Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
Celeste

Gamereactors Game of the Year 2018 - Bedste Nye Spilserie

Der udkommer mange efterfølgere hvert eneste år, men heldigvis dukker der også helt friske universer op en gang imellem. Hvilket fra 2018 var bedst?

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om, hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Spilbranchen er, ligesom filmbrachen, konstrueret omkring et fundament baseret på IP'er, eller "intellectual properties". Udviklere, og særligt udgivere, skaber en forretning på faste spilserier, der løbende modtager efterfølgere, der opbygger et fast, loyalt publikum. Det er, hvis man spørger branchens strateger, sådan man gør forretning, men det betyder heldigvis ikke at disse spilleregler brydes, og at nye spilserier introduceres. Det sker nemlig, og vi skal huske at fryde os over det hver gang. Denne kategori skal gøre netop dette, fejre alle de nye universer, vi er blevet introduceret til, af udviklere store som små.

Vinder:
Celeste
Matt Thorson beviste for lang tid siden, at han vidste, hvordan man skulle designe spændende platforming, for med TowerFall: Ascension gjorde han netop dette. Godt nok var spillet skabt omkring lokal (og online) multiplayer, men den stramme styring, de pålidelige mekanikker og den præcise balance gjorde spillet til en fryd at interagere med. Så kom stilheden i lang tid, indtil Thorson fulgte op med en oplevelse smedet i de samme gløder som TowerFall, men med en langt mere ambitiøs opgave for øje. Celeste bibeholder samme visuelle design, og er fortsat centreret omkring platforming, men det der slår en efter kort tid i selskab med Celeste er hvor meget mere spillet ender med at være.

Takket været en overraskende dybsindig historie, takket være en svær men fair sværhedsgrad, og et tempo der aldrig over- eller undervurdere spillerens evner eller kendskab til de simple men stramme mekanikker, så ender Celeste med at være så meget mere end, hvad man umiddelbart skulle tro. For os står det klart - og vi glæder os til at se hvad Thorson har i vente til os næste gang.

Celeste

Opløber:
Octopath Traveler
Nu er Square Enix' Octopath Traveler startskudet på et helt nyt spilunivers, men det kan man umiddelbart ikke se idet man først kaster øje på dette turbaserede rollespil. Hele ideen med spillet er nemlig, at det skal kaste én tilbage til en anden tid. Det hele er old school, men præcis ligesom andre succesfulde rollespilsoplevelser de seneste år, som The Witcher 3: Wild Hunt, så tager spillet os til en verden, vi ønsker at tilbringe hundredevis af timer i.
Og Octopath Traveler oser nemlig af den kontekstuelle detaljegrad, som man finder i alle solide rollespil - en verden der bare venter på at blive udforsket, og systemer som løbende videreudvikles og åbnes op for spilleren. Spillet var så sandelig ikke perfekt - men startskuddet for en ny, forhåbentlig stor serie? Ja, det tror vi da nok!

Opløber:
Dead Cells
Indie-udviklere har kastet sig frådende over metroidvania-genren de seneste par år, og der er da også kommet et hav af spændende spilprojekter ud af, lige fra Spelunky til Rogue Legacy. Men i år så vi en ganske fortrinlig tilføjelse til genrens fineste eksempler, nemlig Dead Cells. Dog er det netop ved at bryde med konventionerne at spillet har formået at gøre sig bemærket. Hvor kampsystemet er skabt med et nik i retning af moderne, hurtige action-spil, så er der forsat fokus på udforskning, og samtidig med det er banerne tilfældigt genereret, præcis som i roguelikes. Det er en systematisk forvirrende oplevelse i starten, men disse diverse bestanddele glider hurtigt sammen til én sammenhængende spiloplevelse - en det er utrolig svært at lægge fra sig igen.

Opløber:
A Way Out
Josef Fares' A Way Out er langt fra en perfekt spiloplevelse, faktisk slækker tempoet, grafikken er til tider mangelfuld, og henimod spillets slutning forsøger spillet at satse mere og mere på skyderier i tredjeperson med blandet succes. Så hvorfor befinder den sig på vores liste? Spillet mindede os om at en gedigen kooperativ oplevelse, hvor begge spillere har en afgørende rolle i fremdriften er noget vi både har savnet, og ville ønske branchen gjorde sig mere i. Her taler vi ikke om en anden spiller der løst tilføjes, men et hvor en anden spiller skal tilføjes for at spiloplevelsen overhovedet kan eksistere. Netop her innoverede A Way Out, og selvom opgaverne du blev stillet overfor var trivielle og mondæne til tider, så er samarbejdet imellem de to karakterer så centralt, at de antog en anden identitet. Var det altid en fryd at spille? Nej. Ønsker vi for gud skyld at nogen samler denne ide op og arbejder videre med den? Åh gud ja!