Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
League of Legends

Alt du behøver at vide om det amerikanske LCS

Nu hvor forårssæsonen af den amerikanske League of Legends Championship Series er på vej ind i sine sidste to uger, er det på tide med en lynguide til LOL esport.

I aften begynder den næstsidste uge af det amerikanske League of Legends Championship Series' (LCS) gruppespil, og der er stadig plads til et par omvæltninger i slutspilsstillingen.. Derfor er det på tide med en hurtig guide til det, der uden tvivl er den mest velorganiserede, professionelle og letteste esport at følge, League of Legends.

Modsat stort set alle andre esportsspil er professionel League of Legends tæt styret af spillets udvikler, Riot Games. Hvor andre turneringer i andre esportstitler, såsom Counter-Strike, Dota 2 og Starcraft, typisk arrangeres af en tredjepart med varierende deltagelse af spillets udvikler, så styrer Riot her det hele.

Den tilgang har både fordele og ulemper, men nogle af de store gevinster er konsistens og regelmæssighed, hvilket gør spillet særdeles nemt at følge med i. Hvor et spil som Counter-Strike jævnligt har events der varer fra en weekend til en uge, mens der kører adskillige konkurrerende ligaer side om side med de samme hold, så er der i League of Legends kun én liga per region, hvor kampene spilles efter et fast skema. Det minder om det man er vant til fra sport, såsom Superligaen, Champions League og NFL. Det er kort sagt lettere at følge med på den måde.

Hvis du allerede følger med i LCS, vil der ikke være meget nyt i denne tekst. Men er esport nyt for dig, er her alt du behøver at vide om det amerikanske LCS.

Hvordan er LCS struktureret (eller: hva fa'en er et "split"?)
Året inden for League of Legends er delt op i tre. Forårssplittet, sommersplittet og verdensmesterskabet i efteråret, der blot kaldes "Worlds". Hvert split er en slags minisæson, der består af ni ugers gruppespil efterfulgt af et slutspil for de seks bedste hold. Udover at spille om æren af at være Europas bedste hold, er placering i slutspillet også afgørende for at optjene Championship Points, og de bestemmer hvem der kommer med til Worlds. Vinderen af sommersplittet kvalificerer sig automatisk.

Hvordan kommer et hold med i LCS?
Mens de bedste seks hold i gruppespillet går videre til slutspillet, ryger de dårligste tre hold ud i en nedrykningsturnering. Her skal de op mod de to bedste hold fra Challenger Series, der er divisionen under LCS. De tre hold, der klarer sig gennem turneringen, deltager i LCS i det følgende split.

At komme med i Challenger Series er en helt anden sag, der blandt andet involverer at ligge i toppen af spillets ranglister for femmandshold, og dernæst spille med i en qualifier-turnering.

En plads i LCS er værdifuld. Alle hold i LCS får udbetalt et fast beløb af Riot til spillerlønninger, udover hvad holdene ellers måtte tjene i sponsorater og andre indtægter. Da Dignitas var nødt til at sælge det hold, der i dag hedder Splyce, fik de tilbud på op mod $500.000. Holdorganisationer, der af den ene eller anden grund har svært ved at klare sig i LCS, kan også finde på at sælge deres plads til en ny organisation, der så frit kan opbygge et nyt hold med et nyt navn og stadig være med i LCS.

League of Legends
Vi skulle helt ind i den syvende uge af LCS før Immortals led deres første nederlag. Foto: Riot. // Photo: Riot Games

Hvad er stillingen, hvem er favoritter, hvem spiller?
Forårssplittet har været spændende af flere råsager. Tre nye organisationer har købt sig ved ind i ligaen via støtte fra investorer med baggrund i traditionel sport. Disse nye hold har haft meget varierende held, hvilket viser at penge og NBA-erfaring ikke er alt i verden, men de mange friske kræfter har gjort det hele sjovere at følge.

Lige nu ligger Immortals i spidsen af ligaen, og de har kun tabt en enkelt kamp. Med 13 sejre og 1 nederlag har de en konfortabel føring over Counter Logic Gaming på andenpladsen, og de burde kunne overkomme alle modstandere i deres sidste fire kampe. Med andre ord er Immortals meget tæt på at kunne springe kvartfinalerne over og hoppe direkte til semifinalerne.

Nok er Immortals et nyt hold, men det er deres spillere ikke. Rygradden udgøres af de to koreanske spillere Huni og Reignover, der begge spillede for Fnatic sidste år. Dengang hjalp de deres daværende hold til en hidtil uset bedrift, idet at de gik ubesejrede gennem gruppespillets 18 kampe i sommersplittet. Sammen med Fnatic nåede de også semifinalen ved Worlds. En trio af nordamerikanske spillere, Adrian, WildTurtle og Pobelter, udgør resten af holdet, hvoraf de to sidstnævnte begge har vundet LCS-mesterskabet tidligere.

League of Legends
Trods et nyt hold bygget op omkring danske Bjergsen, kæmper Team SoloMid stadig med store udfordringer. Foto: Riot. // Photo: Riot Games

Team SoloMid har ikke haft det bedste split. Efter en særdeles skuffende indsats ved Worlds har holdet bygget en helt ny startopstilling omkring deres eneste tilbageværende spiller fra 2015-sæsonen, den danske midlane-stjerne Bjergsen. Selvom det nye TSM hovedsageligt består af erfarne spillere, herunder den tidligere Fnatic-spiller og verdensmester YellowStar og CLG's DoubleLift, så har holdet svært ved at få deres spil til at fungere. Individuelt er alle spilerne stærke, men deres spillestile lader ikke til at passe sammen, og så er det svært at vinde mesterskaber. TSM kommer sandsynligvis i slutspillet, men de når næppe særlig langt.

Hvis du er på udkig efter en outsider at holde med, så kast et blik på Echo Fox. Deres sæson fik den værst tænkelige start, idet visaproblemer forhindrede deres to topspillere, danske Froggen og koreanske kfo, i at spille de første uger. Echo Fox måtte endda opgive en kamp mod NRG på forhånd, da de ikke kunne stille op med et gyldigt hold, og i flere uger spillede de med lånespillere og standins. Siden da har de kæmpet sig vej til et 7-7-resultat, der slet ikke er udtryk for holdets niveau. De skal op mod nogle hårde modstandere i deres sidste kampe, og de får brug for hjælp fra NRG, Team Liquid og Impulse. Men hvem ved, måske kan de udrette mirakler.