Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
Grand Theft Auto III

Holder Det?! - Grand Theft Auto III

Claus tager fat på hvad der betragtes som et af de mest skelsættende spil nogensinde, og stiller det vigtigeste spørgsmål - holder det stadig?

Jeg kan huske første gang jeg så Grand Theft Auto III, eller GTA 3 for læsbarhedens skyld. Året var 2001, og jeg var 22 år gammel på det tidspunkt. Jeg sad og så Troldspejlet, som jeg så tit gjorde, for hvem af os, som er vokset op i de sidste 20-30 år, har ikke set Jakob Stegelmanns fantastiske program? Der viste de de nyeste spil, og anmeldte GTA 3 til PlayStation 2. Det jeg så fascinerede mig helt vildt, og jeg tænkte; "wow, kan man virkelig lave en hel by hvor man kan gøre lige hvad man vil?" Jeg havde ikke en PlayStation på det tidspunkt, så jeg håbede det ville komme til PC, og det gjorde det så året efter. Spillet kom på to diske, et med spillet og et med musikken. Jeg smed diskene i Pc'ens diskdrev, og så begyndte min kærlighedsaffære med GTA-spillene, som har holdt sig lidenskabelig helt til i dag.

Spillet starter med en stemningsfuld video, som viser Liberty City, som er byen, hvor spillet er henlagt til. Efter at have indstillet opløsning, lyd og om man vil have lov til at høre sin egen MP3 -musik kan man starte spillet. Det første man ser er Claude, som er den stumme hovedperson, og hvordan han undslipper en fangetransport efter en bombe har sprængt døren. Bomben er så kraftig at broen som forbinder byens dele, bliver beskadiget. Dette kommer til at spille en ret afgørende strukturel rolle senere i spillet.

Grand Theft Auto IIIGrand Theft Auto III

For lige at vende tilbage til hovedpersonen Claude, så bliver hans navn ikke nævnt i spillet, men folk der har rodet spillets kode igennem, har fundet henvisninger til ham. Som den eneste af 3D GTA'ernes hovedpersoner siger Claude ikke noget. Han skal forestille at være en avatar for os spillere, og ud over denne forskel, er historien ret lig de efterfølgende GTA-spil.

Historien i GTA 3 er ret lige til. Man undslipper som sagt fra fangetransporten, og så arbejder man sig lige så stille op som "arbejdsmand" for diverse kriminelle bander. Dette indebærer tit kørsel rundt i byen, og det er her det spillet har sin største styrke. Det er utrolig underholdende bare at køre rundt i byen, og gøre alt det man ikke må i den virkelige verden. Kører man som mig, så er udtrykket; "han kører som en brækket arm", et ganske passede udtryk for det jeg laver, for man holder ikke tilbage for rødt i GTA.

Man får så opgaver af disse kriminelle elementer, og disse fører til biljagter, skyderier og lignende underholdende situationer. Mange gange er det tilfældighederne i disse missioner, som fører til underholdningen. Det sker at man fejler missionerne, og derfor bliver man hurtigt klar over, at missionerne aldrig er de samme. Dette giver spillet langtidsholdbarhed, men kan også føre til frustrationer, da de mest tilfældige ting kan ødelægge en ellers perfekt udført mission.

Grand Theft Auto IIIGrand Theft Auto IIIGrand Theft Auto III

Man har i starten kun adgang til den første del af byen, men man låser op for resten i takt med at man begynder at arbejde for mere og mere magtfulde mennesker. Nogle er kriminelle og andre er ikke, men de har det til fælles at alle har opgaver du skal løse. Så spillet har en konstant eskalering af missionernes vigtighed og sværhedsgrad. Når man spiller spillet nu, kan man godt mærke, at spillet var en skabelon for det der kom efter, og den var endnu ikke finpudset. Missionerne er ret ens, og man kommer til at sprænge nogle biler i luften, og jage diverse andre kriminelle en del gange inden spillet slutter. Det kan godt blive lidt ensformigt, og det faktum at Claude ikke siger noget, gør at man godt kan føle, at spillet mangler lidt personlighed, som de senere spil har i meget større mængder.

