Dansk
Gamereactor
artikler

Mine bedste kampspil-oplevelser

Du kan læse denne artikel i det nyeste trykte Gamereactor-magasin, men foretrækker du listen online eller vil du kommentere på den, kan du nyde den her...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

20. Ultimate Marvel vs Capcom 3 / Mortal Kombat
PS Vita / 2011

At Capcom formåede at klemme det massive Ultimate Marvel vs. Capcom 3 ned på Vita var en bedrift i sig selv, men at udvikleren samtidigt formåede at sørge for at det bevarede det meste af spilbarheden var det mest imponerende aspekt ved konverteringen.

Andre på redaktionen har dog nærmest tvunget mig til også at nævne Vita-versionen af Mortal Kombat som et værdigt alternativ til 20 pladsen, og med masser af humor, fart og indhold får man også her et transportabelt kampspil af den underholdende slags.

Mine bedste kampspil-oplevelser

19. Super Smash Bros. Melee
Gamecube / 2001

Hvorvidt man er villig til at acceptere Super Smash Bros. Melee som et seriøst kampsspil eller et useriøst multiplayer-brag, er mest af alt et spørgsmål om temperament. Uanset hvilken side man stod på, var det dog svært at benægte at spillet var sjovt.

Den simple styring var blevet bevaret i Melee, men banerne og figurgalleriet var mere varieret end før, og så havde udvikleren HAL sørget for at proppe kampsystemet med så mange små detaljer, at man kunne blive ved med at finde på nye teknikker.

Mine bedste kampspil-oplevelser

18. X-Men: Children of the Atom
Arcade Saturn PSOne PC / 1994

Den enorme succes, som Capcom oplevede i 90'erne med deres kampsspil, betød at den japanske gigant også begyndte at forsøge sig med andre serier, og med denne tanke blev et samarbejde etableret med bladgiganten Marvel.

Det første resultat af samarbejdet var X-Men: Children of the Atom, der tydeligt bar præg af specielt Super Street Fighter II Turbo, men alligevel formåede at tilsætte formularen sine egne ideer såsom rolls og kombinationer i luften.

Mine bedste kampspil-oplevelser

17. WWF Wrestlemania 2000
Nintendo 64 / 1999

Da kampen endnu stod mellem PSOne og Nintendo 64, var et af argumenterne som ejerne af sidstnævnte konsol altid hev frem, at de havde det bedste wrestling-spil. Den slags havde naturligvis ikke været nok til at inkludere WWF Wrestlemania 2000 på denne liste, og det skyldes i stedet for at spillet havde en afhængighedsskabende multiplayer, der specielt nød godt af værtskonsollens fire joypad-porte.

Steelcage-kampene var sjove og ligeledes var King of the Ring, men det var Royal Rumble-muligheden, som for alvor var en multiplayer-vinder. Samarbejdsaftaler og taktikker blev hurtigt indgået med vennerne, og inden længe var de alle glemt igen i jagten på at være den sidste person i ringen.

Det var allerede ved udgivelsen håbløst grimt at se på ,og havde en styring der krævede tilvænning, men med fire venner var Nintendo 64-spillet lidt af en multiplayer-perle.

Mine bedste kampspil-oplevelser

16. Street Fighter III: 3rd Strike
Multiplatform / 1999

På trods af at være efterfølgeren til spillet der definerede hele genren, var Street Fighter III en helt anden størrelse end forgængeren, og på sin vis lidt af en fejlsatsning. Capcom havde ganske sikkert håbet på en lige så stor succes med det tredje spil, men endte med at lave et langt mere komplekst kampspil, der også i højere grad tiltalte de mest dedikerede fans.

Var man i sidstnævnte gruppe, bød 3rd Strike dog på et af de mest raffinerede kampsystemer i genren, der specielt gennem dets parry-system gav utrolige muligheder for comebacks, uanset hvor skidt kampen så ud. Med 3rd Strike ramte Capcom også seriens bedste balance, hvilket gjorde det hele endnu mere fængende.

