Dansk
artikler

Top 10: Final Fantasy-figurer

Med mere end 30 år på bagen har Final Fantasy samlet et stort persongalleri. Andreas lister sine favoritter.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Mit første møde med computerspil var tilbage i 1997 og åbningsekvensen i Final Fantasy VII. Allerede fra første episke blik over den futuristiske by Midgar til hovedpersonens vanvittige sværd greb mig som intet andet medieprodukt før det. Som årene gik, og flere efterfølgere blev produceret og udviklet af den magiske trio bestående af Yoshinori Kitase, Hironobu Sakaguchi og Kazushige Nojima, voksede kærligheden til serien kun. Det vigtigste punkt har for mig altid været de spændende figurer der trodsede alskens farer og personlige dramaer, og serien har ramt plet på dette punkt næsten hver eneste gang. Dette er derfor min personlige liste over de karakterer, som står bedst i hukommelsen.

Artiklen er fyldt med spoilere

Top 10: Final Fantasy-figurer

10. Balthier
Skaber: Akihiko Yoshida
Første optræden: Final Fantasy XII

Til trods for at være en af de bedste Final Fantasy-oplevelser, så huskes nummer XII aldrig for sit spækkede persongalleri, men i stedet som en samling af en spændende verden med masser at give sig til og et solidt kampsystem. I farten skal man dog ikke glemme Balthier, Final Fantasy-seriens svar på en rigtig virtuel Han Solo med stor karisma og en kæmpe bunke charme. Uanset momentet omend det er intense spændingscøjeblikke eller konfrontationer med det skumle imperium, stråler Balthier altid blandt de mange andre karakterer.

Top 10: Final Fantasy-figurer

9. Ardyn Lucis Caelum
Skaber: Roberto Ferrari
Første optræden: Kingsglaive: Final Fantasy XV

Final Fantasy XV ramte virkelig plet på mange fronter og helt ved siden af på andre. Et af stederne, som Hajime Tabata og drengene hos Business Division 2 excellerede på, var skurken Ardyn. Trods at historiens fortællemæssige hvilepunkt lå hos de fire unge mænd med en stor kærlighed til sort læder, kunne Ardyn alligevel ikke lade være med at stjæle rampelyset. Som en tidligere tronfølge, der blev forrådt af sine landsmænd, guder og sågar familie, kunne man ikke undgå at få en smule medlidenhed med ham og bedre forstå de onde handlinger. Og så formår han alligevel at få hævn til allersidst.

Top 10: Final Fantasy-figurer

8. Delita Heiral
Skaber: Akihiko Yoshida
Første optræden: Final Fantasy Tactics

Square - ligegyldigt om det er soft eller enix - har altid været blandt de bedste i branchen til at skabe karakterer i moralske gråzoner. En af de helt klare eksempler er den fremragende Delita fra kult-hittet Final Fantasy Tactics. Hovedpersonen Ramza's bedste ven fra barndommen og senere ærkerival i den store krig mellem kongerigerne i verdenen Ivalice. Hvor Ramza er den positive og naive helt, er Delita personen som konstant stiller spørgsmål ved folks handlinger og motivationer. Som spillere forstår man aldrig helt, hvor Delitas alliance hører til og han holder spilleren spørgende i størstedelen af historien.

Top 10: Final Fantasy-figurer

7. Seymour Guado
Skaber: Tetsuya Nomura
Første optræden: Final Fantasy X

Seymour er, ligesom Ardyn, en af de mere triste skæbner fra Final Fantasy-serien. Produktet af et race-mixet ægteskab, moderens tidlige ofrelse af sin sjæl til den åndelige verden og en fraværende politisk engageret far, gjorde Seymour til et svigtet barn af prominente forældre. Han er en skurk med så mange bibelske undertoner, at selv the Wachowski's tænker "ro på venner" og med sin ambition om at blive en levende gud, drager Seymour åbenlyse parelleler til 6'erens ikoniske Kefka Palazzo - dog væsentlig bedre iscenesat og med langt mere personlighed.

Top 10: Final Fantasy-figurer

6. Laguna Loire
Skaber: Tetsuya Nomura
Første optræden: Final Fantasy VIII

Final Fantasy VIII har både nogle af de bedste og absolut værste narrative beslutninger i seriens lange historie. Et af højdepunkterne er karakteren Laguna Loires ark, som i modsætningen til mange andre Final Fantasy-historier, udspiller sig over adskillige år. I spillet starter han som en lalleglad soldat, der går fra at være udsendt på fronten og en romantisk aften med en kendt sangerinde til stille husbond og lederen af en kæmpe nation. Det er en fortælling fyldt med lektioner om konsekvens af dine handlinger og Laguna stråler hele vejen fra start til slut.

