Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Far Cry 4

Fik du prøvet... Far Cry 4?

Elefanter, borgerkrig, faldskærmsudspring og måske en enkelt yeti. Der er meget at se i Kyrat.

Far Cry 4

Far Cry-serien dækker efterhånden over et svimlende antal spil. Her tænker jeg ikke kun på sidespring som Blood Dragon og Primal, men også den hær af ombyttelige afarter som blev skabt med udgangspunkt i det første spil. Hvad end du er til hulemænd og mammutter; tropeøer og pirater; eller den afrikanske savanne med dens letantændelige bush, så kniber det ikke med muligheden for at sprede død og ødelæggelse på tværs af de virtuelle verdener.

Jeg ved ikke om der er en klar favorit blandt titlerne. 5'eren er aktuel lige nu, 2'eren bliver gerne fremhævet når snakken falder på systemtunge spiloplevelser, 3'eren er elsket for sit mindeværdige karaktergalleri og 1'eren lagde selvfølgelig grundlaget for det hele. Jeg ved ikke om det gør 4'eren til en afstikker, eller om jeg bare arbitrært valgte ikke at nævne den i forrige sætning. I hvert fald er det 4'eren, som det skal handle om denne gang.

Jeg har aldrig været i Nepal - eller Kyrat som det af politisk korrekte årsager er blevet omdøbt til i spillet - men efter mine oplevelser med Far Cry 4 ved jeg heller ikke, om jeg tør sætte mine ben indenfor landets grænser. Næsehornene er mavesure dræbermaskiner, befolkningen er magtbegærlige kværulanter - og fald fra ubetydelige højder medfører ofte øjeblikkelige dødsfald. Til gengæld er der pokkers smukt, elefanterne er fantastiske (hvad elefanter i bund og grund altid er) og potentialet for at forårsage massiv ødelæggelse er uovertruffen.

Der er måske ikke så meget nyt i forhold til 3'eren. I den fremskredne alder af 25 år, kan det være svært for mig at skelne mellem tingene, især når spillene insisterer på at minde så meget om hinanden. Her er de fremkaldte billeder fra mit mentale fotoarkiv: en gyrokopter, en håndholdt granatkaster, en rædselsslagen civilbefolkning. Muligheden for at spille sammen med andre fik jeg aldrig benyttet mig fra, men jeg genkalder da de omfattende og længerevarende kampe forbundet med spillets halvstore fæstninger. Og ellers, som altid: signalmaster, fjendelejre og et minikort spækket med plantesymboler.

Erindringen er ikke stærk, men mindet er positivt. Jeg husker spillet som en af de første solide action oplevelser på de (daværende) nye konsoller. Det så bestemt heller ikke ringe ud. Trods meget var løftet direkte fra forgængeren, så efterlod Ne-, øh, Kyrats sneklædte bjergtoppe og rødbrune nåleskove mig alligevel med sit eget distinkte indtryk. Der kan dårligt herske tvivl om Ubisofts evne til at skabe smukke, detaljerige verdener. Hvad der så faktisk er at give sig til i dem, andenhåndsturismen fraregnet, er en anden sag...

Far Cry-serien, efter min mening, kan lidt af det hele, men brillerer sjældent. Jack of all trades, master of none. Der er mulighed for lusk og snigeri, rig anledning til overdreven knaldebang, ingen krav om ansvarsfuld kørsel på landevejene og lidt selvironisk fortælling for de interesserede. Det er en magtfantasi hvis belejlige præmis og forkvaklede moralkompas gerne bliver påpeget af udviklerne selv. I 4'erens tilfælde kan man sågar springe hele molevitten over, hvis man altså kan forholde sig roligt i en ellers hyperaktiv og sukkerfyldt kaossimulator.

Men det er sjovt, for søren. Jeg følte mig i sandhed som kongen af Kyrat, når jeg, som en grotesk sammenblanding af de fire hesteryttere, ridende på en tykhudet ganger, roterede igennem mit arkiv af eksplosive mordvåben - og gjorde det i forvejen barske vildnis endnu mere usikkert. At forfatterne i sidste ende insisterede på at underminere deres egen ligegyldige fortælling, gjorde mig ikke det mindste. Så længe de griner med mig, og ikke af mig.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Og så længe de ikke siger noget om min elefant.