Gamereactor Danmark. Se de seneste trailere og friske interviews fra de største spil-messer i verden. Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
artikler

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022

Ondskabsfulde algoritmer, vild ballonjagt og en kold dukkert i et hav af minder - man kan opleve lidt af hvert, når dugfriske spilinstruktører slår sig løs.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

I sommers dimitterende seks instruktører fra Den Danske Filmskoles animations- og spillinje. Uddannelsen kombinerer emner inden for filmproduktion såsom skuespillerinstruktion, lyd, klipning og foto med undervisning i animation og spilproduktion.

Det er naturligvis sidstnævnte, der har fanget interessen her hos Gamereactor. Mange af de færdige afslutningsprojekter var nemlig fuldbyrdede spil, og dem tager vi et nærmere kig på i denne artikel, hvor vi også hører fra instruktørerne selv.

Mind Diver - på med detektivhatten og dykkerbrillerne
Detektiver har ofte til opgave at rekonstruere tidligere begivenheder. Det kan ske gennem overvågning, granskning af dokumenter og udspørgning af vidner og mistænke. Men ville det ikke nemmere, hvis man blot kunne dykke ned i hovedet på den eller de personer, der rent faktisk oplevede det, du så nøjsomt forsøger at stykke sammen. Det skulle man tro, men Mind Diver fra Victor Breum illustrerer, at det ikke er så nemt endda.

"Min oprindelige inspiration for Mind Diver kom fra at tænke tilbage på mine tidligere, mislykkede kærlighedsforhold. Oplevelsen af at prøve at finde ud af, hvor tingene gik galt, og prøve at huske præcis, hvad der skete i fortiden, føltes pludselig som en gåde, der kunne blive til et spil. Det blandede sig med en dyb fascination af moderne detektiv-spildesign, som brugt i spil som Return of the Obra Dinn og Outer Wilds, og blev til idéen om at reparere minder," fortæller Victor Breum om spillets inspiration.

Dette er en annonce:

Ved spillets begyndelse hyres du af Lina Kukanová, en slovakisk fotojournalist med adresse i København. Som en Mind Diver er din opgave at genskabe hendes tabte minder om en skæbnesvanger fest. Hvorfor festen er gået i glemmebogen, og hvad der rent faktisk skete, erfarer du ved fysisk at dykke ned i hendes hukommelse, der præsenteres som små luftbobler midt i et oprørt og til tider dystert tankehav.

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022

Selve dykningen er overraskende udførlig, da du rytmisk skal udføre dine svømmetag, og når du først kan udforske minderne, er der masser af spor og ledetråde at kaste sig over. Ved at lytte grundigt til brudstykker af samtaler og observere dine omgivelser skal du forsøge at udfylde hullerne i Linas hukommelse med de korrekte genstande. På den måde afskiller spillet sig fra flere andre lignende spil, hvor det ofte er så som så med reelle spilmekanikker.

Hvad der også får Mind Diver til at skille sig ud, er spillets unikke visuelle stil. Hvert minde, du udforsker, er inspireret af virkelige lokationer fra København, og de forskellige karakterer er ligeledes baseret på mennesker af kød og blod. Det giver en realistisk, men samtidig drømmeagtig stil takket være den fragmenterede og akvarellignende billedside.

Dette er en annonce:

"'Autenticitet' var et nøgleord fra begyndelsen. Kærlighedshistorien, som er i centrum for spillet, skulle føles så ægte som mulig. Ved at placere virkelige lokationer fra København direkte ind i spillet, synes vi, at vi skabte en følelse af autenticitet, som vi sjældent ser i spil," fortæller Victor Breum om spillets visuelle stil. "Vores lidt smadrede version af 3D-scanning gør, at scenerne føles virkelige, men ikke helt tydelige - præcis som det føles at grave undertrykte minder frem fra sin egen fortid."

Du kan dykke ned i Mind Diver på Steam.

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022

Cathedral of Sorrow - algoritmegenerede rædsler
Gysergenrens nærmest universelle appel er nem at forstå. Ingen andre genrer har trods alt fået sine mest effektive virkemidler - såsom frygten for edderkopper, mørke og pludselige lyde - slebet til gennem tusinde og atter tusinde års evolution. Straks sværere bliver det imidlertid, når man forsøger at introducere et nyt skræmmende element, for hvad nogle finder skræmmende, kan for andre være forbundet med morskab og sjove oplevelser. Cathedral of Sorrow forsøger at navigere uden om denne hindring. Ikke ved at falde tilbage til de vante tricks, men ved at tilpasse gyset til den enkelte spillers unikke frygt.