Top 10: Final Fantasy-figurer

5. Yuna
Skaber: Tetsuya Nomura
Første optræden: Final Fantasy X

Selvom Tidus er fortælleren i Final Fantasy X, er hovedpersonen i sidste ende hans udkårne Yuna. En karakter, der starter en smule stille med en god omgang religiøs fundamentalisme og kæmpe forventninger som datteren til en stor figur i spillets verden Spira. I løbet af historien, der strækker sig over to fulde kapitler og mere end 15 timers mellem sekvenser, forvandler Yuna sig til en person med mindre ekstreme overbevisninger og en stor selvsikkerhed - som nogle vil mene går lidt for langt i Final Fantasy X-2. Ikke desto mindre gør hendes tilstedeværelse og personlighed det til en fascinerende rejse at følge

Top 10: Final Fantasy-figurer

4. Kain Highwind
Skaber: Yoshitaka Amano
Første optræden: Final Fantasy IV

I efterkant er Kain nok blevet mere kendt for sit unikke udseende, der satte standarden for alle Dragoons i Final Fantasy XIV, end sin rolle i det efterhånden aldrende spil. Han er en af de centrale personer i det fjerde kapitel og agerer Kain som modstykket til hovedpersonen Cecil Harvey. Kain er endnu en af de mange figurer, der balancerer den fine linje imellem godt og ondt, hvorfor det som får Kain til at høre hjemme hos de bedste er hans til tider personlige psyke og gå-på-mod, hvilket skaber en større forståelse for hans handlinger hos spilleren. Efterfølgeren The After Years ødelagde en smule af karakterens styrke, men i Final Fantasy IV skinner han hele vejen.

Top 10: Final Fantasy-figurer

3. Sephiroth
Skaber: Tetsuya Nomura
Første optræden: Final Fantasy VII

Kefka eller Sephiroth? Sådan lyder det evindelige spørgsmål om den bedste antagonist i Final Fantasy-serien. Mit valg falder uden tvivl på Sephiroth, da han ikke bare er ond for ondskabens skyld og ikke er på randen til cliché med et simpelt "just wants to see the world burn" -perspektiv. Ulig andre skurke i serien har Sephiroth æren af at være ondskabens kerne i tre fulde kapitler og vi følger ham fra legendarisk soldat til en galning med apokalyptiske ambitioner. Det mest imponerende ved hans tilstedeværelse er dog, at han ikke er med i størstedelen af Final Fantasy VII, men alligevel står tilbage som den mest interessante karakter til sidst.

Top 10: Final Fantasy-figurer

2. Zack Fair
Skaber: Tetsuya Nomura
Første optræden: Final Fantasy VII

Udover Zack Fair. En af de mest spændende personer fra Final Fantasy VII, der aldrig rigtig fik helt nok scenetid. 11 år senere fik vi heldigvis den fremragende prolog Crisis Core: Final Fantasy VII og fik fortalt den historie vi alle ville have mere af under gennemspilningen af 7'eren. Historiens ark tager Zack fra en ambitiøs militærmand til en mand på flugt fra regeringen efter årevis med eksperimentation på ham og vennen Cloud. Trods sin glade natur, viser han stadig masser af nerve og seriøsitet, hvilket skaber en kompleks karakter med mange følelsesmæssige lag.

Top 10: Final Fantasy-figurer

1. Vivi Ornitier
Skaber: Toshiyuki Itahana
Første optræden: Final Fantasy IX

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

At vælge nummer 1 til denne liste var aldrig svært. Den lilleBlack Mage fra Final Fantasy IX er stadig en af de mest runde og interessante figurer Square har produceret til dato. Hele Vivis plot er en lang intens rejse, hvor han bliver mødt med spørgsmål omhandlende sin egen identitet og eksistentielle spørgsmål om livet efter døden. Det er tunge emner til den lille dreng, som alle bliver tacklet realistisk og tro til karakterens natur. De mange momenter med Vivi viser både den barnlige lykke ved at gå på opdagelse eller finde nye genstande samt andre med vredesudbrud over udnyttelse af hans race og angst for fremtiden. Vivi er indbegrebet af alle de nuancer, som gør Final Fantasy til Final Fantasy og uden tvivl min absolutte favorit karakter.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.