Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Gamereactors Game of the Year 2021: Bedste Spil

Og så er vi ved vejs ende. Hvad er Gamereactors Game of the Year 2021? Lad os få taget hul på løjerne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort mellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Så er vi endelig ved vejs ende. 2021 har været et forvirrende spilår, præcis ligesom 2020 i princippet var, med forsinkelser, rapporter om ringe arbejdsforhold og alt derimellem. Midt i det stormvejr har vi dog, som altid, set nogle ret signifikante udvidelser, der har givet os fantastiske oplevelser midt i al kaosset.

Vi har kørt om kap, udforsket fremmede planeter, invaderet andres sind, kæmpet bravt for vores venner og kravlet op af rankstigen i diverse online-skydespil. Der har været rigeligt at tage sig til, selvom at en masse af de spil vi gerne ville have spillet i år, nu agerer højdepunkter i 2022 i stedet.

Så her er vi, vores Game of the Year-kåring er ved vejs ende, og vi er, efter megen snak, ret tilfredse med vores vinder, og vores ærede runner-ups. Du kan se dem herunder. Godt nytår!

Dette er en annonce:

Vinder:

Forza Horizon 5
Det kan være svært helt at forstå, men endnu et år er faktisk gået. 2021 er så småt ved at slippe sit kolde jerngreb om kloden og lige om hjørnet venter den længe ventede efterfølger - forhåbentligt bliver fortsættelsen en af de gode 2'ere, en slags global reboot hvor de seneste års negative plotudvikling kan blive omskrevet til et bedre kapitel i menneskehedens metahistorie. Sværere at forstå end tidens hastige gang er måske det faktum at den nye konsolgeneration - hvis den da stadig kan kaldes ny - allerede har et år på bagen. I elektronikbutikkerne finder man spil til PlayStation 5 og Xbox Series X/S, men begge maskiner er stadig svære at opstøve og fylder forbløffende lidt i den aktuelle spildiskurs.

Alt det ændrer sig naturligvis. i takt med at nye, større og mere spradebasseagtige computerspil rammer hylderne - og netop sådan et spil er Gamereactors kåring til årets spil, Forza Horizon 5. Det seneste kapitel i simulatorspillenes afstikkerserie er allerede blevet kronet med rosende ord og flotte priser, men mellem os sagt er Gamereactors prishædring naturligvis den mest eftertragtede. Hvor Microsofts andre flagskibsserier i løbet af forrige konsolgeneration ofte vaklede, ja sågar til tider snublede og landede fladt på sinkadusen, der leverede Playground Games konsekvent gennemtænkte, opfindsomme og stærkt underholdende spiloplevelser med hver eneste udgivelse i den legesyge Horizonserie.

Forza Horizon 5 skubber til taget endnu engang og sætter samtidig flere imponerende milepæle: ved udgivelsen hev spillet hele ti millioner spillere i racersædet og her, en måneds tid efter udgivelsen, synes kun en brøkdel af dem at have trukket i bremsen. Spillet er stort, men tilgængeligt, varieret uden at blive ufokuseret og bryster sig med en imponerende grafik som tager sig billedskønt ud på både nye og gamle maskiner. At udviklerne kan nå ud til så mange køreglade simulationsbilister, er ikke bare et udtryk for hvor godt Playground kender deres spil, deres historie og deres marked. Det er også et stærkt vidne om den kritiske spilrenæssance som Microsoft har gennemlevet de sidste par år - gennem kløgtig brug af marketing, den vellykkede søsætning af Xbox Game Pass og senest en grønklædt rummand og hans nyvundne status som underhund på de sociale medier.

Dette er en annonce:

Hvor mange andre serier - ikke mindst Microsofts egen - må gennemleve de akavede teenageår, i takt med at industrien vokser og mediet modnes, så legemliggør Forza Horizon 5 det gamle mundheld om ikke at ødelægge det, som allerede fungerer. Spillet er ikke et forsøg på en revolution, men en kærkommen gentagelse, en stærk forvisning om at det, som fungerede da også fungerer nu - uanset hvad konsollen hedder, eller hvilken platform du oplever det på. Tilbage i november skrev Magnus sådan om spillet: "Det er en varieret, episk køretur på tværs af varierede biomer, et spektakkel som hører sig hjemme i Horizon-spillene. Men inde under den skinnende kølerhjelm finder vi samme motor, de samme spilleregler, den samme fysik, den samme sammenhængende struktur, som, alt efter hvem der spiller, er en fryd, eller en ret så afgørende streg i regningen." Hvem skulle have troet at skarptslebne, omfangsrige, stilsikre bilspil med silkeblød styring og smuk grafik aldrig går af mode?

