Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
The Legend of Zelda

Holder Det?! - The Legend of Zelda

Claus vender tilbage med endnu et kapitel i sin artikelserie, hvor han spørger "Holder Det?!" til et af de vigtigste spil nogensinde - The Legend of Zelda.

Jeg fik for cirka en måned siden en Nintendo Switch. Jeg har ikke haft en Nintendo-konsol, siden jeg havde en Nintendo 64 i 1998, så jeg indrømmer gerne at det kriblede lidt i fingrene. Jeg havde hørt mange gode ting om The Legend of Zelda: Breath of the Wild, og jeg valgte derfor at få spillet med til den nye konsol, det virkede kun naturligt, og det forventer jeg det vil være altid. Jeg var syg hele påsken, og gennemførte derfor Zelda på cirka fire dage. Det er et fremragende spil, og det har mange i serien været, så derfor fik jeg lyst til at gå tilbage til spillet, som startede det hele, for at se om det stadig holder.

Det originale The Legend of Zelda er, ligesom så mange af Nintendos koncepter, opfundet af Shigeru Miyamoto, og han baserede spillet på oplevelser han havde i sin barndom. Miyamoto forsøgte at overføre glæden ved at udforske ukendte skove og huler, og hans tilgang var meget anderledes end Super Mario Bros., som var hans første rigtige spil til den første Nintendo-konsol.

Den første skærm der møder en, når man starter spillet op er titlen, The Legend of Zelda, og efter få sekunder får man spillets historie fortalt, på dårligt oversat engelsk vel at mærke. Ganon, mørkets prins, vil have fat i Tri-Forcen, og derfor har prinsesse Zelda delt den op i otte stykker, inden hun blev taget til fange. Det er så ens opgave at finde disse otte stykker og samle dem, så man kan besejre Ganon. Alle disse elementer kan man i større eller mindre grad finde i mange af efterfølgerne, og meget mere historie indeholder spillet egentlig ikke, andet end den man selv finder på undervejs. Man får små hint og fakta af diverse NPC'ere man møder, men historien er ret simpel, og viser meget rammende Miyamotos holdning, hvor han altid sætter mekanikker og balance over historie. Det skulle dog ændre sig meget i takt med at teknologien tillod det, men Nintendos største fokus har altid været gameplay.

The Legend of Zelda

Man starter spillet med at navngive sin karakter, som jo er sjovt når nu serien senere skulle få en fast protagonist, Link. Når det er gjort, så er man klar til eventyr. Man ser sin karakter skråt ovenfra, og når man får fat på sit sværd, kan man altid se hvilken vej man skal slå, for at komme fjenderne til live, da spidsen af ens sværd er synligt, lige meget hvilken vej man vender. Da jeg selv spillede spillet første gang for mange år siden, der fattede jeg intet af hvad der foregik, for jeg kunne ikke engelsk, og derfor tog det mig også "kun" en halv dag at finde den hule, hvor man får sit første sværd, denne gang gik det dog upåklageligt. Efter det er man fri til at udforske, som hjertet begærer, og derfor vil jeg være provokerende og kalde The Legend of Zelda et sandkassespil før det var en ting. Man kunne gøre lige hvad man ville, og i den rækkefølge man følte for. Dog satte de våben og værktøjer man kunne få, en stopper for at man kunne gribe det hele tilfældigt an, da nogle huler krævede at man havde fundet visse ting.

