Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Nye eventyr i VR - del 1

I første del af denne nye artikelserie forsøger Ketil at finde frem til de nye VR-spil, der er værd at bruge tid og penge på.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Velkommen til Nye eventyr i VR, en spritny artikelserie hvor jeg vil forsøge at fremhæve et par af de nogenlunde nye titler fra VR-landskabet, som måske er gået under din radar. Det er nok - hvis vi nu skal være helt ærlige - de fleste, for medmindre du er Half-Life: Alyx eller Resident Evil 4 VR, står de fleste store spilmedier ikke i kø for at omtale dig. Det ændrer vi (lidt) på her.

I denne første ombæring skal vi kigge på to titler, som dårligt kunne være mere forskellige hvad krav til plads og bevægelse angår, men inden vi når så langt, vil jeg gerne sætte et par ord på formatet. For det første er målet ikke at anmelde på traditionel vis, det er snarere at anbefale titler, der af den ene eller anden grund, skiller sig ud blandt den veritable horde af shovelware-titler, der pryder forsiden af VR's fremmeste storefronts. Forvent derfor ikke en bred og grundig gennemgang, men et snævrere fokus på den eller de kvaliteter, spillet udmærker sig gennem. For det andet fokuserer vi på nyere titler, så regn ikke med at se skjulte skatte fra 2016. Og sidst, men ikke mindst, er der frekvensen. Jeg håber på to-tre artikler om året med en to-tre spil i hver, men der skal jo være noget at anbefale.

Igen, målet er at give nogle gode, mindre titler et rygstød. Jeg er temmelig glad for at spille i VR, men er udmærket klar over, at markedet er lidt som en pose af Lossepladsen. Der er lidt for enhver smag, men det meste er ikke ret godt, og det kan være svært at vide, hvad der er. Forhåbentlig kan jeg være med til at finde din Kloakslam frem.

Nå, men nok introduktion og tvivlsomme bolsjemetaforer. Vi skal i gang med anbefalingerne!

Dette er en annonce:

Eye of the Temple

Vi starter med et dansk indslag i form af Eye of the Temple, som primært er udviklet af én person, Rune Skovbo Johansen under navnet Runevision. Spillet er på mange måder et throwback til VR's tidlige dage, hvor lokationsbaserede oplevelser med masser af bevægelse var ganske populære. Efterhånden som VR er rykket ind i folks stuer er oplevelserne blevet mere statiske grundet pladshensyn, men på ret befriende og snedig vis er al bevægelse i Eye of the Temple styret af din krop - vel og mærke på et areal, de fleste kan være med på (ca. 2x2 meter).

At kalde Eye of the Temple for en Indiana Jones-simulator ville ikke være helt skævt. Udstyret med en pisk, fakkel og hat med skygge bevæger du dig dybere ind i, rundt om, nedenunder og sågar ovenpå templet for at afdække dets hemmeligheder. Der er en historie, men Eye of the Temple skal primært spilles for sin veludtænkte styring og snørklede banedesign. Eftersom al bevægelse er fysisk, må selve templet hjælpe lidt til med transporten i form af flade platforme, der enten bevæger sig op og ned eller frem og tilbage, og runde, rullende sten. Førstnævnte skal man blot træde ud på, mens sidstnævnte kræver små skridt tilbage, hvis man ikke skal møde et tidligt endeligt. Denne basale navigation krydres løbende med klassiske fælder og farer som spyende ild, forvoksede skarabæer, uheldigt placerede stensøjler og klassikeren over dem alle: Loftet med sylespidse pigge, der langsomt sænker sig. Som et ekstra krydderi skal du ikke kun undgå farerne, men til tider også svinge din pisk præcist for eksempelvis at trække i håndtag, eller benytte faklen til at tænde ild, der kan give adgang til nye områder. Eye of the Temple er allermest spændende, når det blander fysiske strabadser med tidspresset gådeløsning, som når man skal regne den rigtige rute i en dødsensfarlig labyrint ud og samtidig nå at aktivere de rigtige håndtag med pisken, mens man træder fra den ene sten til den anden.

Eye of the Temple er ikke et fysisk strabadserende spil som for eksempel Beat Saber eller Pistol Whip, men der er meget bevægelse, og spillet stiller relativt store krav til din balanceevne, når du eksempelvis skal træde til siden og sætte dig på hug for at undgå en dødbringende flamme. Jeg kan lige så godt sige det med, som det er. Du kommer til at ligne en idiot, mens du spiller - også mere end i dit gennemsnitlige VR-spil - så husk at trække gardinerne for!

