Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Divinity: Original Sin II

Divinity: Original Sin II - De første indtryk

Divinity: Original Sin II er udkommet i Early Access, og derfor har Magnus taget et kig på denne eftertragtede efterfølger.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Jeg tilstår: det var ikke uden reservationer at jeg gav mig i kast med belgiske Larian Studios' seneste titel. Jeg har hidtil kun haft et overfladisk kendskab til den omfattende rollespilsserie og det paradoksalt navngivne Divinity: Original Sin 2 er måske ikke det mest oplagte sted at starte. Spillet er blevet crowdfundet ligesom forgængeren, nyligt udkommet på Steam i early-access og kan denne gang bryste sig med kreative indspark fra den mesterlige, om end efterhånden allestedsværende Chris Avellone.

Værende et rollespil af den gamle skole, er Original Sin 2 blandt de spil som langt de færreste når at gennemføre mere end en enkelt gang, hvis overhovedet det. Desto mere underligt er det måske at gå på opdagelse i et sådan spil længe før dets egentlige udgivelse. Deraf reservationerne. Men vi lader tvivlen og præstationsangsten stå for et øjeblik, til fordel for et kig på hvad spillet egentligt er. Eller rettere, hvor langt det er nået.

Divinity: Original Sin II
Divinity: Original Sin IIDivinity: Original Sin II

Original Sin 2 fortsætter hvor forgængeren slap. Der bliver ikke viet meget tid til at berette om foregående begivenheder, men måske er det en tilføjelse vi kan forvente senere i spillets udvikling. I stedet tager fortællingen sit udgangspunkt i et skibbrud, med spillerkarakteren som en af de eneste overlevende.

Man kan vælge mellem fire racer, tolv klasser og desuden pille ved en frygtelig masse smådetaljer, kosmetiske såvel som tekniske. Vigtigere endnu, så tilbyder (og anbefaler) udviklerne at man ved første(!) gennemspilning vælger en af fire foruddefinerede karakterer, hvis bevæggrunde og baggrundshistorie ligesom kan hjælpe med at kontekstualisere den for mange ukendte eventyrverden. Således gik det til at jeg påtog mig rollen som 'The Red Prince', et opretstående kæmpefirben af nobel herkomst.

Original Sin 2 indeholder på nuværende den første af tre planlagte akter. Her finder man et sted mellem ti og femten timers underholdning, hvad der samlet set skulle udgøre en fjerdedel af det endelige spil. Det er småt med navigationspile og selvjusterende kompasser i Original Sin 2, hvorfor min oplevelse med spillet måske ikke i så høj grad har været præget af en rød tråd, som af sporadiske oplevelser, tilfældig udforskning og ikke så få nederlag.

Der er ikke meget håndholderi at finde i spillet. Bevares, af og til dukker der et par vinduer op med vejledning til spillets mere tekniske aspekter, men både mål og formål, samt metoden til at nå disse, bliver der ikke sagt meget om. Fra du for første gang træder ind i Fort Joy, et fængsel for eventyrverdenens ildesete magikere, er du mere eller mindre overladt til dig selv. Jeg ved ikke i hvor høj grad spillere kan trække på deres erfaring fra forgængeren, men den er min forståelse at serien generelt er kendetegnet ved sin minimale indblanding i spilleroplevelsen.

Det er forfriskende, men også ganske intimiderende. En spartansk journal indeholder korte refleksioner over spillerens hidtidige progression, men generelt følger Original Sin 2 kun sjældent den klassiske rollespilsstruktur hvor opgaver og missioner bliver opsamlet, udført og indleveret. Egentlige quests virker mere som noget der skal pege spilleren i den rigtige retning, eller vække deres interesse for et bestemt element i historie eller verden.

Den noget ubarmhjertige designfilosofi er også tilstede i samtalerne, der typisk for genren formidler størstedelen af historien såvel som karakterisering af personer og miljøer. I Original Sin 2 er det såmænd ikke meget anderledes, men dialogtræerne er korte og lukker hurtigt, adskillige svarmuligheder til trods. En stor del af Fort Joy's karakterer har ikke tålmodighed eller tolerance overfor endeløse spørgsmål og jeg oplevede ofte at min første samtale med dem også blev den sidste.

Det er svært at sige hvor meget af det som vil ændre sig fremadrettet. Lige nu virker det en anelse afstumpet, måske fordi svarene er skrevet i andenperson og brugerfladen generelt trænger til lidt finjusteringer. Forfatning af dialoger er både relativt nemt og billigt, men for et spil som Original Sin 2 er det også enormt vigtigt. Du kan vanen tro rekruttere en række excentriske personligheder til din gruppe og et interessant aspekt ved dette er, at du kan føre samtale igennem dem alle. Larian lover et stort fokus på flerfacetterede karakterer med interne stridigheder, men det er ikke noget man finder i spillet lige nu.

Hvor Original Sin 2 dog allerede brillerer er uden tvivl med dets farverige, spektakulære kampe. De er opdelt i runder og karakterer skiftes til at tage deres træk. Altså et turbaseret kampsystem som man kender det fra lignende spil. Men om end et klassisk udgangspunkt, så tager Original Sin 2 sine kampe alvorligt; sværhedsgraden er betydelig og muligheden for at flygte fra kampene er et reelt og ofte nødvendigt element. Fordelt mellem de tolv klasser finder man en frygteligt masse angreb, besværgelser og kneb som kan interferere med hinanden på kryds og tværs. Du kan dække jorden med olie og derefter sætte ild til den eller fastfryse fjenderne for så at knuse dem med et enkelt slag.

Det er helt sikkert her man finder en stor del af spillets dybde og fleksibilitet. Ikke mindst fordi man kan være flere spillere om det. Åh ja, Original Sin 2 er måske nok et rollespil af den gamle skole, men det betyder ikke at man ikke finder en række moderne tiltag i spillet. Udover en umiddelbart lidt intetsigende arenafunktion, så kan hele fire spillere opleve hovedhistorien sammen, hvor interne stridigheder og personlige konflikter tilsyneladende skulle informere og påvirke handlingen.

Divinity: Original Sin II
Divinity: Original Sin IIDivinity: Original Sin II

Muligheden for at opleve spillet i fællesskab er måske Original Sin 2's mest ophidsende aspekt. Men fra de få (og korte) netsessioner jeg nåede at have fremstod det tydeligt at spillets urværksagtige kompleksitet ikke er noget man har lyst til at opleve med fremmede. Det er, måske ikke overraskende, super forvirrende at dumpe ind i en anden spillers verden, uden helt at vide hvor langt de er nået eller hvordan de har tænkt sig at spille spillet.

Alt i alt er der allerede nu meget at beundre ved Original Sin 2. Det ser fantastisk ud, kører fejlfrit og virker, en smågrov brugerflade undtaget, som et velfungerende spil. Væsentlige undtagelser (eller reservationer) er samtaletræerne, en historie som måske er vel meget in media res og selvfølgelig manglen på indhold. Ideelt set kommer spillet til at stille samtlige spilleres appetit, om det så er efter personlig narrativ eller strategiske kampe. For mit vedkommende er det dog hverken de artistiske eller tekniske aspekter ved spillet som fascinerer mig, men muligheden for at opleve begge under atypiske omstændigheder: nemlig i fællesskab med andre.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold