Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Anthem

Hvorfor jeg er bekymret for Anthem

Giv mig Bioware tilbage, ligesom i de gamle dage.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Jeg er normalt fan af udviklere, der prøver noget nyt. Jeg er af den faste overbevisning, at kreativitet ikke ligefrem blomstrer, når man gentagne gange arbejder på den samme franchise. Udviklere har brug for pusterum. Dermed ikke sagt, at der ikke kan laves kreativt arbejde, når man arbejder på spil 5 i den samme franchise, men på et eller andet tidspunkt er citronen presset tør. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at vende det hele på hovedet, og gå langt væk fra sin komfortable zone. Guerrilla Games er et passende eksempel; de prøvede at vise nye farverige sider af deres ellers så mørke franchise Killzone, da de lavede Shadowfall, men selv nye våben og større åbne områder kunne ikke skjule det faktum, at de havde brug for at prøve noget nyt. Der var ikke en dråbe tilbage. Derfor var løsningen meget passende at finde på en ny citron; væk fra militæret, væk fra krigen, og væk fra de muskuløse mandlige hovedpersoner.

Man kan argumentere, at Bioware er inde i en lignende udvikling. At Mass Effect: Andromeda var deres Shadowfall, og dermed et tydeligt tegn på, at de er kørt trætte i deres populære rumopera. Dermed må Anthem være løsningen, ikke? Deres tiltrængte pusterum fra en franchise, de har arbejdet på i et årti. Jeg har desværre aldrig oplevet deres kendte RPG'er som Baldur's Gate, Neverwinter Nights eller Star Wars: Knights of the Old Republic, men med Dragon Age: Origins og Mass Effect 2, har Bioware skabt to af de bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Nok også to spil jeg har gennemført flest gange. For det er dét Bioware kan: lave nogle af de mest troværdige karakterer i spilverdenen, og så bede spilleren om at tage betydningsfulde valg, hvilket giver enhver fan lyst til at starte forfra, for at se hvad der ellers kunne være sket. Eller sagt på en anden måde: alle deres styrker ser ud til at være overflødige i Anthem.

Anthem

Bioware var i mange år studiet, der satte baren. Ingen lavede karakterer som dem i RPG-genren, og ingen kunne fortælle så storslået en historie. Bioware er dog ikke længere i gang med at sætte baren; de prøver at følge med (pengene). EA har tydeligvis set succesen af Destiny - og til en mindre grad The Division - og de vil have en del af kagen. Og hvem er bedre til at udfordre Bungie end de talentfulde mennesker hos Bioware? Men her støder vi ind i min grundlæggende bekymring for Anthem: en verden, du skal dele med andre spillere, er ikke Biowares styrke. De kan få lov til at fortælle en historie, ja, men spilleren kommer ikke til at have indflydelse på den. Deres normalt velskrevne karakterer bliver sikkert også degraderet til simple NPC'er, der giver dig en mission, hvor andre spillere kan få lov til at udfylde deres tomrum på rejsen. Hvor Bioware tidligere var studiet der tog de første modige skridt, hvor intet spil tidligere havde vovet sig hen, så er de nu blevet et studie, der prøver følger med.

Meget af dette, kan desværre tilskrives EA. De er en udgiver, der har haft et hårdt 2017, og igen står i modvind fordi de blev en anelse for grådige. De er stadig i gang med at finde den gyldne grænse for loot boxes, hvor de kan opnå mest mulig indtjening uden at fans bliver sure. Og hvem ved, måske lykkedes det med Anthem. Mit problem er som sådan ikke rettet mod loot boxes; mit problem er hvordan det er pengene, og ikke kreativiteten, der driver værket. Samtidig vil jeg passe på med at give hele skylden til EA: spil koster mere og mere at lave - især en kæmpe produktion som Anthem - men samtidig er de fastlåst til 60 dollars i USA, og ingen ser ud til at være villige til at hæve prisen som den første. Derfor er de nødt til at finde andre måder at tjene pengene på. Men deres nuværende løsning holder ikke, og Anthem kan let blive endnu et offer for loot-box skandalen, hvis EA ikke passer på.

Samtidig skal EA have troen på singleplayer-oplevelsen tilbage. At se dem miste troen på den, og samtidig se beviset på det, da de lukkede for Amy Hennings Star Wars-spil, var hjerteskærende. Det er sandt, at det kan være svært at tjene penge på loot boxes i singleplayer-spil (bare kig på Shadow of War), men at lægge hele fokus på multiplayer er en forhastet beslutning. Det er ikke grafikken, der får mig til at genspille Dragon Age: Origins for femte gang. Det er ikke gameplayet, der får mig til at håbe på en genudgivelse af Mass Effect 2. Det er historien, det er karakterne og det er valgene på rejsen. Så lad mig foreslå en løsning her til slut: i stedet for at arbejde med større og større budgetter, og sigte efter mest mulig indtjening, så gå i den modsatte retning. Giv Bioware et mindre budget, men samtidig frirummet til at arbejde kreativt. Så kan det godt være, at vi ikke får et spil, der ser lige så visuelt bjergtagene ud som Anthem, men til gengæld kan de få lov til igen at gå derud, hvor intet studie tidligere har haft modet/talentet til bevæge sig ud.

Anthem

Bioware skal have rummet til at gå forrest igen. De ligner et studie, der ligesom Guerrilla var kørt fast i deres franchise, og var nødt til at opfinde en ny citron. Men hvor Sony gav Guerrilla frirummet til at skabe Horizon, ligner det at EA har nogle tydelige retningslinjer. Anthem er en reaktion på et marked, der har taget godt imod historiedrevne multiplayer-shooters. Og dermed står vi nu tilbage med et Bioware, der desperat forsøger at klamre sig fast til en allerede godt presset citron, i håb om at få del i saften.
Jeg ved ikke med dig, men jeg er ikke tørstig.

View comments

Relaterede tekster

AnthemScore

Anthem

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Laursen

Anthem udkommer i morgen, men Laursen har allerede brugt en uge i Bastion. Læs hans tanker om spillet her.

Indlæser mere indhold