Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler
Alan Wake

Retro-anmeldelse: Alan Wake

Remedys klassiker serverer psykologisk gys i mesterklasse.


Facebook
TwitterReddit

Med Max Payne og efterfølgeren Fall of Max Payne, blev det finske udviklerstudie Remedy for alvor cementeret på plads, blandt de bedste historiefortællere i spilbranchen. En spændende blanding af New York-noir æstetik, hæsblæsende The Matrix action og et drønlækkert cast, gjorde forventningerne til Remedy's næste projekt intet mindre end tårnhøje. Næste skud på stammen var Alan Wake, som debuterede til kæmpe fanfare og endeløs applaus allerede efter sin første E3-trailer. Den havde det hele fra et interessant koncept om en bog, der bliver levendegjort til flot "next-gen"-grafik og fysik. Ja, forventningerne til Alan Wake var intet mindre end tårnhøje og levede de ambitiøse finnere op til Max Payne-klassikerne?

Alan Wake
Alan Wake

Med deres Max Payne-serie demonstrerede Remedy deres evne indenfor mørke, tragiske og skumle fortællinger, og Alan Wake fortsætter ned af denne sti. Allerede fra spillets indledende momenter er dystopien på spil, hvorfor spilleren skal guide Alan - imens han bliver jagtet af en mand med en økse - igennem sine egne dystre mareridt og nå frem til et fyrtårn før mørket opsluger ham. På genial vis formår Remedy at implementere en dynamisk tutorial, som ikke føles for mekanisk og i stedet som en del scenariet. Et kort stykke tid efter vågner Alan op ved sin kones side i deres bil, opdager det hele var en drøm og, at de er ankommet til Bright Falls-regionen. Bright Falls er en blanding af de bedste fortællinger i den psykologiske horror-genre og låner sine store skove, mystiske bjerge og idylliske landsby fra specielt Twin Peaks. Selvom ligheden er tydelig, er universet omkring Bright Falls alligevel unikt nok i sig selv til at undgå for mange åbenlyse ligheder med tidligere værker.

Historien hviler aldrig på laurbærrene og spilleren skal ikke vente længe, før Alan's kone forsvinder, mystiske sider fra en bog Alan ikke kan huske at have skrevet dukker op og hele regionen bliver til et levende mareridt baseret på selvsamme bog. I løbet af Remedy's 10-15 timer - spredt over 6 kapitler - lange opus, vil fortællingen skifte imellem almindelige stille dagstimer og surrealistiske mareridt. Dagstimerne har ingen aktion eller brug af våben og fungerer som udelukkende narrative pauser imellem alle de nervepirrende nattetimer. De er den mindste del af spillet og fylder nok ikke mere end ca. 10-15 procent af hele oplevelsen. Tiden, tilbragt om dagen føles som perfekte afbræk og, står i stor kontrast til de gyser fyldte nætter.

Alan Wake
Alan WakeAlan WakeAlan WakeAlan Wake

I nattetimerne vil Alan rende ind i en række forheksede mennesker, dyr eller endda simple genstande og skal bekæmpe dem ved hjælp af hovedsageligt sin lommelygte. Med klassisk Resident Evil 4-inspireret tredje persons-gameplay, bruger Alan lommelygten til at gøre sine modstandere svage og slå dem ihjel med forskellige skydevåben. Sidstnævnte middel er dog det værste i Alan Wake's verden og standard flash bangs og nødflare skader fjenden væsentligt mere. Afhænigheden af lys skaber et dynamisk flow og opfordrer til kreativ tænkning, især da Alan sagtens kan løbe tør for batterier. Max Payne-traditionen tro, har Remedy også inkluderet et stilistisk brug af slow motion, hvorfor spillet i givne momenter vil sætte farten ned når Alan undviger eller bruger kraftfulde våben. Det ser, kort sagt, formidabelt ud.

Der hvor Alan Wake dog brillierer mest, er i sin kombination af gameplay og historiefortælling. Næsten alle historiedrevne spil på markedet har en dissonans imellem, hvordan spillet fortælles og hvordan det spilles. Her kan Naughty Dogs Uncharted-serie bruges som et perfekt eksempel, da spillets morderiske gameplay ikke spiller overens med Nathan Drakes charme og konstante vittigheder. Alan Wake falder ikke i denne grøft og er i stedet en magtdemonstration af dimensioner i forhold til, hvordan gameplay og historie skal smeltes sammen. Hver eneste konflikt med mørket føles nødvendig og ikke som en obligatorisk action-pause. Hertil kommer også det faktum, at Alan ikke er en dygtig akrobat eller en habil kæmper. Nej, han er forfatter og føles derfor også som en normal person, der kæmper for sit liv.

Musikken i Alan Wake skal også nævnes som værende perfekt eksekveret, både den originale lydside og licenserede sange. Sjældent har et spil, eller sågar ethvert visuelt medieprodukt, evnet at fange spillets fortællermæssige og æstetiske side helt perfekt. Ligegyldigt om det er de intense konfrontationer med mørkets skabninger eller en sang i radioen, skaber Remedy et større audiovisuelt gensidigt komplimenterende univers. Specielt skal nævnes musikken, som stille afspilles hver eneste gang et af de seks akter slutter, hvor f.eks. Anomie Belles How Can I Be Sure rammer helt plet.

Alan Wake

Hvis du synes Remedy imponerede med deres Max Payne-titler, vil Alan Wake mildest talt blæse dig omkuld. Alt fra pacing og musik til historiefortælling og gameplay føles 100 procent sublimt og det kan roligt siges, at det er et spil som fortjener sin plads blandt de bedste spil nogensinde.