Dansk
artikler
Resogun

Fik du prøvet... Resogun?

Housemarque har skabt mange hæderlige spil gennem tidens løb. Resogun er blandt de bedste. Save the last humans!

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Det kan være svært at forstå, at PlayStation 4 snart er fem år gammel. Og vi andre er blevet et halvt årti ældre siden udgivelsen i '13. Gisp. De sidste par år har været gode for maskinen. Titler som Uncharted 4, Horizon: Zero Dawn og God of War har gået sejrsgang verden over. I min bog var det med udgivelsen af Bloodborne at spiltørken blev bragt til ende og den "nye" generation for alvor tog fart. Før da stod det noget sløjt til. I hvert fald var jeg fælt skuffet over Killzone: Shadowfall, da jeg smed disken i drevet på min spritnye PlayStation 4. Og Knack virkede heller ikke som et forsvarligt køb.

Pludselig stod jeg uden ordentlige spil til min nye konsol. I et hav af næstegenerationsmiddelmådighed flød et enkelt spil imidlertid ovenpå. Et spil der dengang tjente som formfuldendt demonstration af maskinens overlegne kræfter og som stadig formår at underholde, den dag i dag. Resogun - en af Housemarques bedste! Jeg følte mig måske nok lidt fjollet ved at have brugt så mange penge på at spille en moderne udgave af Space Invaders, men de spektakulære eksplosioner og den overdådige glimmergrafik var nok til at sælge spillet. Og det nytter ikke at være en kræsen tigger.

Det er ikke altid, at jeg kan mønstre tålmodighed til for alvor at engagere mig i spil af den slags. De er enten for svære, upersonlige eller grimme. Grafik er ikke alt, men det er så sandelig heller ikke ingenting. Og oplevelsen, skabt både gennem det visuelle udtryk og DualShock 4, af at navigere gennem kubiske asteroidefelter eller at drøne gennem en mur af abstrakte geometrifjender, er ganske enkelt fantastisk. Lydsiden er samtidig den helt rigtige balance mellem at være elektropoppet og opstemt, uden at virke for aggressiv. Vi er på mission, men vi skal også have det sjovt. Det er trods alt på mange måder et glorificeret bip-bip spil.

Resogun

Bip-bip eller ej, så var der flere ting som imponerende mig dengang. Og som jeg stader finder stor glæde ved. De små lydbeskeder der bliver leveret gennem controlleren, for eksempel. "Keepers detected!" eller "Human lost!" I det hele taget er lydeffekterne enormt, ja effektive, til at orientere spilleren om hvad der foregår i det kulørte kaos. Det cirkulære banedesign virkede også som en både oplagt og genial innovation af det klassiske væg-til-væg koncept. Bossdesignet, som oftest henleder tankerne på en stor ost eller en pulserende diskokugle, kan stadig få mig til at smile.

I første omgang var der kun fem baner og fire sværhedsgrader. Jeg kan huske at en uofficiel konkurrence blev afholdt her på siden. Det var vist Ceres-banen, på anden sværhedsgrad. Der var en eller anden fra Japan som dominerende samtlige ranglister. Jeg er ret sikker på at han havde snydt, hm. Sidenhen er der blevet tilføjet en god sjat nyt indhold gennem udvidelsespakker. Muligheden for at bygge sit eget skib førte til forventeligt sjove resultater. Jeg havde selv meget sjov med Survival-delen, hvor det stormer i det uendelige med nye fjender og samtidig hagler med opgraderinger. Det er her at jeg virkelig kan opnå det der flygtige zen-moment, hvor jeg bliver ét med mit lille farverige rumskib og kan mærke hver eneste eksplosion, hver eneste rykmanøvre gennem horden af fjender.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Der er noget ved Resogun - ikke mindst det kritiske tidspunkt det blev udgivet på - som er ganske poetisk. Det fortæller noget om hvor langt vi er kommet og dog hvordan alting ligner sig selv. Vi kan innovere og opdatere grafik, styring, lyd og spilsystemer, men i sidste ende er der noget i os, som finder underholdning i at sprænge små abstrakte rumskibe i stumper og stykker. Jeg skylder Resogun for mange gode timer. Eller også er det omvendt. Og Sony står i gæld til spillet, for at holde det værste lag støv af konsollen, mens storladne supertitler faldt på stribe, ude af stand til at underholde. I den forstand, var det ikke kun de små grønne mennesker som blev reddet.

Relaterede tekster

ResogunScore

Resogun

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Finske Housemarque er klar med et nyt arkade-brag til PlayStation 4, men kan det måle sig med udviklerens tidligere mesterværker? Læs med her og få svaret...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.