Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Her er de nyeste - og fedeste - mobilspil

Velkommen til endnu en omgang mobilspilsanbefalinger fra undertegnede. Som du sikkert ved, er det en personlig topliste, over de spil, som har grebet mig mest på mobilen i den sidste måneds tid. Alle kan anbefales, de er spillet på iPad Air 2, som også er formatet, billederne er taget fra. De fleste spil findes dog også til iPhone, mens en del er ude til Android.

Dungeon crawler-genren gik amok
Er du til loot og monsterslagtning, så var den sidste måneds tid et rent slaraffenland af bud på genren. Vi fik Taichi Panda som tog loot-jagten online, BG: Immortals leverede flere arena-lignende områder, Spirit Lords bød på en mere unik tegnestil og Gamelofts Dungeon Hunter-serie vendte tilbage med Dungeon Hunter 5 og en masse nye tiltag. De er alle gratis at hente, så er du til genren, kan du passende kaste dig over de mange bud. Der kom dog også to med Marvel-tema, nemlig Future Fight og Mighty Heroes. Sidstnævnte leverede karrikerede figurer fra universet, mens den første bød på ret fornøjelige hack 'n' slash-kampe af den slags, man mindes fra halvfemsernes arcade-haller. Begge til prisen på ingenting. Min favorit var dog ingen af de nævnte her, men derimod Implosion, som du finder i bunden af teksten. Mere om det senere.

Roberto Selavino's Putting Championship
Har du set The Simpsons, så husker du måske Barts fødselsdagsgave i et afsnit af selvsamme serie: Et golf-spil, der absolut ikke kunne bringe Barts pis i kog. Navnet er ændret en smule, men det er som at gense det ellers fiktive golfspil på mobilformat. Værd et kig, om ikke andet for grinet.

Tiny Dangerous Dungeons
Her fik vi et monokromt metroidvania-eventyr, der måske ikke imponerer rent grafisk, men til gengæld har alt det, som kendetegner genren - krydret med herlig chiptune-musik. Hent det, hvis du har savnet sådan et platformspil.

Boulder Dash 30th Anniversary Edition
Jeg har tidligere nævnt denne, da den udkom som freemium. Senere i spillet blev freemium-mekanikkerne en smule for lænende mod tyveri, og det var en skam, da spillet ellers var drøngodt. Heldigvis har folkene bag spillet taget kritikken til sig, og denne udgave har fået barberet alle afarter af freemium væk og byder bare på ren spilleglæde.

Stormblades
Tænk Infinity Blade Light, så har du en god ide om, hvad det er som danske Kiloo byder på her. Det er heftige touch-baserede kampe bestående af stryg og farveeksplosioner. Jeg fandt dette utroligt velegnet til de mindre spilpauser, og er du til genren, som Infinity Blade efterhånden har perfektioneret, men er du ude efter noget mere begyndervenligt, så er dette valget. Jævnlige opdateringer lover ligeledes godt for fremtiden for spillet.

SoulSpark
Endnu et dansk-produceret spil er på menuen her. SoulSpark er en slags action-card battler. Du kæmper i real time, men trækker spells, loot og slag mod fjenderne som et klassisk kortspil. Det er gratis at hente til iOS, og det synes jeg, at du bør gøre. Stilen er fed, musikken god, mekanikkerne fremragende, og det oser af kvalitet. Og så er det lavet af danskere. Bravo!

RAD Boarding
Savner du endnu et spil i endless runner-genren, så er RAD Boarding et drøngodt, farverigt og lækkert udseende bud. Fede mekanikker og det bedste fra Jetpack Joyride og Tiny Wings sikrer denne en fast plads på min iDims, når de korte spilpauser skal udfyldes.

Trulon
Det er dælme godt, hvis du er til japanske rollespil, men foretrækker den turbaserede af slagsen krydret med samlekort, god musik og fedt design. Kan klart anbefales, hvis du savner en solid premium-oplevelse og et rollespilseventyr, der varer seks-syv timer.

UFC
Vi har i den seneste tid set masser af gode kampspil justeret til touch. UFC er bestemt et af dem. Det er gratis at hente, og vanen tro har EA alle de rigtige licenser på plads. Kampsystemet har samtidig en tilfredstillende dybde, så der er gode grunde til at hente spillet, hvis du er fristet.

The Trace
Denne havde jeg det lidt sværere med, men jeg er sikker på, at den vil glæde de af jer, som kan lide gåder, mordmysterier samt hidden object-spil og som samtidig gerne vil have det svøbt ind i flot grafik og lidt mere casual-venlige mekanikker. Tjek den ud, hvis du er i mordhumør.