Man går igennem spillet én skærm af gangen, og hver gang man når kanten af skærmen, så loader den næste skærm. Disse skærme indeholder alle huler og hemmeligheder i massevis, og det er Links opgave at finde redskaber, der gør det muligt eller nemmere at komme længere i spillet. Disse værktøjer og våben gør kampdelen meget underholdende, da man kan bruge forskellige våben på forskellige måder for at nedlægge fjenderne, som skulle være så uheldige at komme i vejen for ens avatar. Der er buer og boomeranger, bomber og ens sværd, og det kan også opgraderes til at skyde. Det bliver hvad jeg kun kan kalde en laserversion af sværdet. Bomberne kan også sprænge dig adgang til hemmelige huler i bjergene, og finder man et lys, kan man brænde buske, og derved finde huler og butikker. Der er otte "Dungeons", hvor man kan finde opgraderinger til sin karakter. Da jeg i sin tid spillede spillet, så gik dybden af disse mekanikker tabt af mig, men jeg var fascineret af den gyldne kassette, som spillet kom på. Det viser også at The Legend of Zelda ikke var for folk, som ikke havde tålmodighed. Det kræver nemlig indsats af spilleren, og en smule vedholdenhed, men jo flere hemmeligheder og opgraderinger man finder, jo mere logisk var det der foregik. Noget som lige skal nævnes her til sidst, er spillets kort, hvor der er mange af de områder, som senere Zelda-spil kommer til at indeholde, og spillet er enormt i forhold til hvilke spil oplevelser man kunne få tilbage i 1986. Noget som også dukker op i senere spil er musikken, som i dag er ikonisk. I det hele taget er det ret storslået at opleve mange af de genrekonventioner vi i dag tager for givet i deres spæde form.

The Legend of Zelda

Musikken i The Legend of Zelda er legendarisk, for man får fra første færd den kendte Zelda-hymne afspillet. Jeg tror alle har hørt den på et eller andet tidspunkt, og hvis man gerne vil være træt af den, skal man bare spillet dette spil, for hele oververdenen skal forceres til lyden af hymnen. Heldigvis er der anderledes musik i Tri-Force hulerne, ellers tænker jeg, at man kan blive en smule pip i låget af den. De klassiske lydeffekter som man til den dag i dag forbinder med åbningen af en skattekiste og døre er med også, og man kan bare mærke at alt hvad Zelda blev senere har rødder i dette spil, ikke bare bogstavelig talt, men også i mere overført betydning. Man kan mærke DNA'et. Grafisk er spillet også ret primitivt, men det viser også at Nintendo allerede i 80'erne havde styr på farver, på design, på alle de ting som ikke har noget med den grafiske afvikling at gøre, men designerne bag. Det er perfekt sådan. Spillet er utroligt flot for et spil fra 1986, fordi man kan for det meste se hvad ting er. De otte huler eller dungeons har hver deres farve, og bosserne som passer på skattene i dem, er fantasifulde og nogle af dem går også igen i serien senere.

Når man så har besejret den onde Ganon, og har fundet alle våben og hjerter, som spillet indeholder, så bliver der låst op for det der hedder Second Quest. Her er alle de ting man fandt i spillet blevet placeret nye steder, og det giver spilleren en ny udfordring, for de hemmeligheder man efter hårdt arbejde eller held fandt, er nu helt andre steder, og det i sig selv kan tilføje mange flere timer til spillets levetid.

The Legend of Zelda

Holder The Legend of Zelda så? For mig personligt vil jeg svare et klart ja. Jeg tænker den primitive grafik og lyd er nok ikke for alle, men for mig er det hemmelighederne som får mig til at vende tilbage. Det er noget Nintendo gør rigtig godt, synes jeg, både i Zelda, men også i Super Mario-titlerne. Jeg har analyseret flere Nintendo-spil, som man kan læse om i nogle af mine andre artikler, og det der går igen er hemmeligheder, som spilleren kan og skal finde. Hvem har for eksempel ikke løbet ovenover skærmbilledet i bane 1-2, i det første Super Mario, og fundet Warp-rørene? Eller også fundet Warp-fløjten i Super Mario 3? Dette gør sig også gældende i The Legend of Zelda, hvor hver eneste skærm er fyldt med små og store ting, som spilleren kan finde, hvis han eller hun virkelig vil. Det, kombineret med sjovt og udfordrende gameplay, og god, omend primitiv, musik og grafik, gør at jeg synes The Legend of Zelda holder i dag. The Legend of Zelda, kan fås på diverse Nintendo-konsoller, og i diverse Nintendo-butikker, som er forbundet med disse.

Så jeg vil slutte af med at sige, "It is dangerous to go alone! Take this.