Mine bedste kampspil-oplevelser

15. Virtua Fighter 5
Multiplatform / 2006

Af en eller anden grund er Virtua Fighter-serien altid blevet beskyldt for at være langt sværere at lære end dens konkurrenter, i stedet for blot at være anderledes. Det var ikke nødvendigvis en opfattelse serien gjorde meget for ændre med det femte kapitel, og i stedet demonstrerede det sublime kampspil igen hvorfor det er så ærgerligt, at der ikke var flere fans af genren der gav det en chance.

Viljen til konstant at forbedre hvad der fra starten allerede var virkelig godt, blev også vist ved at Sega udgav flere opdaterede versioner af arkadespillet, før de omsatte den bedste af dem alle til konsolmarkedet i form af Final Showdown.

Med en afsindig dybde, dets helt eget tempo og styring er Virtua Fighter 5 stadig noget helt specielt.

Mine bedste kampspil-oplevelser

14. World Heroes 2
NeoGeo PS2 SNES / 1993

World Heroes 2 er ikke nødvendigvis blevet smukkere med alderen. Da det udkom var det et kulørt, lettilgængeligt og originalt kampspil, og sidstnævnte er hvad der stadig gør det til en charmerende oplevelse i dag.

Sjove figurer og originale spilmuligheder gjorde, at det var sin helt egen oplevelse, og så betød den lette styring at det var et godt sted for alle at starte på genren.

Mine bedste kampspil-oplevelser

13. Fight Night Champion
PS3 Xbox 360 iOS / 2011

Boksning havde været en af de sportsgrene der havde haft svært som spil, fordi dens finere detaljer simpelthen ikke havde ladet sig overføre til digital form - det ændrede sig alt sammen med EA's Fight Night-serie, hvor specielt Champion demonstrerede en mesterlig blanding af alle de vigtigste elementer.

Hvert slag havde en næsten skræmmende vægt bag sig, hvilket særligt kunne mærkes gennem den unikke styring. Samtidigt handlede Fight Night ikke kun om Mike Tyson-lignende kraftslag, men i stedet om teknik og hurtige kombinationer. Stadig det bedste boksning-spil på markedet.

Mine bedste kampspil-oplevelser

12. Street Fighter Alpha 3
Multiplatform / 1993

Da Capcom efterhånden ikke længere kunne forsvare at udgive flere version af Street Fighter II, og endnu ikke var klar til at afsløre Street Fighter III, valgte udvikleren i stedet at starte Street Fighter Alpha-serien.

Ved at beholde figurer som Ryu, Ken, Chun-Li og Sagat virkede det hele fra starten som et slags blandingsprodukt, men med spil nummer to og i særdeleshed spil nummer tre fandt serien sin helt egen stil og rytme.

Farverne var mange flere end tidligere, gameplayet enormt combo-baseret og så havde det hele fået et grafisk udtryk, der mindede om noget fra en tegnefilm. Samtidigt bruge Capcom Alpha-serien som en snedig måde at genbruge mange af deres gamle spilhelte på helt ny vis, hvilket gjorde serien til lidt af en spilfans drøm.

Alpha var dog mere end grafik og genbrug, og Capcom viste igen at de havde bedre styr på genren end de fleste andre ved at fylde Alpha 3 med knivskarpt gameplay og mesterlig balance figurerne i mellem.

Mine bedste kampspil-oplevelser

11. Samurai Shodown II
Multiplatform / 1993

Det første Samurai Shodown, et våben-baseret kampspil fra SNK, var blevet en stor succes for den japanske udvikler ved sin udgivelse, fordi det på lanceringstidspunktet indeholdte mange elementer som var nye for genren.

Alligevel besluttede SNK sig for at starte helt forfra med efterfølgeren, og resultatet var et hæsblæsende brag af et kampsspil, der igen indeholdte masser af originale ideer. Således kunne man ødelægge modstanderens våben med et særlig kraftigt slag, eller parere modstanderens angreb hvis man havde styr på sin timing. Stadig en fantastisk spiloplevelse mellem to jævnbyrdige spillere.

Mine bedste kampspil-oplevelser

10. Mortal Kombat II
Multiplatform / 1993

Det første Mortal Kombat havde sikret sig overskrifter over hele verden med dets realistiske og blodige grafik, men bød ikke på meget under overfladen. Det blev der dog lavet om på med efterfølgeren, der godt nok var flottere og endnu mere blodig, men samtidigt indeholdte et givende gameplay der belønnede dedikere fans.

