Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
Heroes of the Storm

De første tanker om Heroes of the Storm: Machines of War

En ny stor udvidelse har ramt Blizzards MOBA, og Anders har kigget nærmere på det.

Heroes of the Storm kan ikke siges at være blandt Blizzards største pengemaskiner, og står i manges erindring nok som en akavet lillebror til Blizzards mere populære spil. Alligevel har Heroes nydt et moderat succesrigt liv som et pænere, mere tilgængeligt alternativ til LoL og de andre MOBA-giganter. Nå ja, og så er det jo en mashup af nogle af spilverdenens største universer: Warcraft, Starcraft, Diablo og (for nyligt) Overwatch. Mens fantasy-temaet fra Warcraft og Diablo har været tungtvejende, så har mange tørstet efter Starcraft-baner, og Blizzard kvitterer nu endelig med det stort anlagte Machines of War-event, hvor Starcraft stjæler showet. Spørgsmålet bliver derfor: er der grund til atter engang at vende blikket mod Heroes of the Storm?

For at kunne svare på dette har vi fået et bundle, som i klassisk Blizzard-stil koster intet mindre end 60 Euro, hvis man ikke allerede har noget af indholdet (har man f.eks. allerede Kerrigan trækkes hendes pris fra). Jep, et in-game-bundle, som koster det samme som en AAA-titel på Steam, eller hvad du nu ellers kan få for næsten 500 kr. Der er dog også masser af indhold, som kan ses her.

Heroes of the Storm
Heroes of the Storm

Mest interessant i det nye bundle er den nye hero, Starcrafts frygtindgydende Alarak. Som sædvanligt er denne karakters stemme fantastisk, men han er også en voldsomt drabelig melee assassin, takket være et trait med det passende navn "sadism". Denne evne består i, at Alarak giver 100% mere skade til heroes, men som man stiger i level kan man booste hans aktive evner i bytte for, at "sadism" falder i effektivitet. Der er dermed mange måder at spille ham på, og umiddelbart er han en karakter, som man kan have en masse sjov med. Hans evner giver alle vanvittig skade, men kræver dog, at man er præcis med musen.

Med i MoW-bundlet er der også nogle gamle heroes: Rexxar, Kerrigan og The Butcher. Disse vil jeg ikke komme ind på, da de er velkendt terræn for de fleste spillere. Der er dog god grund til at vende tilbage til disse heroes, hvis man køber bundle, grundet de nye skins.

Hvad angår skins er det imponerende, hvordan Kerrigans Queen of Ghosts-skin omfatter alle aspekter af hendes karakter. Da det er et legendary-skin er hendes evner også tematiserede (se her for en demonstration), hvilket er en rigtig fed feature. Hendes stemme er endda menneskelig med dette skin, og det lyder også som om der er en mere metallisk lyd, når man rammer fjender. Personligt blev jeg ret imponeret over hendes ultralisk-monster, som også har fået en remake med det nye skin. Er man tosset med nye mounts, så er der også en speeder med, som matcher Queen of Ghosts-temaet.

De øvrige heroes i bundlet bliver heller ikke snydt for skins. Butcher har fået et zerg-skin ("butcherlisk"), Rexxar får et raider-skin og Alarak får et N'zoth-skin (kan bedst beskrives med at han kommer til at ligne C'thulhu). Der er dog ikke ligeså meget ved disse som ved Kerrigans, da de slet ikke er ligeså omfattende.

Hvad der desværre ikke er med i bundlet er Zarya, som netop er blevet tilføjet. Jeg har dog testet hende lidt, og hun lader til at være en temmelig tro genskabning af samme hero i Overwatch, med lidt ekstra tricks. Hun er en ranged warrior, som har et kraftigt laser-våben, og giver sig selv og andre skjolde. Det nye er hendes trait, "energy", som udnytter den skade, som hendes skjolde absorberer. Jo mere energi hun har, jo mere giver hun i skade. Hendes ene mulige ult er, naturligvis, Graviton Surge, som vi kender fra Overwatch. Denne fanger alle fjender i nærheden i et tyngdefelt, som potentielt kan gøre det af med dem alle sammen, hvis ens allierede fokuserer deres kræfter. Som noget nyt kan hun dog, med sin anden mulige ult, gøre det modsatte, altså skubbe fjender væk fra et område, mens de også bliver langsommere og modtager skade. Selvom jeg ikke ejer Zarya endnu, ser hun ud som en rigtig underholdende hero.

Dette var de hero-centriske nyheder i Machines of War-eventet. Der er dog også kommet to nye baner, Braxis Holdout og det netop tilføjede Warhead Junction. I Braxis skal man holde to punkter længe nok til at få en større sværm af zergs end fjenden. Når de to zerg-hære går amok på baserne er der naturligvis dømt kaotisk krig, og dette giver temmelig intense kampe. Tematisk snakker vi klassisk Starcraft, og det er et velkomment syn for mange.

Heroes of the Storm
Heroes of the Storm

Warhead Junction er dog noget mere interessant, da vi her bliver budt på et støvet atomkrigs-hærget område, som er voldsomt velkonstrueret. Her skal man indsamle warheads, og derefter skyde atommissiler afsted mod modstanderens base. Jeg er selv mere til denne bane pga. det lidt postapokalyptiske tema, men begge de nye baner er fantastisk udførte, og er spækket med fede detaljer.

Er de nytilkomne heroes og baner ikke nok i sig selv, så har Blizzard også gjort det nemt at få gratis XP-boosts i form af xel'naga-artifacts, som kan samles op i banerne. Nye spillere har dermed god grund til at give spillet et skud.

En sidste nyhed er, at spillet har fået Overwatchs "voting-screen" efter hver kamp. Her kan man stemme på de spillere, som har udmærket sig. Det giver lidt ekstra sammenhold og underholdning, og er en velkommen tilføjelse. Det er desuden ret sjovt, når AI er MVP, men også et hug i selvtilliden.

Er der så tilstrækkelig grund til at vende tilbage til slagmarken i HotS? Der findes naturligvis ikke et absolut svar, men modsat f.eks. LoLs meget få baner, så sørger Blizzard for at tilfredsstille fans med stor variation i banerne. Det er dog i stor stil noget, som spillet allerede gjorde godt, og derfor er der som sådan ikke nogen "revolution" på spil her, men en ganske fed opdatering. Derfor vil skeptikere nok ikke blive omvendt. Derimod er alle de nye skins, heroes og baner ganske solide, så er du nysgerrig omkring Blizzards MOBA, så er det et godt tidspunkt at starte.