Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Løse tanker om konsolidering i spilbranchen

Sony køber Bungie, Microsoft køber Activision Blizzard og Embracer køber alt med en puls. Hvad synes vi egentlig om konsolideringen?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Ligesom med så meget andet, så er konsolidering i spilbranchen ikke en sort/hvid affære, og hvorimod nogle konkrete aftaler nærmest direkte kan komme forbrugerne til gode, særligt hvis den originale licens- og studieindehaver misligholdte deres ejendom, så er selve tendensen fortsat en kende... bekymrende. Men er der grund til at råbe vagt i gevær nu? Se, det er spørgsmålet.

For nylig købte svenske Embracer Group en række vestlige Square Enix-ejede studier, der tidligere har hørt under Eidos-vingen. I det hele taget er denne skrumpet en kende igennem tiden, faktisk var selveste IO Interactive en del af den for ikke alt for længe siden. Men nu er den ikkeeksisterende, for Eidos Montreal, Crystal Dynamics og selve Eidos, er nu rykket over til Embracer sammen med et katalog på over 50 licenser, heriblandt Tomb Raider, Deus Ex, Thief, Legacy of Kain og mange, mange flere.

Dette er "bare" studier, og det er ikke engang studier der går fra multiplatformlanceringer til eksklusivitet hos enten Microsoft eller Sony. Men allerede nu begynder rygterne at svirre om at Square Enix selv er ved at gøre klar til et muligt bud fra en anden branchegigant, og ligeledes skulle Ubisoft være mere interesserede i at lade sig overtage end tidligere.

Det er vigtigt at sortere i den slags. Eksempelvis Ubisoft lader umiddelbart ikke til at være interesserede i at lade sig købe af netop Sony eller Microsoft, men af virksomheder som KKR eller Blackstone, virksomheder der ikke nødvendigvis vil resultere i store ændringer på forbrugerniveau, og som ikke reelt set kan ses som konsolidering - de skifter bare ejer.

Dette er en annonce:
Løse tanker om konsolidering i spilbranchen

Så vi er ikke nødvendigvis stødt på en enkelt handel endnu, der i sig selv vækker enorm bekymring, og selv Embracers ret vilde tendens til at købe alt der rør på sig, fra 4A Games til Gearbox, fra Eidos-studierne til Saber Interactive, er endnu ikke direkte resulteret i enten ringere kvalitet fra de enkelte studier, eller andre forbrugerfjendske initiativer.

Men tendensen gør, for konsolidering er, som sagt, nok ikke i sig selv definitivt forfærdeligt. Men man skal ikke lede længe efter kilder for at finde en masse information om diverse brancher og felter hvor voksende konsolidering ikke ligefrem er kommet forbrugerne til gode. Særligt i USA har "mangel" på flyselskaber resulteret i voksende priser, og ringere service, og ligeledes har ISP'er (internetudbydere) kunne slippe afsted med priser og service som vi her i Danmark ville betragte som direkte fornærmende. Lige præcis det felt er så hadet, at det for mange år siden blev direkte parodieret i South Park.

Spilbranchen var i sig selv en relativt insulær branche til at starte med, kontrolleret hovedsageligt af bare en håndfuld magtfulde udgivere, og så naturligvis et sprudlende indie-marked der via digital distribution nu endelig har den magt på markedet de altid har haft fortjent. Men netop takket være fokusset på opkøb, så er den liste nu skrumpet. Bethesda og snart Activision Blizzard hører nu under Microsoft. Så lad os sige at Square Enix ryger til eksempelvis Sony. Og Codemasters er røget ind under EA. Så begynder vi ikke at have synderligt mange separate spillere tilbage, men nærmest bare platformindehavere med et utal af eksklusive førstepartsstudier under sig, samt mega-udgivere som Embracer med over 200 aktive spilprojekter ad gangen.

Dette er en annonce:

Er det skidt? Igen, der er beviser andetsteds på at det vil det i sidste ende være, og man ville da kunne argumentere for at med færre konkurrenter at vende sig imod, så er det sværere som forbruger eksempelvis at boykotte eller droppe én specifik udgiver, hvis de eksempelvis kaster om sig med forbrugerfjendtlige praksisser. Desuden kunne man let forestille sig at det ville blive sværere at sige fra overfor stigende priser eller ringere funktionalitet, hvis altså dem man siger nej til kontrollerer noget der ligner en fjerdedel af det samlede output af spillanceringer et givent år.

Løse tanker om konsolidering i spilbranchen

Det er alt sammen sat på spidsen, og takket være innovation og udvikling har vi dog, heldigvis, set det modsatte være tilfældet, og intern konkurrence kommer endnu spillerne til gode. Sony vælger nu at endelig at konkurrere direkte mod Game Pass gennem en mere raffineret PlayStation Plus-tjeneste, og når nu vi er ved Game Pass er det altså en helt afsindig god handel stadig, noget som netop står i stærk kontrast til eksempelvis ISP'er i det amerikanske.

Heller ej kan vi vist hele klistre eksempelvis mikrotransaktioner, play-to-earn, NFT'er og andre lignende praksisser sammen med konsolidering, så noget kunne tyde på at indtil videre, så er spilbranchen trods alt fri for konkrete beviser på hvordan konsolidering negativt kan påvirke forbrugeren... endnu.

Og så tilbage til udgangspunktet. For at være helt ærlig, er der nogle her der mener at Square Enix var mega dygtige til at bestyre de vestlige studier? Marvel's Avengers endte med at blive en katastrofe, de erklærede blandt andet Tomb Raider for en "fiasko" selvom spillet solgte over syv millioner eksemplarer, de droppede fuldstændig Deus Ex-serien, og kastrerede nærmest Mankind Divided på åben gade, de misligholdte IO Interactive i en sådan grad at det danske studie ønskede et hurtigt exit fra Eidos. Listen er lang, længere end vi reelt set har tid til.

Så det at disse studier nu skal operere under Embracer kan meget vel vise sig at være godt for kvaliteten og studiernes autonomi, så mærkeligt det nu engang føles når man snakker om Embracer.

Indtil videre er der ikke rigtig nogle konkrete eksempler på hvordan konsolidering i spilbranchen direkte negativt har påvirket forbrugeren. Men summa summarum er sådan set bare, at det er værd at holde øje med.



Indlæser mere indhold