"Vi startede Cathedral of Sorrow ved at spørge: Kan vi lave et spil, der lærer dig at kende, mens du spiller det? Og fordi den tanke var så noia, endte vi med at lave et gyserspil. Det endte med at gå op i en højere enhed, da vi kom på historien om at være fanget i et digitalt mareridt af en AI," fortæller instruktør Alexander Tange om det skræmmende koncept.

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022

Af flere årsager er det derfor ikke til at vide med sikkerhed, hvad du kommer til at støde på i den labyrintiske katedral. Det skyldes som sagt, at spillet forsøger at aflure din spillestil og at levere dit helt eget personlige mareridt. Men lidt mere lavpraktisk er årsagen også, at Cathedral of Sorrow endnu ikke er helt klar til at udkomme i en færdig version. Den ondsindede AI er nemlig også lidt af et mareridt i virkelighedens verden.

"Den største udfordring var at skabe den kunstige intelligens, der agerer 'game master' i spillet. Det var både teknisk udfordrende at lave machine learning algoritmer og gaffa-tape dem til vores game engine, men det er også en stor designudfordring at skabe gode gys, når man i princippet ikke ved, hvordan spillet vælger at bruge dem. Men netop fordi vi ikke har planlagt og iscenesat alt i spillet, så får spilleren også en helt unik oplevelse baseret på deres personlige horror-profil," forklarer Alexander Tange.

Senere på efteråret kan du fortabe dig i Cathedral of Sorrow, når det udkommer gratis på Steam.

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022

Cai Cai Balão - på ballonjagt over brasilianske hustage
Oven på to lidt dystre spil slutter vi af med noget helt andet. Cai Cai Balão byder på farverigende balloner og lynhurtig jagt over hustage i et hektisk spil, hvor alene det at udtale titlen bringer en i godt humør. Bag spillet står Sissel Morell Dargis, der længe har været fascineret af den brasilianske ballonkultur og gennem udarbejdelsen af en dokumentarfilm har et indgående kendskab til det ellers ret så ukendte fænomen.

Kort fortalt findes der en subkultur af såkaldte "baloeiros," som slipper flotte og farverige balloner til vejrs - til stor irritation for myndighederne, der har erklæret traditionen for ulovlig grundet sikkerhedshensyn. I spillet er din opgave derfor at løbe gennem en tætbebygget favela på jagt efter faldende balloner, alt imens du undgår glubske hunde, farlige elkabler og lovens lange arm. "Den største udfordring var at oversætte virkeligheden til et spildesign, der var underholdende nok som spiloplevelse og samtidig havde integriteten fra det virkelige liv og de virkelige karakterer. Jeg ville gerne have spillet skulle være en hyldest til ballonkulturen, og den verden det udspringer af. Men samtidig var det også vigtigt, at der var nok modstand for spilleren," forklarer Sissel Morell Dargis.

Hovedpersonen i Cai Cai Balão har langt fra det samme akrobatiske repertoire, som vi er vant til fra spil som Dead Island og Mirror's Edge. Det skyldes blandt andet, at udviklingsholdet også er i gang med at lave en mobilversion, og kontrollen her skal holdes i den simple ende. Til gengæld kompenserer spillet ved at lægge mere vægt på din egen evne til at navigere i terrænet. Det kan være utroligt hektisk (på en medlevende måde) hele tiden at skulle orientere sig mod luften, for at se hvor ballonen ser ud til at lande henne, samtidig med at man drøner gennem de smalle gader.

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022

Lidt ligesom de farverige balloner selv, er spillet også et herligt kludetæppe af forskellige stilarter. Karaktermodeller og teksturer har en næsten Dreamcast-agtig vibe, karakterportrætter har et syret, graffitilignende præg, og undervejs vises der også autentiske klip fra ballonkulturen. Det er noget af en oplevelse, lad os bare sige det sådan.

Som sagt arbejder udviklerne fra Look Up Games i øjeblikket på en mobilversion. Det har dog været svært at finde den rigtige indgangsvinkel til platformen, fortæller Sissel Morell Dargis: "Vi taler med forskellige udgivere, men umiddelbart mest i forhold til en version, der kan være PlayStation, Xbox eller Nintendo Switch-venlig. Jeg har ikke lyst til at tænke monetisation ind i gameplayet, og det virker som om, det er en af de få måder, jeg kan få en mobilversion lavet på."

Uanset de mange udfordringer undervejs, så har udviklingsprocessen dog været enormt givende, lyder det fra den nyuddannede instruktør: "Det har været en sindssyg læring at udvikle til så forskellige platforme som PC og mobil. Begge projekter bærer deres særpræg i form af de mennesker, der har bidraget til dem, og det har nok været den største læring. Jeg er dybt taknemlig for alt det, jeg har lært af de mennesker, der har været involveret."

Ballonjagten foregår ovre på ithh.io.

Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022Vi ser nærmere på Filmskolens afgangsspil 2022


Indlæser mere indhold