Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
God of War

Gamereactors Game of the Year 2018 - Bedste Historie

Vi hylder spil for deres unikke evne til at fortælle dybe historier, men hvilket spil formåede at fortælle den stærkeste?

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort imellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Spilmediet har en unik måde at fortælle historier på, og udviklerne bliver bedre og bedre til at udnytte mediets muligheder. I år har vi fået eksempler på ekstraordinært flot historiefortælling i spil. Vi kårer de bedste her.

Vinder:
God Of War
Der var nok ikke mange af dem, der har spillet de første tre spil i God Of War-serien, der havde forventet en så moden, følsom og yndefuld fortælling, som den vi fik i seriens genoplivelse i år - og så endda uden at gå på kompromis med seriens velkendte klang af badass-action. Det er en fantastisk præstation at få en så øm fortælling om en far og en søn ind i et hæsblæsende action-adventure spil.

Græsk mytologi er blevet byttet ud med den nordiske, og tilgangen er på en gang legende og trofast i forhold til oplægget. Der er så mange gode fortællinger fra God of Wars version af den nordiske gudeverden, at det er svært ikke at blive siddende i båden - selv når du er nået frem til din destination - og høre historien færdig, når Mimir fortæller om guder, jætter og andet godtfolk.

Det er dog forholdet mellem Kratos og hans søn Atreus, der er det helt store omdrejningspunkt for fortællingen. Kratos søger frelse fra fortiden (ikke ulig en af de andre helt store titler fra i år), men i forsøget på at leve et bedre liv og give et bedre liv til sin søn fornægter han den fortid, som hjemsøger ham. Atreus forsøger samtidig at forstå sin far, der er en stille og fraværende eksistens i hans liv. Der er så meget usagt mellem den fåmælte Kratos og den unge, nysgerrige og naive Atreus, og alligevel er det så klart fortalt. Deres fælles sorg bringer dem på et eventyr, som er lige dele hjerteskærende og hæsblæsende.
Selv nu, hvor der er gået mange måneder siden spillet kom ud, står flere scener helt klart i hukommelsen. Vi vil ikke liste dem her, hvis du endnu ikke har spillet God Of War endnu, men hvis du ikke har, så er det altså med at få hentet det - prompte!

Selvom Kratos ofte kun leverer meget direkte sætninger - som oftest en kommando efterfulgt af hans signatur »BOY!« - så er dialogen eminent velskrevet. God Of Wars tekniske overlegenhed er også med til at hjælpe historiefortællingen på vej. At der eksempelvis ikke er nogen cutscenes betyder, at vi bliver draget endnu mere ind i fortællingen. De uovertrufne animationer hjælper os til at forstå subteksten, der udspiller sig i de lange pauser i den ofte sparsomme dialog mellem Atreus og Kratos. Der er ganske vist interessante skurke og biroller, men det er virkelig vores hovedperson og hans søn, der gør denne historie så fantastisk fængende.

God Of War fortæller en anderledes stille historie end sin forgænger, men lige netop derfor er den dramatiske spændevidde langt, langt større. Det er et eventyr, der både er magisk, morsomt, hjerteskærende, dramatisk og los-i-røven-action-packed. Kort sagt en bouillonterning af fantastisk historiefortælling med masser af nuancer. Det er derfor ganske fortjent af God Of War løber med titlen for bedste historie.

God of War

Opløber:
Red Dead Redemption 2
Historien i Red Dead Redemption 2 tager sig god til at udfolde sig - ligesom alle andre dele af spillet gør det. Samtidig er det svært ikke at være opslugt fra start, da Dutch Van Der Linde og hans bande søger ly fra kulden og ordensmagten i en lille træhytte på et sneklædt bjerg, og må slikke deres fysiske og mentale sår ovenpå endnu en af Dutchs forfejlede planer i Blackwater. Selvom vores hovedperson Arthur Morgan starter ud som et blankt kanvas, bliver vi stille og roligt opslugt af hans karakter og hans vej mod frelse. Efterhånden viser han sig faktisk at være den mest spændende hovedperson i et Rockstar-spil nogensinde (ihvertfald ifølge nogle på redaktionen). Alligevel er det dog Dutch Van Der Linde, der er den helt store scenestjæler. Spillet til perfektion af Benjamin Byron Davis, er Dutch lige dele charmerende, intimiderende, sårbar og manipulerende. Hans figur er omdrejningspunkt for historiens tema om at sidde fast, mens resten af verden forandrer sig omkring én. Hans karakter fungerer nærmest som en kultleder, hvis følgere begyndere at miste troen på, at han har nøglerne til himlen. At en sådan historie kan fortælles i et så insisterende tålmodigt tempo er virkelig et spændende skridt for historiefortælling i spil i fremtiden.

Opløber:
Celeste
I en af Celestes loadingscreens står, der noget i omegnen af 'bær din deathcount med stolthed'. Platformsudfordringerne er halsbrækende svære, og lige netop det er også omdrejningspunktet for historien om vores rødhårede heltinde Madeline, der har besluttet sig for at bestige bjerget Celeste. Gameplay og historie går hånd i hånd, som du langsommeligt må fejle og fejle for at finde succes og tro på, at du kan komme hele vejen til toppen af bjerget, selv når modstanden virker uoverkommelig.

Celeste handler om Madelines kamp med mental sundhed, men det store, tunge emne står i kontrast til den fine og intime måde historien er fortalt på. Dialogen er velskrevet - især mellem Madeline og Theo, som hun møder på sin vej op ad bjerget. Karaktererne er så charmerende at være sammen med, at du glæder dig til at komme igennem platformsudfordringerne, så du kan overvære deres dialog. Celeste har en overflod af håb i en verden af modgang, og derfor har det været en af de bedste spilhistorier i år.

Opløber:
Spider-Man
Brian Intihar, som har været den kreative front for Insomniacs Spider-Man-spil fra i år, sagde omkring udgivelsen, at noget af det vigtigste for manuskriptforfatterne var at fortælle en interessant Peter Parker historie også - og det er de i den grad lykkedes med. Dualiteten mellem Parker og hans vægkravlende alter ego er ikke lige så udtalt, som i eksempelvis Sam Raimis triologi. Peter Parker er næsten lige så altopofrende og kvik i replikken, som Spider-Man er usikker og kikset. Mennesket og helten er tæt forbundet i historien, og det gør, at al superhelte bulder og palaver bliver bundet op på et genkendeligt menneskeligt drama. Derfor er Spider-Man ikke bare en fortælling med en veltilrettelagt fordeling af humor, action, suspense og drama, men lægger sig på linje blandt de bedste Spider-Man historier fortalt igennem noget medie.