Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Det bedste fra E3 2017 del 2: Anders Edition

Det er blevet tid til Anders' bedømmelse af dette års bedste trailere og største skuffelser.


E3 2017 vil for altid have en speciel plads hos mig. Det var første år, hvor jeg - sammen med Andreas - stod i spidsen for Gamereactors E3 Pre/post-show. Hidtil har showet været en mere ekskluderet oplevelse, hvor jeg sidder alene kl. 03 om natten, og selv om det altid har været underholdende, så slår det ikke min oplevelse i år. Det har været mere stressende - at skulle se konferencerne samtidig med man skriver nyheder, er ikke så ligetil som jeg havde håbet - men det har været sjovt. Sjovt at komme med forudsigelser, sjovt at svare på spørgsmål fra jer læsere og sjovt at strege alle sine forudsigelser ud, når ingen gik i opfyldelse. Jeg skal derfor være den første til at indrømme, at jeg har de rosenrøde briller på, når jeg kigger på E3 i år. Men det er vel også de sjoveste briller at have på, når vi taler om spil, vi kan glæde os til.

Bedste trailer
The Last Night

The Last Night er virkelig smukt. Faktisk så smukt, at min første tanke var: "på ingen måde kommer det til at se SÅ godt ud hele vejen igennem". Jeg vil lade tvivlen komme spillet til gode, og give det prisen for bedste trailer. Hvis Blade Runner nogensinde skulle laves til et spil, så ville The Last Night være mit drømmescenarie.

The Last Night er grafisk det perfekte miks mellem 16 bit-grafik og den mere moderne realistiske grafik til regnen, der slår mod skærmen. Objekterne i rummet ser ud til at kunne falde på gulvet, hvis de bliver ramt af en kugle, hovedpersonens animationer ser ud til at formidle den situation han står i - hvis han er træt går han langsomt, mens han er hurtig til at gå i dækning under en skudkamp - og musikken skaber den perfekte stemning for omgivelserne. Verdenen i The Last Night ser lovløs og trøsteløs ud, og jeg kan ikke vente med at befinde mig i den.

Tjek traileren her.

Bedste konference
Ubisoft

Ubisoft har langt hen af vejen styr på deres konferencer. De formår at smække en trailer sammen, og deres one last thing i slutningen af showet er ofte et helt ukendt spil. En sjælden oplevelse i dag, hvor størstedelen af spillene bliver afsløret - enten med vilje eller gennem leaks - op til E3. Men i år gjorde Ubisoft mere end "udmærket". De hævede deres eget niveau til hidtil usete højder, og selv om det kan argumenteres, om deres konference var "den bedste", så havde den noget, jeg følte de andre manglede: hjerte.

Fra den første annoncering af Mario + Rabbids: Kingdom Battle, hvor selveste Miyamoto trådte ind på scenen, hvilket i sig selv var en utrolig symbolsk handling, til instruktøren af selv samme spil blev nævnt, og han grædende tager imod bifaldet, er det svært ikke at elske spillet en smule mere. Afslutningen på konferencen, hvor Beyond Good and Evil 2 blev vist frem og man kunne mærke glæden hos Michel Ancel, fasttømrede bare pointen. Ubisoft havde hjertet med i år. Dermed ikke sagt at de andre konferencer virkede døde sammenlignet med Ubi, men de virkede mere mekaniske og strømlignede. Alt var perfekt skruet sammen og der var ikke en tåre på kinden. Ubisoft havde tåren, de havde spillene og de havde ikke en overflod af pinlige sekvenser. Det fortjener en sejr i mine øjne.

Mest Lovende
A Way Out

Spil prøver at ramme det størst mulige publikum for at få den størst mulige indtjening. Det er naturligt. Men jeg synes ofte, at det er spillene, der ikke prøver at ramme bredt, der formår at skille sig mest ud, og derfor også være mest uforglemmelige. A Way Out er ikke for alle. Hvis du laver et multiplayer-spil, er udviklerne ofte hurtige til at sige: "personen der gerne vil spille det alene, vil sagtens kunne gøre det". Derfor var det så forfriskende, når udviklerne denne gang meget direkte siger, at dette spil ikke kan spilles alene. Og det SKAL spilles i split-screen. Dette direkte fokus på at være den bedste multiplayer-oplevelse skaber et stort potentiale for at være... nå ja, en af de bedste multiplayer-oplevelser. Her skal de ikke tænke på spilleren, der helst vil spille alene. I A Way Out spiller du enten sammen med en anden eller slet ikke.

A Way Out er ikke kun lovende fordi opskriften virker så forfriskende. Kokkene er også værd at holde øje med. Det ved alle, som var smarte nok til at give Brothers: A Tale of Two Sons et forsøg, og selv om A Way Out virker mere ambitiøst, så stoler jeg på, Hazelight Studios kan levere varen. Især med opbakningen af EA bag sig. Og lad det sidste rosende ord gå til EA: forsæt endelig jeres EA Original-serie, for A Way Out ser dejlig originalt ud.

Største overraskelse
Mario + Rabbids: Kingdom Battle

Mario + Rabbids: Kingdom Battle er ikke en overraskelse fordi det blev annonceret. Det tror jeg selv den langsomste iblandt os havde forventet. Mario + Rabbids: Kingdom Battle er overraskende fordi det ser så godt ud. Jeg er ikke fan af Rabbids. Jeg synes de er irriterende, larmende og øretæveindbydende, så da et spil med Mario og de små sataner blev rygtet, var jeg forrest i køen til at gøre grin med det. Efter Ubisoft konferencen er jeg forrest i køen til at købe det.

Inspirationen til Xcom er tydelig, men hvor det mørke grafiske design i de spil altid har holdt mig på afstand, inviterer Mario + Rabbids: Kingdom Battle mig indenfor med et varmt, farverigt udtryk. Og spillet ser ud til at gemme på en taktisk dybde, der ikke blot overraskende mig positivt, men som ser perfekt ud til Nintendo Switch. At tage det kampsystem med på farten, kunne ikke være bedre designet. Min eneste nervøsitet er gameplayet mellem kampene, der så noget uinspireret ud, men jeg forholder mig optimistisk, og beholder min plads i køen.