Ducktales Remastered
Dette platformspil behøver nok næppe nogen introduktion, da det allerede er en klassiker på et hav af formater. Du får med denne udgave flot grafik, et remake af den klassiske musik og ganske solid styring. Som altid er platform-spil dog den mindst touch-egnede genre, og det må derfor være op til dit temperament, om du hopper på Disney-eventyret. Konverteringen fejler dog absolut intet.

Star Wars Rebels: Recon Missions
Dette var nok månedens største overraskelse. Ikke alene var det freemium, men det bød også på virkelig vellavede platformerier, kombineret med basebuilding og nogle solide run 'n' gun-mekanikker. Den synes jeg afgjort, at du bør hente, naturligvis især hvis du er vild med de animerede Star Wars-serier.

Pixel Heroes
Turbaserede pixelkampe, fantastisk humor og en lun stemning er på menuen i denne roguelike, der sender dig og en bunke helte på loot-jagt og eventyr. Dette er en af den type spil, som virkelig fungerer godt på touch, og hvor man glædes over at vi har endnu en spilplatform at boltre os på.

Lost Sounds: Adventures of Poco Eco
Det ligner måske Monument Valley ved første øjekast, men det føles meget mere som en rejse og et ægte eventyr. Der er igen M.C. Escher-lignende puzzles, de er dog svøbt ind i et helt igennem fortræffeligt soundtrack. Og det er faktisk hovedidéen: Du får nemlig en plade med i købet med masser af ultrafede elektroniske toner. Samtidig får du velfungerende mekanikker samt en drømmeagtig og farveladeglad grafik fyldt med stemning. Vil du have en anderledes oplevelse fyldt med musik og et solidt spil, så er dette valget.

Forgotten Memories: Alternate Realities
Skræmmende. Og skræmmende godt. Så simpelt kan dette action-gys egentlig beskrives. Du får gys som i Silent Hill, save-funktioner som i de klassiske Resident Evil-spil, godt stemmeskuespil og en historie, der gør en nysgerrig på at tage med på den grusomme rejse. Snup det, hvis du vil gyse.

Rogue Star
Kan du huske det klassiske rumeventyr Elite, og vil du gerne have en nyere fortolkning af det på mobiler, så er Rogue Star svaret. Det er benhårdt, fyldt med rumkampe og oplevelser. Det har lækkert design og fortræffeligt afslappende musik. Du ved selv, om den slags er noget for dig.

Halo: Spartan Assault & Halo: Spartan Strike
Langt om længe dukkede disse fede dualstick-shooters op på App Store. Begge spil er gode action-spil baseret på Halo-universet, men ganske få fornuftige designbeslutninger gør dog Spartan Strike til vinderen. Du kan dog købe begge som en tilbuds-bundle, og er du til Halo eller genren her, så kan du roligt købe løs.

Implosion - Never Lose Hope
I guder hvor er dette et fedt spil. Og faktisk noget, som jeg ikke forventede ville leve op til forventningerne. Det gjorde det dog på alle måder. Implosion er en dungeon crawler. Der er dog skelet kraftigt til spil som Bayonetta og DMC, og det er bestemt ikke en dårlig ting.

Samtidig leveres der en gribende og velfortalt historie, med rasende vellavede mellemsekvenser og knippelsolidt stemmeskuespil. Og så er jeg ikke engang begyndt at rose grafikken, musikken eller den sublime styring. Eller de varierede omgivelser. Eller de ultrafede bosser.

Jeg er kort sagt virkelig begejstret over denne, og selvom udvikleren proklamerede konsolkvalitet, så var det en sang, jeg har hørt lidt for ofte i mobilsammenhæng. Men her holder udvikleren løftet. Topper du oplevelsen af med et fedt achievement-agtigt-system, der giver ekstra bonusser eller en ny figur, og kaster samtidig en mængde loot i nakken på spilleren, og flere sværhedsgrader, så har du en vinder. Dette er ikke alene et blærerøvsprodukt, hvis du skal vise hvad din iPad kan, det er også et yderst fedt action-spil og en ren premium-oplevelse fyldt med gode designbeslutninger. Hent det.

Dette bliver den sidste mobilspecial, som jeg skriver for Gamereactor. Så her til sidst vil jeg gerne slutte af med en bunke skærmbilleder med navnene på mine personlige mobilfavoritter i en lang række genrer. Højreklik og vælg forstør, hvis du er nysgerrig på, hvilke spil, der fylder på min iPad.

Til sidst vil jeg naturligvis gerne takke for alle kommentarer fra jer alle gennem tiden i mine mobilspecials. Jeg håber, at I har nydt læsningen, så meget som jeg har nydt skriblerierne.

So Long, and Thanks for All the Fish