Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands /
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler
Transistor

Her er vores favoritspil på Apple TV

Vi har fået fingrene i det nye Apple TV 4K, og tænkte lige at smide nogle spilanbefalinger afsted til dig i den forbindelse.

For nylig var vi så heldige at modtage Apples seneste udgave af Apple TV. Dette ellers kontroversielle produkt fik en hård medfart i sine spæde dage, tilbage for et årti siden i 2007, for simpelthen ikke at have hestekræfter nok til at kunne levere en lydhør og intuitiv brugerflade, som kunne retfærdiggøre den høje pris. Desværre blev det ikke bedre med årene, da denne lille maskine fik hård konkurrence af den billigere Chromecast, der stadig i dag nyder godt af stor popularitet. Men, for nylig valgte Apple at gå all-in ved at introducere Apple TV 4K, der understøtter 2160p output, HDR 10 og Dolby Vision, og alt dette drives af deres nye A10X Fusion-processor. Ideen er at bringe 4K-indhold til et større publikum, og med en pris på cirka 1500 kroner er der noget om snakken.

Men vigtigst af alt, så giver Apple TV 4K dig muligheden for at opleve en række flotte spil fra AppStore på dit fjernsyn i en lækker opløsning, og ved pressekonferencen hvor Apple løftede sløret for maskinen, så slog de endnu en gang fast, at de ikke bare ønsker at tilskynde udviklere til at udgive spillet til Apple TV, de vil faktisk sikre flere eksklusive aftaler i fremtiden. De fremviste blandt andet Sky, det næste spil fra Journey-studiet Thatgamecompany, og det så ganske finurligt ud. Hvad de ønsker er ganske enkelt - de vil skabe en tilgængelig konsol, hvor de kan trække på det brede udvalg af titler der er tilgængelige på AppStore. Der er nemlig mange spil man kan hente der understøtter Apple TV, men hvilke? Vi tænkte at give jer fire spil, som tager sig ganske vidunderligt ud på den store skærm, takket være hestekræfterne i den lille maskine.

Asphalt 8: Airborne
Gamelofts Asphalt 8: Airborne er blevet downloaded over 200 millioner gange. Det er astronomisk antal, og selvom man naturligvis kan rynke bryn og pointere, at det tit er de absolut værste mobiltitler der nyder godt af mange downloads, så er dette en rungende succeshistorie. Dette ottende kapitel i den Need for Speed-lignende bilspilsserie er nemlig ene og alene et bevis på, at vi kan forvente store, flotte, veldesignede spil på vores mobiler, og i denne forbindelse også på noget så alsidigt og familievenligt som et Apple TV.

Først og fremmest handler Asphalt-serien om adrenalin, og i bedste arkaderacer-stil måles du ikke bare på hvor hurtigt du kommer i mål, men hvor længe du kan trække hver enkelt drift, hvor meget luft du får under karosseriet hver eneste gang du kører forhåbningsfuld op af en strategisk placeret rampe, og hvor hårdt du skødesløst skubber din modstander af vejen.

Det hele fungerer ganske glidende med en tippet Apple TV-fjernbetjening, og før du gyser ved tanken om at skulle styre et bilspil med et gyroskop, så er Asphalt 8: Airborne særligt fintunet til ikke at overreagere på dit input. Det er ret altafgørende, og heldigvis leverer Gameloft.

Men, hvis du ønsker at se præcis hvor langt Apples processorer er kommet, så er dette også et glimrende spil til at demonstrere hestekræfterne, og mulighederne der er i Apples lille maskine. Der er HDR-understøttelse, ekstensiv pixelshading og flot lyssætning, og selvom niveauet måske ikke bider Sony og Microsoft i hælene, er det en uventet men behagelig overraskelse at opdage et spil som Asphalt 8: Airborne på AppStore.

Transistor

Rayman Adventures
Du har læst titlen, og så behøver du vist nærmest ikke at vide mere, gør du? Altså, det er jo Rayman. Vigtigst af alt er det en afart af Rayman Legends vi har med at gøre i Rayman Adventures, og det burde kun yderligere overbevise dig om, at dette så sandelig er din tid værd. Adventures var blandt de aller første spil på AppStore der fik en såkaldt tvOS-opdatering i 2015, da Apple TV begyndte at tilbyde spil direkte, og siden da har flere indholdsopdateringer kun gjort spillet mere robust. Rayman har tidligere gjort sit indtog på iOS og Android via en række endless runner-spil, men Adventures er i en helt anden boldgade, det er et traditionelt Rayman-spil, og det er præcis lige så farverigt, så elskværdigt og så helt og holdent charmerende som Rayman Origins og Rayman Legends på konsollerne.

