Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler

Arcade-hallen er tilbage

Måske tror du, at arcade-hallerne med de møntslugende arkademaskiner er døde. Det er de faktisk ikke. Vi besøgte en af slagsen...

På Østerbro er fortiden vendt tilbage. Der er åbnet en arcade-hal der vil prøve at bringe barndommen til alle, der var børn i 80'erne, samt alle os andre. Jeg er eksempelvis kun 14 år, men alligevel er jeg gennem barndommen, blevet sat over for de gamle computerspil af en ivrig gamer-far. Når jeg ser de gamle spil køre på maskinerne, vækker det derfor stadig minder omkring hvordan, jeg sad i timevis og baksede med at gennemføre hvert enkelt spil.

Gamle spil er spændende af flere årsager: det er fascinerende hvor lidt hukommelse der skulle til for at kunne lave et spil. Et spil som Donkey Kong fylder 24 kilobyte. I forhold til i dag, hvor spil fylder helt op mod 21.000.000 kilobyte (20 Gigabyte) er det utrolig lidt hukommelse, der skulle til dengang. Men tilbage til arcaden.

Det røde OPEN-skilt på døren fanger med det samme mit blik. Men hvis man ikke ved det, kunne det lige så vel være et antikvariat eller en spilbutik med en yderst nostalgisk ejer, som det kunne være en arcade-hal. Gennem vinduerne kan jeg ane en masse joysticks og gamle konsoller stå i en svag belysning.

Da jeg træder ned af trappen og åbner døren, bliver jeg overvældet af alle arkademaskinerne der nærmest omringer mig og plager om at blive fodret med mønter. 80'er børn kan sikkert huske følelsen af at stå nede på den lokale grill, hvor der var arkademaskiner overalt. For mig er det nyt. Jeg glipper med øjnene i den svage belysning. Det meste af lyset i rummet kommer fra maskinerne, der står og summer med spillenes kendingsmelodier. Da jeg går hen mod en af maskinerne, kan jeg høre trægulvet knirke under mig.

På mindre end 30 sekunder er jeg i gang med at spille. Spillene er som de var dengang: meget enkle. 

Chassis Arcade, som hallen hedder, åbnede den 1. december i 2011, og er et særsyn i Danmark.

"Vi åbnede arkaden, fordi der simpelthen ikke var nogle arkader" lyder det fra en af ejerne Christoffer Nightinglam. Han har spillet arkadespil på Lollands lokale griller fra han var seks år gammel. Han lærte storheden ved disse arkademaskiner, da han så hvor meget respekt folk havde for de enkelte maskiner. Christoffer oplever stadig ofte, hvordan bare en enkelt maskine nemt kan afføde samme respekt fra gamere som en fed computerspilssamling på et halvt hundrede spil.  

Folk i alle aldre strømmer til for at prøve de blinkende maskiner. Det handler om minder og gensyn. Store som små elsker at styre de enkle figurer, frem og tilbage, for at gennemføre banerne på forskellige niveauer.

Jeg spørger Christoffer, hvorfor han tror at arkadespillene er kommet på mode igen. Christoffer svarer, at han mener, at arkadespillene aldrig har været gået af mode. Han mener derimod ikke, at der er været nok indtjening ved at have en arcade-hal længere. "Vi gør det jo kun for sjov og tjener intet på det". 

Christoffer er en af de tre ejere af Chassis Arcade. De andre to er Laust Pablo Nielsen og Julian Ronald Andersen. Fra starten af projektets levetid har de været bevidste om, at de kun gør det for sjov. For at se de mange nostalgiske gamer-kunder, der kommer ned og glædes over spillene. Et af de meget store øjeblikke i Chassis Arcade var, da islændingen Svavar Gunnar Gunnarsson fik en killscreen i Donkey Kong (det vil lidt simplificeret sige, at spilleren ganske enkelt overgik spillets evne til at tælle point). Dagen efter blev der ringet fra islandske medier, der ville have et interview. Der var kun en håndfuld gamere nede i arkaden, da det skete. 

"Det føltes helt sindssygt," siger Christoffer smilende.

Det at have en arcade-hal er naturligvis ikke nemt, og kræver meget tid fra de tre ejere. Det har både været en udfordring at finde lokaler samt håndtere en flok overboer og naboer, der ikke ville støtte dem. "Folk troede, vi havde maskiner som enarmede og jackpotmaskiner og misforstod os. Der er jo ikke nogen der har lyst til at støtte pengemaskiner". Chassis Arcade har også haft problemer med indbrud. "Men resten har været lykke" siger Christoffer og smiler stort.

De tre ejere holder selv meget af at spille. Laust Pablo Nielsen ligger eksempelvis højest på score-boardet nede i Chassis Arcade i spillet Bombjack, hvor det gælder om at samle bomber i den rigtige rækkefølge. Faktisk ligger han også ganske højt på verdensranglisten. Laust har spillet Bombjack siden han fik sin første arkademaskine i 1994.

Når de tre ejere ikke hænger over maskinerne for at slå rekorder, reparerer og bygger de nye maskiner. Faktisk bygger de konstant på noget nyt, og det er efter deres mening noget af det sjove. På spørgsmålet om hvorvidt gamle retrospil prioriteres fremfor moderne spil svarer Christoffer. "Jeg ville ønske, der kom nye spil, som jeg ville spille lige så meget. Det er ikke et bevidst valg, men jeg spiller meget mere retrospil, end jeg spiller på min PlayStation 3." Han mener at de nye spil mangler humor og enkelhed. 

En af arcade-hallens stamgæster er verdensmester i spillet 1943, hvilket er et skydespil, hvor det gælder om at skyde japanske krigsfly ned under anden verdenskrig. Han startede sin arkadekarriere i 1977, hvor han selv fik sin første maskine. 

Chassis Arcade åbner allerede om morgenen, og holder gang i maskinerne dagen lang. Til tider sker det dog, at arkaden holder åbent over lukketid, og alle de glade spillere kan spille hele aftenen.

Arkadehallen skiftede sidste år lokaler, og ligger nu på Faksegade i København. Ofte holder de lokale mesterskaber og uddeler præmier til den bedste arkadespiller på den enkelte maskine. Eksempelvis blev der i denne uge holdt mesterskab i Street Fighter II, hvor de gav freeplay hele dagen så man kunne øve sig til aftenens arrangement.

Det har været en sjov oplevelse at tage på retrorejsen, og vil du selv prøve turen, kan du se hallens informationer herunder.

Chassis Arcade
Faksegade 19 - Kbh Ø
Åbningstider:
Mandag - Torsdag: 11:00-20:00
Fredag - Søndag: 11:00-21:00
http://chassisarcade.dk