LIVE
logo hd live | E3 2021 - Day 3 - Broadcast Pre-Show, Intellivision, Take-Two Interactive Panel, Indie Showcase and
See in hd icon
Dansk
Gamereactor
artikler
The Witcher 3: Wild Hunt

Elleve gode råd til Witcher 3-nybegyndere

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Overvældende. Overvældende er det helt rette ord at bruge, når man taler om CD Projekt REDs spritnye action-rollespil. Det er et enormt spil, og man bliver ikke holdt meget i hånden undervejs. Med dette i tankerne har vi lavet en liste over gode råd, for alle som skal tage deres første tur i vildmarken med The Witcher 3: Wild Hunt. Der er ikke tale om afsløringer af, hvor du kan finde alle spillets hemmeligheder, men rettere den basale viden, som vi har tilegnet os på vores rejse gennem det krigshærgede land.

1. Tag dig god tid
Det er ikke uden grund, at vi siger, at spillet er enormt gang på gang. Wild Hunt byder på en gigantisk spilverden, og ønsker du at udforske hver en afkrog af den, kommer spiltiden hurtigt over de 100 timer. Man kan blive stresset af mindre, så det er vigtigt at slappe af, og bare nyde oplevelsen. Vent hellere med speedruns til anden eller tredje gennemspilning.

2. Gør ikke for meget på en gang
CD Projekt RED har lagt meget arbejde i at skabe interessante figurer og sidemissioner. De fleste missioner finder du på byernes opslagstavler, og alt hvad du skal gøre for at låse op for en ny mission, er at læse et opslag. Du bør alligevel være forsigtig med at have for mange bolde i luften. Før du ved af det, kan du ende med at fare mellem landsbyerne, med hvad der bedst kan beskrives som en indkøbsliste af ting, der skal gøres, uden helt at kunne huske hvorfor, og det er jo ikke sjovt.

3. Sæt hesten på autopilot
Wild Hunts verden bindes sammen af støvede og til tider slidte veje og stier. De er til stor gavn, og det er din hest Roach også. Roach er faktisk så klog, at han selv kan finde ud af at følge vejene, så du bare skal tænke på at nyde de smukke omgivelser, og skiller vejen i to, skal du ikke mere end blot trykke lidt i den retning, du ønsker Roach skal ride.

The Witcher 3: Wild HuntThe Witcher 3: Wild Hunt

4. Gå på opdagelse
Det er ganske sikkert at holde sig til vejene. Ulve holder sig for det meste væk fra dem, og banditter er nemme at ride forbi, inden de overhovedet kan nå at reagere. Men vejene kan også blive en smule kedelige i længden, og hvis du aldrig forlader dem, vil du gå glip af en stor del af, hvad Wild Hunt har at byde på. Derfor råder vi til at du bevæger dig lidt rundt udenfor vejene, for pludselig kan du falde over en hemmelighed, et monster du kan slås mod eller et nyt mysterium, der skal løses, og som du ellers aldrig havde opdaget.

5. Fjern symbolerne
Hver gang du lærer om noget nyt i spillet, placeret et symbol i det tilsvarende område på spilkortet. Disse symboler kan skjules i spillets indstillinger, hvilket gør oplevelsen noget mere realistisk. Vi skal ikke fortælle dig hvordan du skal spille, men der er noget særligtved at opdage, og derefter løse, for eksempel et mordmysterie helt på egen hånd.

The Witcher 3: Wild HuntThe Witcher 3: Wild Hunt

6. Fjern hints
Symbolerne på kortet er ikke det eneste man kan skjule. Du kan også slå spillets hint-system fra, hvilket selvsagt gør spillet mere krævende, men som samtidig også gør indlevelsen større, på samme måde som at spille uden kortsymbolerne gør det. Når først hints er slået fra, kræver det i højere grad at bruge øjne og ører, og faktisk lytte til de råd du får fra forbipasserende, og andre personer du taler med. Der er jo en grund til, at de beskriver stedet du skal finde så nøje.

7. Kend dine begrænsninger
The Witcher 3: Wild Hunt er ikke bygget op, så du kan klare alle opgaver i et område, før du rykker videre. Nogle opgaver kræver et langt højere niveau, end det du har, når du først træder ind i området, og disse kan være direkte selvmord at kaste sig ud i for tidligt. Det er derfor vigtigt at være realistisk omkring sine evner, og vende tilbage til opgaven på et senere tidspunkt, skulle den vise sig at være for svær. Der findes heldigvis en handy opgavejournal i menuen, som gør det nemt at se om du er stærk nok til at tage udfordringen op.

8. Hav udstyret i orden
Både din rustning og dine våben bliver slidt med tiden i Wild Hunt. Det betyder ikke, at det bliver umuligt at nedlægge fjender, men udfordringen stiger i takt med slitagen. Det er derfor en god ide at besøge en smed med jævne mellemrum, for at sikre at både sværd og rustning er i tip top stand. Det er også en god ide altid at have en repair-kit på dig, skulle det blive nødvendigt at reparere dit udstyr langt ude i ødemarken.

9. Hav noget spiseligt med
Som i mange andre spil, kan man i The Witcher 3: Wild Hunt få mere liv ved at spise mad. Til forskel fra det virkelige liv er effekten øjeblikkelig, og derfor er det en god ide at knytte en snack til enten pil op eller ned på D-padden. På denne måde kan du spise mens du kæmper, uden at skulle rode med de mange menuer for at gøre det.

10. Find din indre ro
Når du ikke er i kamp, behøver du ikke at spilde din mad for at regenerere dit liv. Geralt of Rivia er nemlig meditationsmester, og med jævne mellemrum bør du sætte dig og finde din indre ro. Ud over at fylde livsbarren op, giver meditationen også mulighed for at spole tiden frem, hvilket er rigtigt smart, hvis man skal mødes med nogen om aftenen, og solen netop er stået op.

11. Lær dine fjender at kende
Opslagsværket The Bestiary, som findes i menuen, opdateres automatisk med fjenders styrker og svagheder, som du møder dem i vildmarken. Forskellige fjendetyper har forskellige angrebsmønstre, og enkelte arter opfører sig anderledes i grupper, end hvis de er på egen hånd. Det er derfor vigtigt at studere en fjende nøje, inden du kaster dig i kamp. Takket være bestiariet kan du for eksempel på forhånd vide, hvordan det ser ud før en bjørn angriber, smat hvor langt du skal rulle for at undgå at blive ramt. Læsningen kan være en smule kedelig, men du vil ikke fortryde den, i det øjeblik du står overfor en sulten ulveflok, eller skal finde ud af hvilken kriger i en gruppe banditter, der udgør den største trussel.

The Witcher 3: Wild HuntThe Witcher 3: Wild Hunt

Relaterede tekster

The Witcher 3 kommer til PS Now

The Witcher 3 kommer til PS Now

NYHED. Skrevet af Jakob Hansen

Sonys streaming- og downloadservice PS Now tilføjer i den kommende måned en række nye spil at hygge sig med i sommervarmen. Den mest markante tilføjelse er at lidt ældre...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.