Dette er en annonce:

Den snedigt udtænkte styring var det, der indledningsvis fangede min interesse, men det var banedesignet, der fastholdt den hele vejen igennem. Eye of the Temple udspiller sig på et ret lille område - du ser allerede dit endelige mål, det titulære tempel, efter 20-30 min, men det er aldrig et problem, da det lille område udnyttes til fulde. I stedet for bare at bevæge dig frem, tager Eye of the Temple dig på en snørklet færd. Flere gange bevæger du dig langt ned under jorden, og nogle af spillets højdepunkter er de gange, du efter en af disse ekspeditioner kommer op til overfladen igen og åbner en port blot for at finde ud af, at det på bedste Dark Souls-manér er en genvej til et tidligere besøgt område. På den måde udvider verdenen sig langsomt, mens flere og flere at de aflåste områder bliver tilgængelige. Generelt lykkes Eye of the Temple rigtig godt med at gøre ture gennem tidligere besøgte områder til glædelige gensyn frem for kedsommelig backtracking, hvilket skyldes, at gensynet oftest er kort, da et nyt område venter forude.

Det vrimler ikke ligefrem med spil, hvor al styring foregår gennem bevægelse i stedet for knaptryk, og alene af den grund er Eye of the Temple værd at give en chance. At det så samtidig er et solidt eventyr med udmærkede gåder og glimrende banedesign, gør bare færden for at opdage templets hemmelighed endnu mere tillokkende.

Nye eventyr i VR - del 1

I Expect you to Die 2: The Spy and the Liar

Dette er en annonce:

I den anden ende af bevægelsesspektret har vi Schell Games' opfølger til deres populære 2016-titel I Expect you to Die. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har rørt den titel, så kritikken om, at efterfølgeren læner sig for tæt op ad sin forgænger, kan jeg ikke vurdere. Hvad jeg til gengæld kan meddele er, at I Expect you to Die 2: The Spy and the Liar er et af de mest underholdende og gennemførte puzzle-spil, du kan støve op i VR. En kærlig 007-parodi, der zoomer ind på de øjeblikke, hvor du med kløgt og improvisation skal efterforske skurkene eller undslippe deres sindrigt lagte fælder, snarere end dem, hvor du majer dem ned med hundredvis af kugler eller giver dem baghjul i din Aston Martin. Det er den type spil, hvor du bruger en serveringsbakke til at reflektere en dødbringende laser og afleder varmesøgende raketter med en zippolighter. Med andre ord tager det ikke sig selv synderlig seriøst - heller ikke på det narrative plan, hvor det dog er overraskende gennemført. Især den kalejdoskopiske introsekvens komplet med en original sang, emmer af 007, og den simple historie om den forbryderiske organisation Zoraxis' diabolske og tilpas outrerede om at overtage verdensherredømmet er tilpas vanvittig og fyldt med både plottwists og vittig dialog serveret af blandt andet Will Wheaton som stjerneskuespilleren John Juniper.

Den egentlige stjerne er dog de seks escape room-agtige baner, som tager din hemmelige agent fra kongelige teatre til privatfly og verdens mest avancerede vinkælder. Hver bane er essentielt set ét rum, som gemmer på et utal af hemmeligheder. En af de helt store fornøjelser i spillet er at gennemsøge dine omgivelser og opbygge teorier om, hvad de mange genstande skal bruges til. Hver bane indeholder typisk en håndfuld separate gåder, og det handler oftest om at finde frem til noget information eller en genstand og derefter slippe afsted med livet i behold. Og apropos livet, så giver det næsten sig selv, at din tilværelse som hemmelig agent ikke er uden farer. Du risikerer både at blive skudt, sprunget i luften, forgiftet eller gasset, og sker det (og det gør det!), er det tilbage til banens start. Det kan være frustrerende at skulle høre dialog eller gentage handlingssekvenser for 5 eller 10 gang, men faktisk kan hver bane gennemføres på 5 minutter, hvis du ved, hvad du skal gøre, og er i stand til at gøre det hurtigt og effektivt. Dermed er I Expect you to Die 2: The Spy and the Liar faktisk et af de få puzzlespil, der gør sig godt til speedrunning.

I Expect you to Die 2: The Spy and the Liar nydes bedst i afmålte sessioner, så de til tider lidt alternative hovedbrud ikke bliver for frustrerende, men tilgår man det på den måde, er der ingen puzzlespil i VR der på samme måde kan tilfredsstille både de små grå og lattermusklerne.

Nye eventyr i VR - del 1


Indlæser mere indhold