Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

De 20 bedste af de tunge mobilspil - 1.del

Lee fortæller i to dele ganske personligt om hans tyve favoritspil til mobiler, og om hvorfor de endte der. Læs første del her.

  • Tekst: Lee West

Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Det er som regel svært at lave en topliste over mobilspil, for hvordan kan man gøre det uden at nævne Angry Birds eller Plants vs. Zombies. Det vil jeg dog gøre med min egen helt personlige liste af spilfavoritter, håndplukket ud af 8000 indkøbte spil. Disse spil er dem, der er garanteret en plads på min iPad Mini, på trods af at de ofte er nogle moppedrenge, der virkelig æder megabytes. Flere af spillene findes både til iPhone, iPad samt Android.

For at forstå min liste, skal man også forstå min tilgang til spil og formatet. Jeg finder det som en magisk tidsrejse i lyntempo. At se to års udvikling af spil på mobiler er som at se femten års spiludvikling på PC og konsoller. Samtidig er det en platform, der er så mange fordomme om. Den mest åbenlyse er: der findes ingen dybe spil, kun sådan nogle små sjove minispil. Derfor er der ingen småspil eller minipuzzlere på listen. Dem er der nok, der nævner.

Som gamer elsker jeg spil med en god slutning, men jeg vil allerhelst kunne fortsætte rejsen derefter. Jeg vil gerne vende tilbage til et spil, og kunne opleve stadig progression. Som mobilspiller elsker jeg at iagttage, hvordan udviklerne langsomt men sikkert overvinder hardwarens begrænsninger og udfordrer fordomme.

Derfor er der mange af mine favoritter, der kan betegnes som kloner af "rigtige spil", men også nogle som jeg ikke kan se fungere særligt godt på andet end touch. Spillene er ikke nødvendigvis rangordede, men listen repræsenterer de tyve spil, som jeg har brugt mest tid på, eller som har trykket på de rigtige knapper (virtuelle eller ej). Første del er dog toppen af poppen, mens du i anden del kan se nogle af de spil, der stadig må kæmpe for ikke at blive afløst af en ny favorit.

Hunters 2
Der er så god styring og så velfungerende mekanikker i dette fortræffelige turbaserede strategispil. Det er som Xcom møder Diablo. Jeg har brugt et trecifret antal timer på dette spil, og selvom jeg ikke længere har noget der kan opgraderes på min hær af lejesoldater, så hives den jævnligt frem. For mig er det et af formatets absolut bedste spil. Jeg glæder mig til at se udviklerens kommende Warhammer Quest.
Køb det hvis du vil have:
... et strategispil der tager det bedste fra Xcom og Space Hulk.

Order & Chaos Online
Ræset om at nå topniveau, jagten på guld og XP, PvP, dungeons, grinding, loot, udøde, orker og mennesker i evig kamp. Det lyder ganske sikkert som beskrivelsen af World of Warcraft, og det kunne det også lige så godt være. Order & Chaos Online leverer et stort, dybt og velfungerende MMO-spil med denne klon. Jeg er stadig imponeret over at Blizzard kæmper med konsolstyring, når Gameloft kan levere det her.
Køb det hvis du vil have:
...et af platformens mest imponerende MMO-spil og en fin WoW-klon.

Modern Combat 4: Zero Hour
Der er ikke meget negativt at sige om Gamelofts skydespil. Det skulle lige være, at de ofte gemmer funktionen med tilpasning af knapper osv. lidt for langt væk, så halvblinde gamere og anmeldere kritiserer spillet på netop et af de punkter, hvor det gør alt rigtigt. Det oprindelige Modern Warfare er det eneste FPS, som jeg har brugt samme mængde af tid på som dette. Jeg vil personligt hellere spille FPS på touch end konsol, så intuitivt synes jeg ofte det er at bruge sine fingre som mus, især i MC4:ZH. Fantastisk PvP, masser af perks og velfungerende teknik.
Køb det hvis du vil have:
... en solid Call of Duty: Modern Warfare-klon med både singleplayer og multiplayer.

