Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
The Elder Scrolls IV: Oblivion

Fik du prøvet... The Elder Scrolls IV: Oblivion?

Stop right there, criminal scum!

The Elder Scrolls IV: Oblivion

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har spillet de første par timer af Oblivion. Det er en del af hvad jeg kalder 'Bethesda-forbandelsen'. Det kan være sjovt og spændende at give sig i kast med et stort rollespil, men der skal immervæk en ordentlig tidsinvestering til, for at nå i mål. Og hvad er målet overhovedet, i et spil som Oblivion? Ja, klart, der er hovedhistorien at forholde sig til, men jeg ville ikke personligt fremhæve den som det bedste ved spillet. Noget med den sidste arving, slemme folk i store rustninger, bla, bla. Bethesda plejer gerne at bruge den overordnede fortælling som en slags ledsaget rundvisning; til at sikre at folk får set de største landemærker og prøvet lidt af hvert.

Nej, målet, for mig at se, er noget med at finde sit eget eventyr, kæmpe sig gennem ældgamle katakomber og stige i graderne hos de forskellige lav. Eller måske at sikre sig status som den mest vellidte person i hele Tamriel, gennem det der forfærdelige minispil. Kan du huske det? Hvor fire humørkategorier, en cirkel og osteskiver i forskellige størrelser, blev gjort til en bizar, abstrakt repræsentation af karakterernes indre følelsesliv. På den anden side, med det stemmeskuespil og den adfærd, så kan du godt bilde mig ind, at vagternes hoved er fyldt med ost. YOU'VE VIOLATED THE LAW!

Jeg husker spillet som grønt. Meget, meget grønt. Cyrodiil blev i tidligere spil beskrevet som noget mere festlig. Middelalderlig og europæisk i sit udtryk, klart, men stadig med mere knald på farverne. I stedet valgte man åbenbart at gøre Cyrodiil, sammenlignet med mere eksotiske områder, til det 'normale' sted. For hvad er dog mere normalt end ferskvand, beskedne bakker og store, grønne græsenge? Vi mangler bare landsbykirken, kornmarken og en flagstang med Cyrodiils sidestykke til dannebrog, så er motivet til valgplakaten lige til at knipse.

Men det er jo ikke uden sin charme, det kære Oblivion. Spillet bevægede sig på flere punkter i en mere actionpræget retning, men rollespilsophavet var stadig tydeligt. Jeg kunne i hvert fald godt lide muligheden for at skræddersy sin egen karakterklasse - også selvom det involverede en frygtelig masse bogholderi, hvis man ville have mest muligt ud af at stige i niveau. Nå ja, og så var det at blive stærkere som karakter, ikke en garanti for at spillet ville blive lettere. Det var også en lidt spøjs dynamik.

Jeg var aldrig fan af rejserne ind i den infernalske parallelverden. Det var næsten umuligt ikke at fare vild i de mørke tunnelgange, som var lige dele groteske og kiksede at se på. Til gengæld kan jeg huske flere mindeværdige fortællinger fra resten af spillet. Særligt den mission hvor man bliver hevet ind i det magiske maleri og skal kæmpe sig vej gennem akrylsplattede trolde. Spillet blev da også ekspanderet yderligere med to udvidelsespakker: Knights of the Nine og Shivering Isles. Sidstnævnte indeholder stadig en af de bedste karakterer som Bethesda nogensinde har produceret. Kun overgået af vagten fra grundspillet. THEN PAY WITH YOUR BLOOD!

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Her er Oblivions virkelige forbandelse: det er ikke gammelt nok til at blive hædret og æret som Morrowind, ej heller nyt nok til at blive genudgivet til samtlige apparater med en elektronisk puls. Før den opdaterede udgave af Skyrim blev en realitet, var der flere som håbede på en restaurering af seriens fjerde kapitel. Ak, det kommer aldrig til at ske. Uanset hvordan man vender og drejer det, så befinder Oblivion sig nok i en lidt akavet position mellem bedre spil. Hvor ironisk at spillets skæbne åbenbart var indeholdt i titlen: at gå i glemmebogen. Fans værner måske om mindet, men gør Bethesda? Vi får se.