Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Månedens mobilspil - Februar 2015

Strategispil tager springet fra PC til iPad, klassikere genoplives, F-Zero klones og Clash of Clans får konkurrence. Lee guider dig atter engang til spil på mobiler og tablets

Som du nok har bemærket, så kører vi ikke længere en mobilspilsartikel hver uge. Hovedårsagen til denne ændring er simpel: Tidspres. Jeg har ganske enkelt ikke længere mulighed for at knipse billeder, uploade disse og skrive teksterne, selvom jeg spiller et hav af mobilspil i min fritid. Samtidig kan denne type artikler bedst prioriteres, hvis de afføder kommentarer og ikke kun clicks.

Det betyder derfor at formatet indtil videre ændres en smule. Fremover vil du få mine klare (og personlige) anbefalinger i en månedlig artikel, så slut med jokes omkring halvdårlige titler og frem med fokus på de bedste. Listen her tæller nogle af de bedste udgivelser i den sidste måneds tid.

Som altid er spillene ude til iPad, de fleste til iPhone og en del til Android. Alle billederne er fra iPad Air 2.

Store titler som Tempo viste sig i denne måned at skuffe en smule. Tempo var mest af alt halvsløje - men flotte - reaktionsbetingede kampe uden megen indhold, og jeg endte i bund og grund med at kede mig bravt. Heldigvis var der god underholdning at spore på mobilerne udover denne.

Polynoid udkom forleden fra det danske udviklerteam hos Reflx, og det spil kan du læse om i denne artikel.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Opdateringer
Det flød over med opdateringer af kendte spil. Order and Chaos: Online fik sin 23. af slagsen og dermed en ny dungeon. WWE immortals fik ligeledes nye figurer og mulighed for at indkøbe en startpakke. Marvel Contest of Champions fik alliances og nye udfordringer. KingsRoads fik mere loot. Radiation Island blev balanceret en smule og optimeret. Subway Surfers tog til Hawaii. Duet Game fik en Encore Mode. Exiles fik controller-support, det samme gjorde det fortræffelige Space Marshalls. Det farverige racing-spil, F1 Race Stars, kunne byde på nye baner. Pre-Civilization: Marbel Age fik en ny sværhedsgrad til absolutte begyndere, men den største opdatering var til et klassisk rumeventyr til mobilerne fra 2010 - nemlig Space Miner. Der var således god grund til at indkøbe eller genhente ældre titler for endnu et spilfiks.

Læs med herunder og få en bunke anbefalinger hvis du savner mobilunderholdning. Vi starter med en bunke kortere anbefalinger, som dog næppe ender med at have en fast plads på min iDims.

Heavenstrike Rivals - A Monster Tactical TCG!
Square Enix er på banen med et gratis strategisk lanebaseret rollespil til Android og iOS med masser af farverige figurer og gode mekanikker. Desværre har udvikleren haft en tendens til et glemme deres lidt ældre spiludgivelser og dermed lukke ned for fortsat spil, så jeg er ret forsigtig med at omfavne nye spil med online-krav fra dem. At der samtidig er timere til at forstyrre spilleglæden, gør ikke min lyst større. Men det ser nydeligt ud og frister tanken, kan du jo hente det.

Age of Sparta
Gameloft er ligeledes ude med et gratis spil. Denne gang er det byg-vent-angrib-gentag-genren, der står for skud. Det ser nydeligt ud, men jeg er godt tilfreds med Gang Nations (som du kan læse om længere nede i teksten), så denne får nok også en begrænset levetid på min enhed.

Tap Heroes - Idle RPG Action
Det samme gælder Tap Heroes, som bygger videre på den genre, som Cookie Clicker gjorde så populær. Du klikker og opgraderer og klikker mere. Et begrænset område at klikke på, ødelægger dog for mig idéen med denne genre. Pludselig skal man koncentrere sig for meget, og det virker "forkert". Det er dog ganske hyggeligt.

Men nu til månedens anbefalinger, der alle fortjener en overvejelse, hvis du er til mobil-gaming.

Ultimate General Gettysburg
Vil du gerne dyppe tæerne i historiske strategispil og vil du have et af de bedste af slagsen fra PC på din iPad, så er dette valget. Her udkæmper du slaget om Gettysburg. Det er for det første en fortrinlig konvertering med yderst eksemplarisk touch-brug. Dernæste er det et drøngodt strategispil. Dine tropper opfører sig ganske levende, og du skal spekulere i deres mentale status udover deres fysiske styrker. Det er samtidig imponerende hvor autonome dine tropper føles. De kæmper ganske enkelt, som man kunne forvente, de ville, uden at du konstant skal mikromanage hver en del. Snup dette, hvis du vil have et intuitiv strategispil med flot præsentation og gode mekanikker.