For sin evne til endnu engang at levere de tårnhøje standarder som serien konsekvent har sat, for sit overbevisende og underholdende gameplay og for at give spillere verden over en følelse af udtryksfuld frihed i en verden fyldt med fængsler, løber Forza Horizon 5 med Gamereactor-redaktionens pris for årets spil.

Gamereactors Game of the Year 2021: Bedste Spil

Runner-up:

Dette er en annonce:

Psychonauts 2
Et andet velkendt mundheld lyder sådan: alt godt kommer til den der venter. Sådan har det ganske vist ikke altid forholdt sig med længeventede efterfølgere til spagfærdige kultklassikere, men med Psychonauts 2 har tålmodige fans heldigvis kunnet ånde lettet op - for så at inhalere hvad end mærkelige dampe Double Fine var på, da de lavede spillet. Selv efter en indledningsvis kontroversiel finansieringsmodel og mange års spekulativ udvikling har Tim Schafer & co.'s krøllede hjerner leveret en kringelkroget syredrøm som på samme tid formår at være feberagtigt humoristisk og intimt følelsesfuld.

Psychonauts 2 blander fantasifulde platformssektioner med eksistentielle nedslag i et kulørt karaktergalleri - det er et spil som kan få dig til at tænke, grine, rase og græde fra det ene øjeblik til det næste. Mest af alt er det en opmuntrende historie om hvad dygtige, motiverede udviklere få lov at skabe når de besidder ikke bare økonomisk støtte, men også masser af tid og et stort kreativt råderum. Gamereactor-redaktionen var mildest talt tossede med det, ja, tossede spil og Psychonauts 2 udløste endda den sjældne topkarakter og blev modtaget med rosende ord fra flere sider.

"... Psychonauts 2 er ikke bare en skør og fascinerende efterfølger - det er et spil, som vil være den bedste version af det, originalen gjorde, og bruger alle de ekstra hestekræfter, moderne maskiner besidder, til at opnå det. Man kan virkelig mærke, at det talent, der gjorde etteren fantastisk, er bragt i spil endnu engang, og nu med flere tekniske muligheder end nogensinde før." Sådan skrev Anders i sin hædringsanmeldelse af det bizarre mesterværk. For sin evne til at bygge bro mellem gammelt og nyt, for at tackle svære emner med både humor og elegance og for at give håb til andre fans af gamle klassikere, fortjener Psychonauts 2 en plads på denne liste.

Gamereactors Game of the Year 2021: Bedste Spil

Runner-up:

Returnal
Ét studie kan imponere med sin evne til at genoplive det gamle, mens et andet modigt bevæger sig i en ny og ukendt retning. Housemarque har lavet spil næsten lige så længe som mange af os har spillet dem. Oftest har det været noget med farverige galakser, geometriske rumskibe og konfettiagtige eksplosioner i høj opløsning, men Returnal er nyt kapitel i udviklernes historie som rummer atmosfære, psykologi, fotorealistisk grafik og ikke mindst høj sværhedsgrad.
Det sidste punkt er måske ikke så overraskende endda, for Housemarque har alle dage værdsat og værnet om vanedannende og udfordrende arcadeagtigt gameplay som ikke lægger fingrene imellem. Alligevel er Returnal et nyt og dristigt skridt for udviklerne, med sit store fokus, ikke bare på barske fjender og talløse projektiler, men også stemningsfuld historiefortælling, futuristisk monstergys og filosofiske hovedbrud. Spillet er, som Ketil skriver i sin imponerede anmeldelse, "måske ikke så skævt som de mest outrerede titler den japanske gigant har sendt på markedet, men med sin struktur, der er lige dele Metroid og rogue-like, sine skift mellem først- og tredjeperson og det kolde, mørke science fiction-univers med kraftige horror-elementer er det alligevel langt fra som alle andre."

Han slutter med at udtrykke sin beundring for spillets skønhed, mystik og stemning - en beundring som den samlede Gamereactor-redaktion på alle punkter deler. For sin evne til at overraske og imponere, for vidnesbyrdet om et veteranstudies transformation og for den fremtid spillet peger mod, for både Housemarque, Sony og fans af brutale rumgysere, fortjener Returnal også en plads på denne liste.



Indlæser mere indhold