Når vi nu sammenligner med efterfølgerne, så synes jeg også vi skal snakke om hvordan styringen er. Bilfysikken er meget tung i forhold til de efterfølgende spil, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Man føler en hvis vægt, når man brager ind i bilerne på vejen, og der er noget underligt fedt ved styringen. Styringen til fods er dog underligt flyvende, og når man skyder kan det føles meget upræcist. Denne mekanik har GTA-spillene først gjort præcis i senere spil, så man må sige at GTA-serien har været en udviklingsproces for Rockstar Games, som står bag spillet.

Noget som GTA 3 gør fantastisk, allerede dengang, er byen. Liberty City føles som en rigtig by. Folk går på gaden og bilerne kører rundt, som man også ville i en rigtig by. Det sjove er dog de tilfældige ting der sker, når bilerne kører galt, så folk kommer op at slås. Byens tre dele er meget forskellige, og man kan mærke at man kører fra slummen ind i rigere dele, hver gang man få lov til at krydse en af de to broer. Derfor får man også mere og mere værdigfulde biler, som man kan kapre og skabe kaos med. Det er jo også, det der er sjovest i spillet, synes jeg.

Grand Theft Auto III

Grafikken i GTA 3 var middelmådig da spillet udkom tilbage i 2001. Karaktererne var kantede, og modellerne klodsede at se på, og det må jeg indrømme ikke er blevet bedre, når man ser på spillet med moderne briller. Byen er dog flot, om end den mangler lidt farver, men grafikken fungerer glimrende, og når man kører stærkt, så kan man føle farten. Når man er i bilen, kan man se i fire til fem kameravinkler, og til fods ser man det hele fra et tredjepersonsperspektiv. Det man kan sige om grafikken er at den fungerer, men ikke meget mere end det. Spillet har den første grafikmotor, som kunne rendere en hel by, bevares, men detaljegraden kom først i vejret med senere spil i serien.

Lyden var spillet i en klasse for sig. CD'en med musik, som jeg nævnte før, har en masse original musik, men ikke noget kendt, som man senere kunne finde i efterfølgerne. Når man var i bilen kunne man høre diverse radiokanaler, og disse holder stadig synes jeg. Specielt er jeg vild med Chatterbox, som har Lazlow som vært. Han har lavet lyd til alle Rockstar-spil på forskellig vis, og han har endda en prominent rolle i GTA 5, hvor en af missionerne handler om ham. Sjov anekdote, Lazlow var i virkeligheden radiovært, og havde i mange år et radioprogram sammen med Reed Tucker, som også er i GTA 3. At lytte til det, er som at lytte til programmet i GTA 3. Det er meget mystisk, men radioprogrammet som nåede 51 afsnit kan anbefales, og kan fås fra Lazlows hjemmeside.

Ellers er der en masse lyde fra fodgængere, og diverse kendte skuespillere, som giver Claude missioner, og her har spillet ramt tonen, som også går igen i senere spil. Det virker glimrende og medvirker til en storbystemning, som spillet lever højt på.

Holder GTA 3 så? Well, det kommer an på perspektivet man har. Kan man leve med den primitive grafik og det lidt forældede spildesign, som er bedre udviklet i andre spil, så er GTA 3 et charmerende spil. Kan man ikke, så vil jeg foreslå de nyere GTA-spil, hvor formlen er finpudset. Personligt var det en generelt god oplevelse at spille igennem spillet igen, men jeg havde perioder, hvor jeg måtte lægge det fra mig. Jeg gennemførte dog, og kan anbefale spillet, som fås på en del platforme nu til dags.

Grand Theft Auto III
Grand Theft Auto III
Grand Theft Auto III