Galaxy on Fire 2 HD
Lige siden gamle dage har jeg savnet et spil, der føltes som det klassiske Elite: et endeløst univers, uanede muligheder og jagten på udvikling. Det ironiske er, at jeg ikke engang synes at Elite var godt dengang. Men er der noget jeg elsker, så er det at lege virtuel købmand, opgradere og udforske. At Galaxy on Fire 2 og HD-udgaven smider god grafik, et væld af optimeringer, opdateringer og gode actionmekanikker til rumkampene gør det absolut til en favorit.
Køb det hvis du vil have:
...en solid historie, flot grafik, god lyd og et rumeventyr, du kan bruge hundrede af timer på.

The Walking Dead
Det var her jeg gennemførte de fem kapitler i det episodiske action-eventyr. Ikke siden de gamle Resident Evil-dage har jeg nydt frygten så meget i et spil. Det var dog den fantastiske historie, illusionen af svære beslutninger (og skyldfølelser) og naturligvis en overbevisende zombieinficeret verden, der gjorde udfaldet. At grafikken ikke helt når op på niveau med udgivelserne til de stationære gjorde mig intet.
Køb det hvis du vil have:
... et bevis på, hvor godt episodisk indhold kan leveres, og hvor langt vi er nået med videreformidling af følelser og historie i spilmediet.

Dead Space iOS
Ja tak. En Dead Space-prequel, der ikke bare leverer en fin historie, men også imponerer ved at levere et Dead Space, der ikke føles som en udvandet billigklon. God udnyttelse af touch og et godt eksempel på, hvordan velkendte licenser skal videreføres på mobiler. Og så er gyset en velkommen gæst efter den nyere actionfokus i serien.
Køb det hvis du vil have:
... et actiongys, som imponerer teknisk og underholder gameplay-mæssigt uden at gå langt fra det oprindelige spil i serien.

Neuroshima Hex
Neuroshima Hex er et polsk brætspil, der sætter en række faktioner i kamp mod hinanden for overlevelse i en postapokalyptisk verden hærget af krig. For spilleren betyder det, at der skal placeres en masse sekskantede brikker på spillepladen i et forsøg på at ødelægge fjendens base. Sådan beskrev jeg det i anmeldelsen af spillet. Udover det, så er det et fantastisk pass ‘n' play-spil, hvis du savner dyb strategi med masser af sjove mekanikker. Den hårde indlæringskurve gør dog ikke spillet nogle tjenester, men det er tiden værd at lære spillet at kende. Fantastisk til alle brætspilselskere.
Køb det hvis du vil have:
... et solidt singleplayerspil, fantastisk multiplayer eller bare savner et tungt brætspil med god stemning.

N.O.V.A. 3
Ja, jeg beklager, at der ryger endnu en FPS på listen, men helt ærligt: Nova leverer så god en mobilklon af Halo-serien, som man kunne ønske sig. Fantastisk multiplayer (når ellers hackere lader den være) og overraskende god (men generisk) singleplayer-historie med en anderledes slutning. I vanlig Gameloft-stil kan du ændre placeringer, styreformer og knapper som du lyster. En teknisk FPS-perle.
Køb det hvis du vil have:
... et FPS med masser af indstillingsmuligheder og sci-fi i bedste Halo-stil.

Grand Theft Auto: Chinatown Wars
Sådan skal en mobil sandkasse laves. GTA:CW tager det bedste fra 3DS- samt PS Vita-udgaverne og tilsætter masser af smarte funktioner. Udover de mange indstillingsmuligheder, føles spillet også langt mere relevant på din iPad Mini, når du kan drøne rundt til lyden af din egen musiksamling og endelig har lidt mere skærmplads til at nyde den labre karrikerede tegneseriestil på.
Køb det hvis du vil have:
... et GTA-spil med god styring, en herlig historie, masser af kaos og en god stor sandkasse.

Sentinel 3
Bevares, der er bedre tower defense-strategispil end Sentinel 3 (dem kan du læse om i anden del af artiklen i næste måned), men serien har for mig altid stået som noget helt særligt. Tung sci-fi med masser af fede detaljer, utroligt veldesignede figurer og en melodi, som jeg underligt nok aldrig bliver træt af. Lange baner og masser af customization til din mech-leder gør dette til en TD-vinder. Spillet er også ude til Windows og Android.
Køb det hvis du vil have:
... solid strategi, veldesignet tower defense og et spil fra en af genrens bedste TD-serier.

Læs i næste måned om de ti, der stadig kæmper for at forblive blandt toppen på Lee's iPad.