Space Miner: Platinum Edition
Har du spillet mobilspil siden 2010 (hvilket er en evighed i mobilspilssammenhæng), så kender du måske allerede til denne titel. Space Miner var et klassisk rumeventyr, der udkom for en del år siden, og som i de sidste tre år ikke har set skyggen af en opdatering. Indtil nu. Har du allerede købt spillet tidligere, kan du således hente den nye Platinum Edition helt gratis, har du endnu ikke stiftet bekendtskab med mine-eventyret i rummet, så er nu et rasende godt tidspunkt at gøre det.

Præmisset er simpelt. Du er ansat af din onkel i en minevirksomhed, som er placeret på en asteroide i rummet. Det viser sig snart at økonomien ikke er helt så rosenrød, som man kunne håbe på, og med en knirkende gammel onkel ved din side, sætter du dig for at rette op på den skrantende virksomhed. Det sker ved at sætte dig bag roret i et ramponeret rumskib og så suse ud og bekæmpe robotter og knuse rumsten for at skaffe værdifulde mineraler. Mineraler, der naturligvis kan omsættes til kontanter, som igen kan bruges på at opgradere dit skib. Det er rasende hyggeligt konstant at jagte den næste opgradering eller følge den lethjertede historie, og med denne opdatering er spillet endelig til at holde ud at se på i konkurrence med mere moderne udgivelser. Snup det, hvis du tørster efter hyggeligt tidsfordriv, der let kan rive uger ud af kalenderen.

Gang Nations
Gang Nations kører videre med byg-vent-angrib-genren, som Clash of Clans har gjort så umådelig populær (og lukrativ) på mobilerne. Ganske enkelt skal du bygge en base, angribe andres ditto og naturligvis vente en del, med mindre du vil hoste op med rigtige penge. Der er et eller andet hyggeligt over denne model, også selvom freemium-spil af den slags ikke altid tiltaler mit hardcore gamer-hjerte. Gang Nations gør dog mange ting rigtigt. Det er sjovt at opbygge et godt forsvar, ikke mindst da man denne gang kan definere vejenes placeringer, og derved få en smule mere strategi ind i den efterhånden ret slidte genre. Det er den sædvanlige reklametegning-agtige stil og det sædvanlige gameplay vi bydes på bare tilsat bandekrige og hårde rødder. Gang Nations er hyggeligt og klart en overvejelse værd, hvis du trænger til fornyelse fra din Clash of Clans-besættelse. Samtidig har det nu tre uger efter udgivelsen vist sig at være et af de få, der ingen begrænsninger sætter for spilleglæden (du kan eksempelvis angribe uden at skulle vente på at bygge tropper), og jeg har flere gange brugt timer af min fritid på at angribe andre spillere, ganske enkelt fordi det er sjovt og herligt strategisk.

King of Thieves
Med denne farveladeglade tyveknægt får vi en noget anderledes spiloplevelse. Der bydes på rene platformerier af den simple slags. Din lille figur vil gerne nå en skattekiste, der er placeret på en enkelt skærm. Figuren løber automatisk og skifter retning, hvis du hopper ind i noget modstand. Kort sagt skal du umiddelbart kun spekulere i at trykke for at hoppe. Det er en fortrinlig mekanik til de touch-venlige mobiler. Det er dog heldigvis ikke alt, som spillet har at byde på. Det handler nemlig om at opbygge din egen lille røverhule og beskytte dine nyfundne skatte.

Fidusen er så at du enten forsøger at tilrane dig guld i en masse singleplayer-baner eller tager kampen op online, hvor du så skal røve andre spilleres huler. Pludselig kommer der en del strategi ind i billedet, for du skal naturligvis gøre det så besværligt som muligt for andre spillere at stjæle dit loot. Det sker ved at lægge sindrige fælder og udfordringer i din base. En sjov (og udfordrende) mekanik er dog, at du selv skal kunne klare banen to gange i træk, før den godkendes. Det er kort fortalt benhårde platformerier af den gamle skole og et hyggeligt tidsfordriv til de korte spilpauser. King of Thieves leverer udfordrende, sjov og gratis mobilunderholdning, og det sikrer den en anbefaling herfra.

Dig2China
Dig2China er et herligt eksempel på den slags geografiske viden, man havde som barn. På den anden side af kloden ligger som bekendt Kina (sådan da), og hvad gør man som barn, hvis man gerne vil besøge det kinesiske folkefærd? Svaret er simpelt: Man bygger selvfølgelig sin egen gravemaskine og graver sig gennem jorden til Kina. Det er præmisset for Dig2China, der er ude til Android og iDimserne ganske gratis. Kan du ikke leve med en kort reklame mellem spilturene, kan du også vælge at smide otte kroner efter en reklamefri udgave. Det synes jeg, at du bør gøre. For Dig2China er en yderst vanedannende fortælling om en lille knægt, der graver løs for at nå til Kina.

