Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Wolfenstein: The New Order

Fik du prøvet... Wolfenstein: The New Order?

Voldelige følelser og følelsernes vold.

Wolfenstein: The New Order

Bethesda (Softworks, ikke Game Studios) har været dygtige til at genopfinde den dybe tallerken i løbet af de sidste par år. DOOM, Prey, Quake og ikke mindst Wolfenstein. Andre gamle serier har haft svært ved at finde fodfæstet i den moderne tidsalder, men MachineGames har formået at fastholde interessen for en af industriens ældste og mest indflydelsesrige navne. De har skabt en vision for serien, som er lige så tillokkende og forførende, som den er grufuld og rædselsvækkende. Nej, en verden hvor nazisterne vandt krigen er bestemt ikke noget rart sted. Men når kampen netop er mod det 21. århundredes fikspunkt for ondskab, så er det svært ikke at føle sig både retfærdig, berettiget og heltemodig i sin mission.

Der er noget forløsende ved at plaffe sig vej gennem horder af mørkklædte nazister. Krigen blev tabt for længe siden, men hævntogtet er først lige begyndt. Det handler ikke længere om den nationalsocialistiske ideologis makabre detaljer eller forskruede verdenssyn. Der er ingen dialog, ingen plads til uenighed eller nuancer. Wolfenstein er ikke en afhandling i fascistiske faldgruber. Det er ikke engang en kritik af nazismen, men en gentagelse af en selvfølgelighed: her er nazisterne, i sort læder, broderet med dødningehoveder. Her er dine rifler og kasteknive og håndgranater. You know what to do.

Og det passer mig egentlig fint. De talrige nazister som blev skudt, mast, kvast, most og sprunget i luften, repræsenterer til syvende sidst ikke de tyske aktører under anden verdenskrig, men derimod alle de ting vi hader og afskyr. Alle de ting vi der har gjort os ondt og uret gennem tiden og som vi drømmer om at sætte en kugle for panden, forsikret om at have retten på vores side. The New Order er både en magtfantasi og en hævnhistorie, men mest af alt er det en forløsning: en emotionel eller eksistentiel knude af gordiske proportioner, som vi får lov til at skære op, idet vi hamrer en militærkniv igennem kraniet på et medlem af Schutzstaffel.

Jeg var faktisk ikke helt solgt på det i første omgang. Dengang det udkom, tilbage i foråret '14, forekom det mig lidt for ængsteligt, lidt for desperat, lidt for råt. Det havde for meget kant til mig, simpelthen. Blazkowicz, seriens gennemgående hovedperson, havde indtil da været en ren tavle, et blankt lærred uden egentlig personlighed. I The New Order var han pludselig blevet forvandlet til en lavmælt krigerpoet, et både forhærdet og følsomt væsen, hvis indre digtermonologer stod i blændende kontrast til hans firkantede jernkæmpe og superhelteagtige kropsbygning.

Da jeg genspillede spillet sidste år, var jeg mere lydhør. Måske havde springet fra konsol til computer også noget at gøre med det. I hvert fald havde jeg nemmere ved at påskønne den tonale linedans - fra B-filmagtig eksplosionskunst til følelsesmæssigt troværdig inderlighed mellem farverige karakterer - som udviklerne forsøgte at balancere mellem. Og for det meste lykkedes det dem også. Ved siden af det, kunne jeg egentlig også godt lide de egenskabsopgraderinger som man hele tiden kunne forsøge at arbejde sig henimod. I et spil hvor de hyppige skudkampe hurtigt udvikler sig til et sanseløst voldsorgie, er det godt med et par løse retningslinjer og forsigtige forslag.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annonce

Trods gentagne gennemspilninger af det første spil, har jeg endnu ikke rørt efterfølgeren. The Old Blood fik jeg heller ikke prøvet. Og nu er der endnu et på vej. Jeg tror frekvensen af udgivelser overstiger min personlige appetit for nazistisk knaldebang. Dog peger alt i retning af det endelige opgør mod den hvide hval: Hitler, genskabt eller holdt i live af esoterisk superteknologi. Hvis ikke det er noget som kan trække overskrifter og skabe fornyet interesse, så ved jeg ikke hvad kan.