Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Ugens Mobilspil - Uge 31

Lee griber atter sine elektroniske dimser og fortæller hvad der rykkede på de mobile platforme i denne uge.

  • Tekst: Lee West

Yesterday
Faktisk udkom denne titel i sidste uge, men det var først i denne uge, at vi fik tid til at spille på den. Og hvilket spil: Interfacet er tæt på perfekt, historien er god og spillets art direction er fantastisk stemningsfuld. Det er point ‘n' click som man husker det fra de gode gamle dage. Der er ting der skal findes og kombineres samt hovedbrud der skal løses. Har du en iPad, bør du ikke gå glip af denne udgave af Yesterday, hvis du er bare en smule til genren.

Yesterday er set på App Store. Billederne er fra iPad.

Infinity Project 2
Vil du vide, hvor meget man kan skabe som et lille tomandshold? Så er Infinity Project 2 stedet at kigge. Her er en first person shooter der ganske vist ikke er nogen match for de tekniske vidunderbørn N.O.V.A. 3 og Modern Combat 3, men som til genæld vinder på charmen. Er du træt af Crysis og MW-kloner, og mindes du de gamle dage med Halflife, så er her muligvis din redning. Der bydes på en dyster historiedel, en zombie-lignende survival-mode og multiplayer. Grafikken er ikke altid ypperlig, faktisk er figurerne ofte tudegrimme. Men som man siger: man skal ikke dømme bogen på udseendet. Hent det hvis du savner oldschool-skyderier.

Dette er en annonce:
Infinity Project 2 er set på App Store. Billederne er fra iPad.

Space Squad
De danske udviklere Unity Studios har begået en lille perle af et taktisk realtime-spil, hvor du som kommandør skal styre din gruppe af neonfarvede soldater rundt på en rumbase og nedkæmpe neonfarvede aliens. Tænk Hunters i et mindre format, og du nærmer dig formlen. Stilen er ganske unik, og minder mest af alt om Tron tilsat lidt firser-grafik. Titlen er ganske vist ikke ny, men det er opdateringen af spillet til gengæld. Hvor det tidligere havde nogle gevaldige interface-mangler, fungerer det nu rigtigt godt. Du styrer din lille gruppe af soldater og medics rundt på en masse mindre baner fyldt med puzzles og aliens, og skal naturligvis helst slippe helskindet gennem disse. En nye udvidelse med 25 ekstra baner gør, at man ikke løber tør for indhold lige med det samme.

Space Squad er set på App Store. Billederne er fra iPad.

Caveman
OH NO! MORE ... Cavemen? Du ved ganske sikkert hvilket spil, jeg tænker på, når jeg siger den foregående sætning, og ellers skal jeg gerne hjælpe dig på vej. Den svenske udvikler Aaron Ardiri står bag denne titel, der lod sig inspirere så meget af Lemmings, at Sony trak de store kanoner frem og lukkede projektet. Nu er det tilbage, og de små grønhårede fyre er udskiftet med gryntende hulemænd i hele 120 baner samt en bunke skjulte bonusbaner. Rygtet vil vide, at det stadig er muligt at finde nogle få bidder af originalen et eller andet sted i spillet. Men indtil da må du leve med en lidt anden stil. Spillet er dog som du husker det, og styringen kan justeres stort set som du lyster, hvilket gør dette til den bedste udgave af Lemmings til håndholdte enheder. Også selvom det ikke er Lemmings. Mobile 1UPs hjemmeside byder ligeledes på løsninger til alle banerne, hvis du er blevet rusten siden de gode gamle dage. Nostalgiflip yihaaa!

Caveman er set på App Store. Billederne er fra iPhone-udgaven. Lemmingerne til venstre er dog ikke længere en del af pakken.

Justice League
Vi er stadig lidt i tvivl med denne. Men muligheden for at spille både som Superman, Batman, Green Lantern, Flash eller Wonder Woman er svær at modstå. Du tæsker skurke, skyder dem med lasersyn, fanger dem med piske osv., alt efter hvilken rolle du indtager. Det er en drønsimpel brawler med mulighed for at levelle din figur op. Der er solide bosskampe, men man skal dog være i superhelte-humør for at leve med den til tider lidt for generiske smadr-dem-alle-mentalitet.

Justice League er set på App Store. Billederne er fra iPad.

Shellrazer
Shellrazer var endnu et levn fra sidste uge, som vi ikke havde store forventninger til. Et prisfald i denne uge gjorde dog, at vi tog chancen. Og det er vi glade for. Du styrer en enorm skildpadde på krigsstien. Heldigvis er den udstyret med en bunke hjælpende krigere, der placeres på skjoldet. Disse kan skyde med kanoner og missiler og naturligvis opgraderes. Inden du ser dig om, er du dybt begravet i kampen, og spekulerer over hvilke opgraderinger du skal benytte, og hvilke enheder du skal bære på ryggen. Det lugter simpelt, men har masser af dybde og en sindssvagt charmerende stil.

Shellrazer er set på App Store. Billederne er fra iPad.

Gear and Guts
Glu kom på banen med endnu et zombiespil, denne gang med et twist. Du skal køre alskens muterede skabninger ned i den kække sportsvogn i bedste Carmageddon-stil. Dette er en topdown-racer med oldschool GTA-grafik. Der bydes på masser af opgraderinger og missioner, mens styringen er rigtig god. Og så er det gratis. Dommedagsspillet er ude på Android og iOs, og har du en af den slags enheder, kan du roligt hente denne racer.

Gears And Guts er set på Google Play. Billederne er fra Samsung Galaxy Note.

Alle de andre
LEGO City er en kedelig sidescroller, der intet positivt gør for LEGOs omdømme i spilverdenen, mens Total Recall leverer on-rails-shooter-action baseret på filmen. Rage gør det bare meget meget bedre. Alien Breed er en god konvertering, men vi kan ikke lade være med at være skuffede over at Amiga-klassikeren kun tilbydes med singleplayer. Er du ligeglad, kan den dog roligt indkøbes. Farming Simulator 2012 fandt også vej til App Store. Skal vi køre traktor? Endelig kom Gamelofts Asphalt 7 også ud til Android. Det er akkurat så godt som det skal være, der er masser af fart og fed musik. Og masser af genbrug fra Asphalt 6. Til gengæld er prisen god.

Vil du hellere vide hvad der rykkede på Nintendo 3DS og PS Vita, kan du se med herunder.

Dette er en annonce: