GR STREAMING
Gamereactor follow Gamereactor / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands / 中國 / Indonesia / Polski
Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler
Minecraft

Fik du prøvet... Minecraft?

Sandkasse, så langt øjet rækker.


Facebook
TwitterRedditGoogle-Plus

Skal jeg være helt ærlig? Jeg har det lidt stramt med Minecraft. Nu om dage hører jeg mest om spillet gennem artikeloverskrifter der beretter om nye salgsrekorder, eller videomateriale som sammenklipper de mest tåkrummende øjeblikke fra spillets årlige messe, Minecon. Det, eller når min nevø skal vise mig noget nyt han har bikset sammen. Det er også et fantastisk koncept, ikke? Som dansk halvfemserbarn er jeg opfostret på en streng diæt af computerspil og Legoklodser. Minecraft, i et eller andet omfang, er en livslang drøm, delt af mange, om at kombinere de to. Man smadrer blokkene med det ene klik og placerer dem med det andet. Byg eller ødelæg; det er så fundamentalt at selv småbørn kan forholde sig til det, idet de trætteløst fingerbanker rundt på skærmen til deres iPads.

Minecraft er et spil som får mig til at føle mig forfærdeligt gammel. Ikke fordi jeg ikke kan lide det. Ikke fordi jeg ikke forstår appellen, charmen eller værdien. Tværtimod! Det er heller ikke det obskøne antal skodvideoer på YouTube som har gjort mig tør og vrissen. Fred være med dem. Nej, det er når jeg tænker tilbage på min egen tid med spillet, at jeg synes at kunne ane gråsprængte hår på mit periodisk skaldede hoved, mens ryggen knager ekstra højt. Så føler jeg mig gammel.

Mit første møde med spillet var helt tilbage i efteråret 2010. Det er snart otte år siden! Det var omkring det tidspunkt hvor jeg, efter et par måneder på skolebænken, var kørt død i gymnasiet. Minecraft var det perfekte hul at grave sig ned i, bogstaveligt talt. En ulovlig kopi spredte sig som en steppebrand på skolens grund, men det varede ikke længe før jeg, i beundring eller ærefrygt, smed penge efter den ægte vare. Jeg byggede stenmøller, tunneller, storslåede katedraler med sataniske katakomber og meget, meget mere. Min utvivlsomt største bedrift var det enorme ulvehoved som jeg huggede ud i et bjerg. Af den ene eller anden grund falmede min interesse for spillet omkring dets egentlige udgivelse, i efteråret '11. Måske havde det noget med Skyrim at gøre...

I disse dage - og nu lyder jeg vist uopretteligt gammel - kan man efterhånden bygge alt i Minecraft. Togbaner, portaler, lommeregnere - ja, sågar andre spil! Der er kommet så mange opdateringer at jeg faktisk kan føle mig en anelse fremmedgjort. I det store hele er oplevelsen den samme: det er et virtuelt kanvas, hvor kreativiteten kan udfolde sig ved enten at skabe, ødelægge, udforske eller indsamle. Sidenhen er der også blevet tilføjet erfaringspoint, magisk værktøj, utallige miljøer, dyrepasning og jeg ved snart ikke hvad. Når jeg en sjælden gang imellem forsøger mig med spillet, bliver jeg hurtigt paralyseret af de mange valg. Før i tiden kunne jeg knalde en hytte op på ingen tid - nu går jeg i stå ved valget mellem egetræsgulv eller ægte mahogni.

Jeg kunne selvfølgelig sætte mig ned og lære det hele igen. Første møde med spillet var heller ikke uden instrukser. En ting er dog at sammensætte en skovl, en anden er at udføre et omstændeligt ritual som kan sende mig til en parallelforskudt underverden, hvor kongen af ondskab bor. Det er for meget, simpelthen. Jeg har ellers eksperimenteret en del i tidens løb: Tag nu 'Creative mode', hvor der er frit valg på alle hylder. Problemet? Ingen begrænsninger, ingen motivation. Andre gange har jeg kørt Robinson Crusoe-stilen med resurseknaphed og høj sværhedsgrad. Resultatet? De første timer er næsten altid ens og herefter går jeg hurtigt i stå. Jeg har sågar abonneret på en månedlig server, for at spille det med vennerne. Aber dabei? Forskellige agendaer, stilarter, ambitioner - og den obligatoriske snigsabotør.

I sidste ende må jeg nok sande at vores tid her på jorden er begrænset. Ikke alle er født med samme antal timer på den store Minecraft-konto. Nogen har mange. Nogen få. Nogen slet ingen. Og hvor meget jeg end gerne ville, ja, så er timeglassets sand(kasse)korn for mit vedkommende ved at rinde ud. Og sådan er det.