Ubisoft har særligt designet Adventures til Apple TV, og derfor benytter spillet heller ikke et gyroskop, men i stedet skal du virkelig bruge dine fingre ved bedste evne, når du skal navigere via det lille touchpad, der dækker den øverste tredjedel af fjernbetjeningen.

Derfra er det hele dog ganske genkendeligt, og det er netop derfor det befinder sig på listen. For hele glæden ved at dykke ned i sit nye Apple TV, og finde enten billige eller gratis spiltitler, der lige præcis går efter nostalgisk charme, se så begynder det at ligne noget. Rayman Adventures har intet med de negative konnotationer et "mobilspil" ofte lider under, og det er fuldt fortjent.

Transistor

Transistor
Og nu hvor vi taler om spil der er "gammeldags", eller om ikke andet ikke nødvendigvis falder i den traditionelle mobilspilskategori, så fås Supergiants fantastiske science fiction-baserede isometriske action/strategispil Transistor også igennem Apple TV, og grunden til at vi har valgt det er ganske simpel - det er Transistor, og det ser fuldstændig fantastisk ud på den store skærm, præcis hvor spillet hører hjemme.

Nu tænker du måske, at du jo allerede har spillet Transistor på en konsol, en PC eller sågar PlayStation Vita, men for dem der ikke har, for dem der har købt et Apple TV og først nu begynder at udforske hvilke spil der er tilgængelige, så er dette et absolut must-buy. Desuden koster det bare 25 kroner på AppStore, så mangler en solid spiloplevelse til en billig penge? Ja, så er den vel ikke længere.

Spillet tager sig så derudover utrolig godt ud på platformen også, og her er det dog ikke platformen, men Supergiants sans for visuelt distinkte og varierede miljøer der er at takke. Samme akvareldesign fra deres første spil, Bastion, vender tilbage, og kombineret med den smukke, bjergtagende musik, så har du her en storslået spiloplevelse i vente - med mindre du altså har spillet Transistor, så er der vist ingen grund til at købe det igen.

Transistor

Alto's Adventure
Og vi slutter med noget ganske anderledes. Vi har allerede udforsket adrenalinpumpende arkadebilspil, intens og farverig platforming i Rayman Adventures og kigget på strategisk sci-fi i Transistor, men hvad nu hvis man gerne vil slappe lidt af, og nyde en oplevelse på Apple TV der bare er smuk, præcis ligesom det kommende Sky? Jo, så er der Alto's Adventure. Spillet fremstår måske ovenud simpelt, og måske sågar for simpelt ved første øjekast, som endnu en endless runner hvor du kommer så langt som muligt, og bliver spurgt tusindvis af gange om ikke du vil købe et eller andet.

Forsøg dog at glemme alt dette, for Alto's Adventure handler i høj graf om at placere dig i en nærmest meditativ tilstand, hvor du bare glider ned af slugterne med afslappende, smuk musik og aftensolens sidste bagende stråler reflekteret i sneen.

Som du nok kan høre, så handler Alto's Adventure om at stå på ski, og selvom der selvfølgelig er designmæssige elementer der påskynder genspilninger, så er det i høj grad en audiovisuel oplevelse. Der er komboer, forskellige karakterer at låse op for og sågar online-pointtavler, så selve "spillet" er her også, men det er netop med spil som Alto's Adventure at en platform som AppStore begynder at give god mening, for det er netop disse små, begrænsede oplevelser der virkelig kan trives her, og selvom Alto's Adventure måske ikke kan give dig 100 timers varieret indhold, så kan det, ligesom Journey og Monument Valley, give dig et par timers afslappet tilfredshed.

Transistor

Og det var alt for denne gang, og der er selvfølgelig et hav af spil som vi i denne omgang forbigik, men som vi planlægger at vende tilbage til i den nærmeste fremtid. Vi er kun lige begyndt at udforske Apple TV 4K som habil spilplatform, så derfor kan du naturligvis forvente mere indhold på den front.

Indtil da vil vi dog spørge - hvad er din bedste spiloplevelse på iOS eller Android?