Det sker i en ramponeret hybrid af en sæbekassevogn og en Scantruck-gravemaskine. Naturligvis gemmer jorden på masser af skatte, som du ganske belejligt kan samle op for at tjene penge til at opgradere dit usandsynlige byg-selv-projekt. Kommer du dybt nok ned i jorden, er det muligvis en ide at bygge karosseriet af et gammelt køleskab, for der er som bekendt varmt i jordens indre. Det er barnlig spilleglæde og herligt underholdende at tage med på turen. Det er samtidig et spil af den yderst simple slags, hvor du kun skal koncentrere dig om at trykke i højre eller venstre side af skærmen for at styre. Den slags har det med at tage uventet mange spiltimer fra en, og det har også været tilfældet for mig i februar. Samtidig er der rent faktisk en slutning på eventyret, til de spillere, der foretrækker mere end bare highschore-jagt.

Alto's Adventure
Er der en genre, som er blevet afsindig populær på mobiler, så er det endless runner-genren. Her er det eneste, man som spiller ofte skal foretage sig at trykke for at hoppe over forhindringer og se, hvor langt man kan komme. Det er kort sagt jagten på en højere score det gælder. Fortrinlige titler som Temple Run og Subway Surfers har stået for de tredimensionelle indslag, mens Robot Unicorn Attack til tonerne fra Erasure sammen med Tiny Wings har stået for dem i 2D, hvor oplevelsen ses fra siden. Nu er Alto's Adventure udkommet med et stilistisk, flot, vellydende og nærmest zen-agtigt bud på, hvordan sådan noget skal skæres.

Det gælder atter om at nå så langt som muligt. Denne gang tager man rollen som en hyrde på snowboard, hvis ypperste opgave er at redde flygtende lamaer på alverdens snefyldte bjergsider. Man kan ikke gøre meget andet end at konkludere, at hvis gameplayet ikke er videre opfindsomt, så er historieoplægget da i det mindste en smule anderledes. Jeg har nydt den stjernefyldte nattehimmel, de våde og stormfulde aftener og den flotte sol, mens jeg har indfanget lamaer, hoppet over sten, grinded på snore og kæmpet for ikke at falde i dybe afgrunde. Der er ikke meget nyt at finde her, men hvis du er til genren og trænger til noget, der ligner et maleri fra et Bo Bedre-photoshoot, så vil du sikkert - ligesom jeg - hygge dig gevaldigt.

AG Drive
I fremtiden behøver man naturligvis ikke veje, som Doc Emmet, så smukt konstaterede i Back to The Future. For med svævende biler og andet futuristisk grej, er det selvfølgelig ikke nødvendigt. Altså med mindre man i fremtiden foretrækker tyngdekraftsophævende dødsløb på snørklede baner, der får de fleste rutsebaneforlystelser til at virke som en rolig indkøbstur i Netto. Det var helt ærligt, så jeg næsten tissede en smule i bukserne af begejstring over denne. Det har været forsøgt utallige gange at efterligne de klassiske F-Zero og WipeOut på mobiler, men det har været som om, at der hang en forbandelse over mobilerne, og at futuristiske racing-spil var dømt til at fejle på formatet. Men AG Drive gør det, som andre ikke har formået. Det tilsætter superhurtig grafik, lækker tilt-styring, masser af opgraderinger på dine fartøjer og passende musik. Og så ser det blødende lækkert ud. Det er F-Zero som er udgangspunktet for dette bud, det vil sige, der er fokus på ræs og fart, men ingen våben. Du bør dog være opmærksom på, at såfremt du ikke bryder dig om tilt-styring, så venter der dig en noget blandet oplevelse grundet ringe implementering af virtuelle knapper. Lad os krydse fingre for en opdatering.

AG Drive lader dig ræse om kap i dueller, sololøb eller mod andre computerstyrede modstandere i turneringer i 2260. Det tilsætter musik, der består af lige dele chip-tunes, dubstep og trance, mens det serverer en bunke storbyer smurt ind i så meget future-lir, at man kun kan elske det. Altså når man først har fået opgraderet sit fartøj en smule. For indtil da er det op ad bakke i mere end én forstand. Man vinder sjældent nogle løb, og man begynder så småt at føle sig som en pensionist bag rattet på en 2CV, indtil man får hul på sagerne. AG Drive er kort sagt til dig, som har spillet den slags spil før, som tørster efter lignende eksempler på mobilen og som er parat til at kæmpe for sagen. Den beskrivelse inkluderede mig, og derfor er dette endt som et af mine mest spillede mobilspil i denne måned.