Tilføjelsen af figurer som Baraka, Kitana og Kung Lao gav persongalleriet mere variation, og et underspillet combo-system betød større dybde. Humoren fyldte også mere end tidligere, og Friendships og Babalities kunne bruges i stedet for Fatalities.

Mine bedste kampspil-oplevelser

9. Super Fire Pro Wrestling X Premium
Super Nintendo / 1996

Human Entertainment udgav aldrig deres Fire Pro Wrestling på disse breddegrader, og det var en skam, da der var tale om et af de bedste wrestling-spil nogensinde. Kampsystemet krævede perfekt timing, men belønnede til gengæld med en enorm dybde. SNES-lækker grafik og smukke animationer fuldendte oplevelsen og gjorde det til lidt af en import-darling.

Mine bedste kampspil-oplevelser

8. The Last Blade 2
Multiplatform / 1999

Som 90'ernes største udfordrer til Capcoms dominans over genren havde SNK travlt med at lave deres egne serier. Det kom der klassikere som Garou, Samurai Showdown og King of Fighters ud af, men serien, der desværre altid synes at blive glemt i den snak, er The Last Blade.

Med en tone der var decideret mere voksen, en smuk og mere virkelighedstro grafik, samt et spilsystem der havde dets egne originale ideer, var det en skam at fans af genren først rigtigt opdagede dets mange kvaliteter lang tid efter udgivelsen.

The Last Blade 2 fokuserede på kamp med våben og krævede derfor en forståelse for distance figurerne i mellem. Samtidigt var farten sænket, og der var derfor en smule mere tid til at overveje ens angreb inden man gik i flæsket på modstanderen.

Mine bedste kampspil-oplevelser

7. IK+
Multiplatform / 1987

Fire år før Capcom for alvor definerede genren, var det Archer Maclean der for stod for genrens måske mest fuldendte og originale oplevelse. I IK+ (eller International Karate +) var skærmen på alle tidspunkter befolket af tre kombattanter, hvilket gjorde det hele en smule hektisk. Samtidigt gjorde spillet ikke brug af energimålere, men belønnede i stedet med halve og hele points i et rundesystem.
Ind i mellem runderne var der også plads til unikke bonusspil, og resultatet var et kampspil der ikke føltes som noget andet, men alligevel var dybt, fængende og virkelig sjovt.

Mine bedste kampspil-oplevelser

6. The King of Fighters ‘97
Multiplatform / 1997

SNK havde allerede forud for 97-versionen af King of Fighters vist resten af spilverdenen, hvordan man skruede hold-baserede kampspil sammen, hvor man med valget mellem alskens forskellige figurer kunne sammensætte sit eget mandskab på tre kæmpere.

Alligevel var det som om konceptet først rigtigt fik lov at vise sit værd med The King of Fighters '97, hvor både balance, præsentation og dybde alle gik op i en højere enhed.

Advance og Extra-systemerne lod spillerne skræddersy deres egen oplevelse, mens et væsentlig forbedret kampsystem betød at man ikke længere kunne udnytte de samme balanceproblemer som i de forrige spil. Samtidigt var udvalget af karakterer et af seriens bedste, og så bød den sidste boss endda også på en mindeværdig kamp.

Senere afsnit af serien har sidenhen indeholdt flere figurer og langt bedre grafik, men 97-versionen fremstår stadig som seriens mest fuldendte kapitel.

Mine bedste kampspil-oplevelser

5. Garou: Mark of the Wolves
Arkade PlayStation 2 NeoGeo Dreamcast XBLA / 1999

Med Mark of the Wolves slog SNK en gang for alle fast, at de mestrede at lave et 1mod1-kampspil, der var af lige så høj kvalitet som Capcoms bedste bud på genren.

Grafisk pressede spillet de sidste kræfter ud af NeoGeo-hardwaren, med store, detaljerede og originale figurer, men igen var det spilbarheden der var den vigtigste, og her excellerede Garou for alvor.

