt, og jeg synes desuden at det er ret responsivt, og virker upåklageligt.

Dette er en annonce:

Alle mine SMS'er er tilgængelig tværs alle min enheder, alle mine noter (som jeg har mange af), hele min pladesamling er i Apple Music, alle mine afgørende arbejdsfunktioner er i Safari. Og det hele synkroniseres øjeblikkeligt tværs af hele kæden i det jeg tilføjer noget, ændrer noget eller på anden vis gør noget i nogle af disse applikationer. Når jeg sætter mig ned i bilen for at vende slagen hjem aktiveres Apple CarPlay, og Apples Maps foreslår en hurtig rute hjem. Jeg lytter til The Friendship Onion via Podcasts, som går i gang automatisk, og Find My aktiveres øjeblikkeligt, hvis jeg eksempelvis har glemt min taske, hvor der sidder et AirTag på.

Det lyder så tacky, som om jeg er en omvandrende reklamesøjle, og det er faktisk ikke meningen. Men hvad der er meningen er at signalere klart og tydeligt, at der er fordele ved at lade sig omslutte helt. Det er ikke det samme som at man helt ukritisk, igen som nogle gør, køber alt det Apple kaster efter en, men at man samtidig kan indrømme overfor sin egen kritiske indre stemme, at de her funktioner, der er designet til at fungere i forlængelse af hinanden, sjovt nok virker... i forlængelse af hinanden.

En samtale med en kollega fra branchen fik mig til at se på tingene således; i stedet for at fokusere så hårdnakket på interne specifikationer, benchmark-tests og skærmopløsninger, så fokuser i stedet for hvilken værdi et givent produkt, eller tjeneste, giver dig. Hvordan forbedrer produktet din hverdag? Hvilket problem kan det løse? Og min simple konklusion er at disse applikationer, features og produkter tilsammen gør et langt mere tilfredsstillende stykke arbejde, end nogen anden opsætning jeg kender til gør.

Og der hvor jeg sætter grænsen
Det betyder naturligvis ikke at der ikke er undtagelser. Og i løbet af min hverdag interagerer jeg med en masse ting og sager, der ikke har noget at gøre med Apple.

Først og fremmest bruger jeg Pocket i stedet for Safaris indbyggede læseliste. Det er en glimrende applikation, der giver dig offline adgang til gemte hjemmesider, og jeg bruger den til at drage inspiration til kommende historier på Gamereactor. Ligeledes opbevarer jeg alle mine dokumenter i Google Docs, og alle min oversigter i Google Sheets. Det skyldes primært at Apple endnu ikke tilbyder en god cloud-baseret løsning til dokumenter, præsentationer og regneark, men bruger applikationer der gemmer filerne lokalt, og som så kan opbevares i iCloud Drive. Det er bare ikke helt det samme for mig, som at helt undgå at have fysiske filer overhovedet. Vi holder stadig vores redaktionsmøder i Google Meet, og jeg har desuden en personlig Gmail-konto i stedet for en iCloud-konto.

Derhjemme er vores lys, vores Sonos-højtalere det er alt sammen sat ind i et Google Home-baseret system. Jeg har længe ville eksperimentere med en HomePod Mini, og har flere gange været ved at importere en for at afprøve hvordan Siri opfører sig, hvis man giver hende til opgave at styre et smarthome. Men HomeKit mangler stadig masser af kærlighed, og selvom at brugerfladen er pæn og funktionel, så har Siri ikke samme hæft som Google Assistant, og de laver faktisk ikke rigtig noget smart display ala Google Nest Hub, som i sig selv også er ærgerligt.

Der er altså "gaps" i Apples økosystem, og netop deres restriktive opsætning gør at det her tomrum ikke kan udfyldes af eksterne udviklere. Men altså; hvis du sidder derude og ønsker at give dig i kast med noget, hvad så med at udvikle en Siri/HomeKit-baseret brugerflade til smarte skærme i hjemmet?

HQ
Apple-økosystemet: En rejse ind bag borgmuren

Pointen er, at trods disse åbenlyse fejl og mangler, og løsninger jeg har valgt til som ikke har noget med Apple at gøre, så fortryder jeg ikke et sekund at have rykket min arbejdsmail over i Apples mail-program, at have min indkøbliste i Noter, at have hele min brede kontaktbog i iCloud, og at lytte til Apple Music-musik via mine AirPods. Det er bare behændigt, det er bare så legende let. Det kan anbefales, folkens. Det kan det.



Indlæser mere indhold