Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
League of Legends

LCS: taberne og vinderne

League of Legends: at have verdensmesterkabet inden for rækkevidde.

Mens konfettien blev skudt ud over publikummet og jublens volume blev ved med at stige, var det svært at ignorere kinesiske Royal Club, der var kommet så tæt på, og alligevel havde fejlet groft i kampen de havde kæmpet for at nå til hele året.

Arenaens farvede lys, de enorme fladskærme og opmærksomheden fra både publikummet og grundlæggerne af Riot Games, Brandon "Ryze" Beck og Mark "Tryndamere" Merrill, var ikke længere todelt, men nu kun fokuseret på vinderne fra koreanske SK Telecom T1.

Kort tid efter kampen i League of Legends var Royal Club ingen steder at finde, de var på det nærmeste forsvundet fra arenaen, og med tanke på den million dollars de lige var gået glip af i form af førstepræmien, var der ikke mange der stillede spørgsmål ved hvorfor.

League of Legends

Alt havde ellers set så godt ud for det kinesiske hold. I kvartfinalerne havde de stået over for et andet kinesisk hold og kendt konkurrent i form af OMG, der var berygtede for deres aggressive start og på papiret stod godt over for Royal Club. Forventningerne til kampen havde vokset sig enorme fra øjeblikket hvor det stod klart, at de to hold ville møde hinanden på deres vej mod finalen.

Til stor overraskelse var det dog Royal Club, der dikterede tempoet, og med strategier og overblik leveret at holdets leder Tabe, gjorde royalisterne det af med OMG 2-0, og sendte de kinesiske kollegaer ud af turneringen med en femteplads.

Det kinesiske holds næste konkurrenter skulle findes i en kvartfinalekamp mellem det sidste amerikanske hold i turneringen, Cloud 9, som stod over for det sidste europæiske hold, Fnatic.

League of Legends

Cloud 9 havde allerede forud for turneringen været en publikumsfavorit, da de havde måtte gennemgå så grueligt mange problemer med sponsorer, ejere og spillere før de pludseligt var blevet genfødt som et af turneringens stærkeste hold. Fnatic havde ligeledes været igennem en del problemer, og havde faktisk været tæt på slet ikke at kvalificere sig til LCS, før de i sidste øjeblik fandt formen og blæste gennem modstanderne på deres vej til kvartfinalen.

Kampen mellem Cloud 9 og Fnatic levede op til forventningerne og endte med en 2-1 sejr til europæiske Fnatic, der særligt nød godt af stærke spil fra Puszu og evigt populære xPeke.

I semifinalerne blev der skiftet til "bedst ud af fem"-formatet, hvilket skulle komme til at gavne Fnatic. På trods af godt samarbejde og stærke holdopsætninger var det nemlig Royal Club, der i den grad så ud til at have fat i den lange ende, hvilket hurtigt gav dem et forspring på 2-0.

League of Legends

I tredje kamp blev alt dog vendt på hovedet. Fnatic fik lokket Royal Club i et par hurtige fælder, der gav dem det forspring der skulle til, og herfra accelererede det europæiske hold - tredje kamp gik til Fnatic med en kill-score på 24-1. Håbet hos de mange europæiske fans holdte dog ikke lang tid, for i fjerde kamp fik det kinesiske hold lukket for hullerne som var blevet udnyttet i den forrige kamp, og sørgede derfor for at finalen kom til at stå mellem Royal Club og SK Telecom T1.

De mange sejre havde ført dem til USA, havde ført dem til Staples Center og havde ført dem til finalen hvor titlen som verdensmestre og en million dollars ventede. De fleste eksperter havde allerede udråbt det kinesiske hold som favoritterne, og egentlig virkede det på mange som om det ikke var selve SK Telecom-holdet, der skulle blive udfordringen, men snarere det koreanske holds mest populære spiller Faker.

Her gik det hele galt for Royal Club. Det kinesiske hold virkede ikke til at være påvirket af hverken hype, status eller hele cirkusset omkring finalen, og alligevel kunne de ikke få noget til at hænge sammen. Den første kamp blev tabt på kun 30 minutter, hvor et virkelig velspillende SK-hold konstant vekslede mellem de forskellige lanes, og hele tiden var dem der tog initiativet. Formlen var den samme for kamp nummer to, med den ene forskel at det denne gang tog SK knapt otte minutter længere at afslutte det hele. I den tredje, og hvad der skulle vise sig at blive den sidste kamp, stod det klart at Royal Club mentalt var blevet knækket. Resultatet var tæt på tyve minutters total ydmygelse, og realiseringen at det kinesiske hold lige havde tabt 3-0 i finalen.

League of Legends

På sølle halvanden time havde Royal Club tabt en million dollars, finalen de havde kæmpet sig frem mod over det sidste år og endda var blevet udråbt som favoritter til at vinde, samt opmærksomheden fra størstedelen af publikummet i Staples Center. På halvanden time var et af verdens bedste hold blevet ydmyget og bedt om at starte forfra næste år.