Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Disse titler ser Magnus mest frem til i efteråret

Snart er sommeren ovre, og så kommer det travle efterår. Hvilke titler ser chefredaktøren mest frem til?


E3 er kommet og gået, og med det kom tonsvis af afsløringer og trailere, der tilsammen er med til nu at danne et ret omfattende og komplet billede af alle de store titler vi kommer til at opleve i efteråret. Så, nu er brikkerne sat på brættet, og det eneste der er tilbage er at rykke dem fremad. Det er tid til at gøre status, til at opsummere, så vi sammen kan se frem imod de fedeste titler som resten af 2017 har at byde os.

For at starte debatten på positiv vis har jeg her inkluderet de fire titler jeg ser mest frem imod i løbet af årets sidste halvdel, og jeg synes det ville være oplagt du også delte dine mest ventede titler med resten af Gamereactor-nationen. Det lader nemlig til at blive et travlt efterår.

Klar? Så kører vi!

Mario + Rabbids Kingdom Battle
Vi viste ret så meget om dette mærkværdige samarbejde imellem Nintendo og Ubisoft inden den formelle afsløring ved E3. Faktisk vidste vi stort set det hele takket være en ordentligt lækagesag, men heldigvis var afsløringen i sig selv så stærk, at spillet hurtigt blev en af de mest positive overraskelser ved årets show.

Og hvorfor egentlig? Jamen, det er vel nok fordi dette er et partnerskab der stikker i alle mulige retninger, og på papiret lyder konceptet så tosset, at det ikke rigtig burde virke ordentligt. "Vi tager Mario, tilføjer Ubisoft som udvikler og blander det med Xcom-struktur", nej, som pitch lyder det ikke videre overbevisende, men demonstrationen og efterfølgende indtryk har talt sit helt eget klare sprog - her er en ny oplevelse med Nintendos kæreste maskot, en oplevelse der satser hele butikken på at levere nye udfordringer, udfordringer som Nintendos fanskare ikke er vant til at opleve.

Det har jeg så overordentligt meget respekt for, og i en lidt tør periode henimod årets afslutning for Nintendo Switch, så er spillets udgivelse i august en kærkommen tilføjelse til konsollens line-up. Faktisk formår Ubisoft, et firma der lever og ånder på at være iterative, at bygge oven på allerede kendte strukturer og koncepter, som nogle der vitterligt ønske at give os noget nyt og anderledes med Mario + Rabbids Kingdom Battle, og hvis den strategiske dybde sidder lige så meget i skabet som i de spil det låner fra, så kunne dette meget vel være en stor udvikling for firmaernes interne forhold, og for Mario fremadrettet.

Jeg kan ikke vente på at finde ud, om det virkelig kan passe.

Hellblade: Senua's Sacrifice
Folk er vidst ved at være godt trætte af såkaldte Walking Simulators, og selvom jeg personligt ikke er, så kan jeg forstå tankegangen. Selvom spilmediets unikke narrative evner bør respekteres, så har denne særlige tendens skabt en masse skrald, hvoraf interaktiviteten for alvor tager bagsædet til fordel for halvhjertede fortællinger. Ja, der er fantastiske eksempler på genrens helt særlige evner, men eksemplerne på ren og skær dovenskab og intetsigende spildesign hober sig op. Walking Simulators er blevet en undskyldning.

Derfor kommer Hellblade: Senua's Sacrifice på et utrolig altafgørende tidspunkt, for spillet skal ikke bare bevise at Ninja Theorys uhyre mærkværdige, selvfinansierede projekt kan blive en stor økonomisk succes, de skal også yderligere bevise at interaktiv historiefortælling kan give os nogle storslåede spiloplevelser via metoder der kun fungerer i spillens verden.

Det er ikke fordi at projektet ikke har været ambitiøst nok i forvejen. Motion Capture-teknologien der er blevet benyttet til at fange hovedpersonens mimik og ansigtsudtryk er banebrydende, Ninja Theory håber på at kunne bringe "AA-spil" tilbage via dette ene projekt, og studiets fremtid afhænger for alvor af spillets succes. Der er så meget på spil, og alligevel har udvikleren ikke gået på kompromis, og lavet det spil de føler de blev nødt til at lave. En mørk fortælling om en kvindes gradvise nedstigning og overgivelse til sindssygen, til galskaben i en dunkel verden.

For mig er Hellblade: Senua's Sacrifice det mest åbenlyse eksempel på blind ambition, på kreativitet uden grænser, og jeg beder til alle de nordiske guder om at spillet holder.

South Park: The Fractured but Whole
Jeg tror faktisk jeg skrev en lignende artikel sidste år, og her var South Park: The Fractured but Whole også at finde på listen. Godt nok har Matt Stone og Trey Parker skrevet mange solide jokes i årenes løb, men deres hidtil sorteste var nok at denne efterfølger til det problemramte South Park: The Stick of Truth ville have en mere rolig og skridsikker vej til udgivelse - godt taget drenge.

Nu er vi her så igen, efter et lille års forsinkelse, der for alvor kom bag på mange af de ansatte hos Gamereactor, der havde været så heldige at prøve spillet forinden. Spillet har nemlig føltes færdigt i meget, meget lang tid, og selvom dette selvfølgelig har efterladt os med en masse spørgsmål omkring den mystiske forsinkelse, så er det også forsikrende. Noget tyder på at udviklerne har fået alle de ressourcer, al den tid og den fred de har bedt om, og forhåbentlig kan dette mærkes på det færdige produkt.

Dog er det stadig selve konceptet bag spillet der for alvor trækker. Hvorimod Stick of Truth ramte perfekt lige midt i Game of Thrones-dillen, så kan man nærmest sige at Fractured but Wholes fokus på Marvel og DC's mange superheltefilm passer endnu bedre. Kampen om "franchises", hvilke film der inddeles i hvilke faser, og hvem der allokeres til mindre Netflix-serier er at ramme hovedet på sømmet i det nuværende kulturbillede

Photo: Ubisoft

Cuphead
Og vi slutter af med et relativt mindre, men stadig utrolig kreativt og distinkt spil, nemlig Cuphead, der efter mange, mange års udvikling endelig har fået en udgivelsesdato i september. Ligesom med South Park: The Fractured but Whole føles det som om Cuphead har været på en række forskellige lister igennem årenes løb, og ventetiden har da også været lang, særligt når man tager i betragtning at mange af de Gamereactor-ansatte har prøvet spillet ved flere lejligheder.

Og jeg har skam prøvet Cuphead flere gange, og kan med ro i stemme sige at det er en fryd at spille, men det er faktisk ikke derfor jeg glæder mig. Det kan være det er lidt overfladisk, men det er udseendet jeg ser frem til at opleve, og alle de kreative væsener og miljøer som jeg er sikker på at spillet er propfyldt med.

En gang imellem forholder det sig nemlig sådan at det nærmest udelukkende er et spils visuelle kvalitet der drager os, og med Cupheads 50'er-inspirede tegneserie-look har spillet gjort sig bemærket fra start af. Unikt må man da også sige det er, men stilen er så gennemført, så velimplementeret at man ikke kan andet end at være imponeret.

Jeg har ventet på Cuphead for evigt, og nu kommer det endelig. Nu skal det bare være godt.

Og det var så min liste, og nu er jeg så spændt på at høre præcis hvilke titler I ser mest frem til i løbet af årets anden halvdel.