Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Youtube: En profil af en subkultur (Del 2 - ScrewAttack)

Claus er tilbage med anden del af hans artikelserie om Youtube, en platform i konstant forandring.


Dette er anden del af en føljeton af artikler omkring Youtube set i et gaming-perspektiv, og de personligheder der igennem tiden har været med til at forme platformen. Den første del, der handler om Angry Video Game Nerd, kan findes lige her.

ScrewAttack
Når man tænker på retrogaming, så kommer Angry Video Game Nerd eller Jon Tron til sinde, men hvad gjorde disse retrogaming-kanaler populære? Youtube har ikke altid været den førende amatørvideoplatform, for der var for en del år siden flere steder, hvor man kunne finde disse skabere, som i dag har millioner af fans. Den vel nok største af disse kommer fra Dallas, Texas og hedder ScrewAttack. Navnet Screwattack kommer fra Metroid-spillene, og blev opfundet af to personer, Craig Skistimas (kendt som "Stuttering Craig") og Thomas Hanley (kendt som "Handsome Tom"). Siden startede med en daglig podcast, hvor de to værter snakkede om alt fra Atari til fede børn. Så, man må sige at Screwattack startede småt, men siden skulle senere blive meget vigtig for kommende videoskabere. For ikke bare skabte siden originalt indhold, de søgte også partnere udefra.

I 2006 begyndte James Rolfe at lave et show der senere hen skulle gå hen og blive uhyre populært, nemlig Angry Video Game Show, og hans videoer kom hurtigt både på ScrewAttack og Youtube, men Youtube var ikke et sted, man kunne tjene penge på reklamer endnu, så ScrewAttack tilbød betaling til Rolfe, mod han lavede to afsnit af hans show om måneden. Derfor voksede ScrewAttacks popularitet sammen med AVGN og hjemmesiden, ScrewAttack.com, og de begyndte sideløbende at producere deres egne videoer, som eksempelvis Top Ten og Video Game Vault, hvor Stuttering Craigs så kendetegnende stemme introducerede og anmeldte diverse gamle Nintendo-spil. I det hele taget var Stuttering Craig ScrewAttacks konge, hvor han tit flirtede med kontroversielle udtalelser og situationer.

Et eksempel på dette skete i 2008, hvor Handsome Tom forlod hjemmesiden under kaotiske omstændigheder, og Craig udtalte i marts samme år, at grunden til bruddet var, at Tom ikke gjorde nok for sidens vækst. Han udtalte også at det ikke var personligt. Dog svirrede rygterne om det modsatte på ScrewAttacks forum. Lige meget hvad man føler om den kontroversielle Skistimas, så kan man dog ikke ignorere den succes og vigtighed siden fik for rigtig mange mennesker. Siden og Skistimas kultiverede et kæmpe følgeskab, og det kulminerede med, at ScrewAttacks egen konvention løb over stablen i 2009, hvor mange af de videoskabere, som gjorde deres succes på siden, dukkede op som gæster.

Nogle af de skabere som på den ene eller anden måde havde med ScrewAttack, og brugte platformen til at pleje deres brand er eksempelvis The Completionist, som, i hans show, gennemfører spil 100%. Det vil sige at han gennemfører alle "achievements", og låser op for al indhold i diverse spil. Hans kanal er i dag ret populær, men også Mat Pat, som står bag den populære kanal, Game Theory, var også en del af Screwattack på et tidspunkt. Faktisk har de fleste retrospilkanaler som er populære i dag, på et eller andet tidspunkt været i berøring med ScrewAttack.

Jeg vil som en sidebemærkning, også nævne en populær Youtuber kaldet ProJared, da hans historie fortæller lidt om de kontroverser, som følger Stuttering Craig. Jared arbejdede for ScrewAttack fra 2009-2012, hvor han blev mere og mere populær. Jared Knabbenbauer, som hans rigtige navn er, blev medvært på Sidescrollers, som på dette tidspunkt havde udviklet sig til et videopodcast, men man kunne tydeligt mærke at Stuttering Craigs kontroversielle udtalelser provokerede Jared. Han havde derudover planer om at producere egne videoer, og det endte så i 2012 med at Jared blev fyret fra den ene dag til den anden, af den enerådige Skistimas. Dette skulle så heldigvis for ProJared vise sig at være en velsignelse, da han trak mange fans fra ScrewAttack med sig over til hans Youtube-kanal, hvor han i dag nyder relativ succes.
I takt med at Youtube har vokset til en kolossal og altfortærende videoplatform, hvor folk kan tjene penge med deres videoer, så blev hjemmesider som selv var værter for videoindhold, presset ud på sidelinjen og sådan er det også gået med ScrewAttack.

ScrewAttack er i dag ejet af en Youtube-kanal som hedder Rooster Teeth, og gør sig kun bemærket med deres populære serie, som hedder Death Battle. Skistimas har også forladt hjemmesiden, og er selv blevet Youtuber med han egen kanal som hedder Game Attack, hvor han har påtaget sig en mere mørk persona, som nogen vil sige passer mere til den kontroversielle personlighed, som han i virkeligheden har. Man kan dog ikke tage det fra ham, at han er en snu forretningsmand, som fandt en niche og udnyttende den maksimalt.

Hvad gjorde så, at Screwattack blev så vigtig for retrogaming-bølgen? Et svar kunne være, at siden lod hundredvis af ukendte videoskabere få deres kreationer vist til ScrewAttacks fans. Disse fans spredte så rygterne om nye og spændende videoskabere ud til det brede internet. En anden grund kunne være at Skistimas lavede en aftale med Gametrailers.com, som var en kæmpe spilhjemmeside, der igennem tiden brugte ScrewAttack som indkøbsplatform. Det vil sige, at hvis en serie blev meget populær på ScrewAttack, så købte Gametrailers rettighederne til at vise nye afsnit først. En af de største succeser var AVGN, men andre serier endte der også igennem tiden. Gametrailers var egentlig bare en større version af ScrewAttack, og man kan se at der var en klar fødekæde imellem de to hjemmesider. Disse to sider blev dog sidenhen begge udkonkurreret af Youtube, og eksisterer egentlig kun på Googles populære videoplatform i dag.

ScrewAttack var noget helt særligt, da siden var på sit populæreste punkt. Det var et fristed hvor folk kunne vise deres kreativitet, og det er lidt sørgeligt at ScrewAttack, og lignende sider, ikke nyder samme popularitet i dag, og at Youtube nærmest har oparbejdet et monopol på markedet. Selvfølgeligt har Youtube fostret sine egen stjerner, som PewDiePie og Smosh Gaming, men det er i dag sjældent man ser Retro-gamere, som kommer ud af ingenting, som AVGN eller Jon Tron.
Der er et eller andet romantisk omkring ScrewAttack.

Den lille hjemmeside, som endte med at blive en af de førende kreative platforme for amatørvideoskabere hele verdenen rundt.

I dag findes der dog ikke lignende sider, som kan klare sig overfor Youtubes monopol, men man kan heldigvis stadig følge mange af de videoskabere, som på den ene eller anden måde fik sin debut på ScrewAttack.com. Det sjove er, at disse Youtubere nu skaber videoer på den platform, som udkonkurrerede deres fødested, men sådan er livet i en kapitalistisk verden nogle gange. Det kunne dog være fedt at opleve, at der igen var mulighed for en videoplatform, som var uafhængig af Youtube, men om det sker er svært at forudse.