Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Call of Duty 4: Modern Warfare

Fik du prøvet... Call of Duty 4: Modern Warfare?

Seriens højdepunkt revolutionerede genren.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Modern Warfare, vil nogen sige, er noget af det bedste som er sket for skydespil. Det igangsatte i hvert fald en større revolution af genren, da det udkom for snart elleve år siden. Innovationerne var talrige: erfaringspoint i skydespil; mulighed for at skabe egne karakterklasser; et væld af våben og specialevner at vælge imellem. Og selvfølgelig bonusbelønninger til dygtige spillere, i form af angrebshelikoptere, radarer og tæppebombninger. Mange af disse elementer er efterhånden allestedsværende, men dengang var det noget helt særligt. Det er først i nyere tid, med udgivelsen af WW2, at serien forsigtigt er begyndt at træde ud af den skygge som Modern Warfare kastede over industrien. Omvendt er der rygter om en restaureret udgave af efterfølgeren, så nu får vi se.

Jeg har kun spillet et fåtal af Call of Duty-spil efter 4'eren og jeg har svært ved at holde dem adskilt. Modern Warfare, derimod, står skarpt i min erindring. Ikke fordi jeg besøgte genudgivelsen forrige år, næ nej, men fordi jeg smed utallige timer i originalen. Infinity Ward formåede at skabe en onlinedel der sammenblandede hæsblæsende action med vanedannende progressionssystemer. Hvem kan glemme det skrattende guitarskrig som bebudede en ny opgraderings tilgængelighed? Der var hele tiden noget at arbejde sig hen imod - men det føltes selvfølgelig ikke som arbejde.

I virkeligheden har jeg måske brugt mere tid på efterfølgeren. Den tilføjede en hulens masse mere, men fjernede noget andet: overblik, simplicitet, elegance. Pludselig var der atombomber og mindst en milliard forskellige våben at vælge mellem, samt dødsbonusser og jeg ved ikke hvad. Det første Modern Warfare var mere overskueligt. Det havde den rette mængde bevægelige dele. Sådan husker jeg det i hvert fald. Man kunne faktisk lære de forskellige våben at kende. Der var selvfølgelig favoritter - den infame granatkaster fortjener at blive nævnt - men jeg husker de fleste kombinationer for at være, hvis ikke lige gode, så i hvert fald potentielt interessante.

Det var ikke kun onlinedelen som blæste mig bagover, dengang for elleve år siden. Kampagnen var ambitiøs, hektisk og fyldt med mindeværdige kulisser: hangarskibet, passagerflyet, den strandede kampvogn. Højdepunktet var selvfølgelig det berygtede pariserhjul, hvor man på Veteran-sværhedsgraden konstant blev løbet over ende at angrebshunde og mavesure russere. Den sektion indgår i en af seriens bedste - og samtidig mest atypiske - missioner: i 'All Ghillied Up' blev der lagt større vægt på atmosfære, miljøfortællinger, snigeri og intensiverende spænding, fremfor rendyrkede ildkampe. I hvert fald indtil slutningen.

Da jeg var yngre havde jeg en bizar, næsten vulgær interesse for militæret og ting som kunne slå andre ting ihjel. Modern Warfare udgjorde topmålet for den fetich, måske fordi det ikke kun fikserede på fortidens tragedier, men tværtimod forsøgte at løfte sløret for hvad den nærliggende fremtid måtte byde på af teknologisk faciliterede grufuldheder og avancer i menneskeracens mulighed for at udrydde sig selv. Mit udsyn har ændret sig med tiden og måske er der en sammenhæng mellem min aftagende fascination og min dalende interesse for nye udgivelser i serien.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Alligevel kan jeg savne de dage, uger eller måneder hvor Modern Warfare snurrede i maskinen. Det var - og er formentligt stadigt - et habilt actionspil med mange kvaliteter. Og på godt og ondt, så var det med til at modernisere krigsførelse. I hvert fald den digitale slags.