Hvert spark og slag havde en vægt som i få andre 2D-kampspil, og så var styringen og spilsystemet nærmest perfekt. At spillet rådede over et af de sejeste persongallerier i genren, gjorde bestemt heller ikke noget.

Mine bedste kampspil-oplevelser

4. Tekken 3
Arkade PlayStation / 1997

Med Tekken 3 formåede Namco endelig at bevise, at deres kampspilserie havde sin egen identitet, og at den ikke længere blot skulle betragtes som et plagiat af Segas populære Virtua Fighter-serie. Indlæringskurven var højere end i de forgående spil, og ligeså var kravet til egen timing, men belønningen var til gengæld det mest spilbare Tekken til dato.

De nye personligheder som Bryan Fury, Forest Law, Hwoarang og Jin Kazama var alle forfinede udgaver af tidligere karakterer, men alligevel havde de alle sammen fået så mange forbedringer, at de mange teknikker skulle læres på ny.

Mine bedste kampspil-oplevelser

3. Street Fighter IV
Multiplatform / 2008

For alle de mange roser, der var blevet smidt efter det tredje Street Fighter-kapitel, havde det ikke formået at fange det brede publikums opmærksomhed. Det gjorde til gengæld det mageløse Street Fighter IV, der med sublim balance, styring, dybde og spilbarhed for alvor genstartede genrens popularitet. Et virkelig godt sted at starte for alle nybegyndere.

Mine bedste kampspil-oplevelser

2. Street Fighter II
Multiplatform / 1991

Capcom definerede ikke kun genren med udgivelsen af Street Fighter II, men skabte også et kampspil så rent og så dybt, at det stadig er et af genrens bedste spil. Successen var stor da spillet gik sin sejrsgang gennem alverdens arkadehaller, men spillets popularitet nærmest eksploderede, da udvikleren formåede at skabe en næsten perfekt gengivelse af arkadespillet på Super Nintendoen.

Figurgalleriet var varieret og dækkede alle de spillestile, der efterfølgende blev skamløst kopieret af tonsvis af konkurrenter, og spilbarheden var nærmest perfekt fra dag et. Spillets dybde og mystik blev også mere interessant ved at det gjorde brug af bevægelser til specialtricks, som ikke tidligere var blevet brugt i spil - at lære en figur i Street Fighter II var således både et spørgsmål om udforskning og dedikation.

Mine bedste kampspil-oplevelser

1. Soul Calibur.
Dreamcast XBLA iOS Android / 1999

Glem alt om forgængere, glem alt om efterfølgere og glem alt om konverteringer, for på denne liste er det udelukkende Dreamcast-originalen af Soul Calibur, vi taler om.

Da Namco i sin tid besluttede sig for at lave et kampspil til Segas Dreamcast, valgte de, i stedet for blot at pege på den populære Tekken-serie, at genoplive et af deres halv-lunkne arcadespil. Heldigvis besluttede de sig samtidigt for at pudse det af i alle kanter og leder, give det en helt ny grafik og en helt ny balance og tilsætte en masse nye spilmuligheder.

Med en hastighed langt højere end dets konkurrenter krævede Soul Calibur med det samme en ny tilgang af spilleren. Samtidigt var spillet et af de første som ikke kun gjorde brug af en verden i 3D til grafiske effekter, men rent faktisk sørgede for at kampene også udspillede sig på et 3D-plan.

Men det var ved balancen, at man virkelig kunne mærke at Namco havde arbejdet hårdt, og gennem figurgalleriet havde udvikleren sørget for at repræsentere stort set enhver spillestil, uden at falde i den samme fælde som så mange andre udviklere og lave et spil, hvor figurerne blot var plagiater af tidligere successer.

Selv i dag er Soul Calibur stadig mageløst spilbart og noget nær perfekt, hvis man spiller mod en anden menneskelig spiller, der er på nogenlunde det samme niveau. Spillet belønner teknik, snilde og frem for alt timing på en måde, hvor få andre spil af genren kan være med.

Hvorvidt man har Soul Calibur eller Street Fighter II som nummer et er næsten et religionsspørgsmål, men uanset har du med genrens absolut bedste titler at gøre.

Mine bedste kampspil-oplevelser


Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.