Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
Rocket League

2018: Året hvor jeg endelig opdagede esport

Det har været en lang rejse, men hvor er jeg glad for, at jeg endelig er kommet frem.

December. Måneden hvor man reflekterer over året der gik. Det kan være de store tanker, der drejer rundt i hovedet: "har jeg formået at forbedre mig som menneske i de seneste 12 måneder?" eller "har jeg formået at opfylde de mål, jeg satte tilbage i januar?". På kontoret har vi reflekteret over, hvilke spil der har været de bedste år, hvilke spil der har haft den bedste musik og hvilke spil, der havde den bedste historie. Du ved, alle de vigtige ting. Sidste år var et stort spilår for mit vedkommende; så stort, at jeg sluttede året af med at argumentere for, at 2017 var det bedste spilår nogensinde. 2018 har ligeledes været fyldt med store oplevelser fra at bestige bjerget (og sine indre dæmoner) i Celeste, dykke ned i undergrunden i Hollow Knight, sige farvel til et Playstation-ikon i Yakuza 6, lære at blive en god far i God of War, ride mod solnedgangen i Red Dead Redemption 2 og kæmpe mod sine venner i Super Smash Bros. Ultimate. For mit vedkommende, er der dog sket noget endnu større i år: jeg er blevet fan af at se esport.

Hidtil når samtalen er faldet på esport, har jeg altid været hurtig til at smide min indsigtsfulde holdning: "jeg forstår ikke, hvorfor man gider se andre sidde og spille - hvorfor vil man ikke bare spille selv?". Det var en holdning, jeg bar stolt på brystet, og jeg var klar til at udfordre alle, der skulle sætte spørgsmålstegn ved den. Jeg troede, at jeg var med til at belyse noget åbenlyst. En sandhed som folk var blevet blinde for, når de dovent valgte at se andre spille i stedet for at bruge tiden fornuftigt og selv forsøge at blive bedre til et spil. I dag ved jeg, at jeg kun har belyst min egen uvidenhed.

Det hele startede med udgivelsen af Rocket League. Jeg har aldrig været fan af online-spil. Omformuleret; jeg har altid sat pris på single-player spil. Spil der fortæller en historie, som har en start, en midte og en slutning. Med rulletekster der fortæller, at spillet er slut, så man kan sætte det tilbage på hylden og gå videre til det næste. Jeg har flirtet med online før i tiden. Som mange andre har jeg lagt mange timer i World of Warcraft, men netop manglen af en slutning fik mig til at slukke spillet og aldrig tænde for det igen. Overraskende nok var det multiplayer-delen i Mass Effect 3, der virkelig åbnede mine øjne for glæden i at spille sammen med andre. Netop det med at "spille sammen" var koden: sammen med tre andre spillere, var målet at bekæmpe bølger af fjender for at holde dem væk fra basen. Det handlede ikke om at dræbe hinanden, men om at hjælpe hinanden. Om at samle hinanden op, hvis man var faldet. Samarbejde.

Rocket League
Rocket LeagueRocket LeagueRocket League

Jeg ved, hvordan nettet kan få det værste frem i folk. Når en person kan gemme sig bag et brugernavn, føler man sig pludselig fri til at svine folk til, med formuleringer man aldrig havde taget i brug, hvis man stod ansigt til ansigt. Det samme er tilfældet med online-spil. Folk kan være nådesløse og min sarte sjæl kan ikke holde til at blive svinet til flere gange dagligt, bare fordi jeg spiller dårligt online. Derfor singleplayer-spil, derfor fokus på samarbejde og derfor endnu mere overraskende, at jeg faldt så hårdt for Rocket League.

Det har været en forelskelse med opture og nedture. Perioder hvor holdt lange pauser fra kørespillet, og perioder hvor jeg ikke spillede andet. Der her været frustrerende oplevelser; som da jeg langsomt måtte erkende, at jeg var nødt til at søge mod skyerne som en raket, hvis jeg skulle gøre mig noget håb om at følge med niveauet. Der har været personlige sejre; som da jeg endelig lærte at bruge min bil som en raket, og samtidig bevidste for mig selv, at hvis man lægger timerne i det, så kan man se resultatet. Min rejse mod at blive glad for Esport - bare rolig, jeg skal nok komme til den del - har også været en rejse mod at ignorere den endeløse strøm af beskeder. I begyndelsen kunne det gå mig på, når en person åbenbart blev så irriteret over mine manglende evner, at vedkommende så sig tvunget til at gå til tasterne for at sende en personlig sviner i min retning. Langsomt lærte jeg dog at grine af det. Jeg lærte at blive god tid spillet, og har endelig fundet et niveau, hvor jeg er tilfreds med mine evner. Jeg kan stadig kigge med beundring på hvad de professionelle gør med deres biler, men samtidig har jeg det fint med at være tilskuer uden at forsøge at genskabe deres bevægelser i luften.

Og så kom vi endelig til esport-scenen. Fordi at min tid foran konsollen altid har været tilbragt i selskab med single-player spil, har jeg aldrig haft motivationen til at mestre et spil. Så længe jeg kunne gennemføre det, var det godt nok. Og hvorfor se en anden person gennemføre det, når jeg selv havde evnerne til det? Men at mestre et spil! I sandhed mestre det er en helt anden mentalitet. Jeg ønskede at blive bedre til Rocket League, og hver gang jeg hævede mit niveau, var der en ny mekanik, jeg var nødt til at mestre, hvis jeg skulle følge med de andre spillere. Jeg begyndte at søge til youtube for at få inspiration til hvordan jeg skulle træne. Det introducerede mig til personligheder som det mekaniske geni Squishy Muffinz, boldkontrol-kongen Lethamyr og den undervurderede CorruptedG. Så begyndte jeg at få et hold jeg heppede på (Cloud9), og obligatorisk nok hold jeg ikke holder med (NRG). Hele udviklingen er sket langsomt, og det var først sent på året, at det egentlig gik op for mig, hvordan jeg pludselig er blevet sportsinteresseret. Det var en erkendelse, der ramte mig en doven onsdag, hvor jeg glædede mig til weekenden - ikke fordi jeg skulle til fest, men fordi der var turnering i Rocket League, og jeg kunne ikke vente med at følge mit hold.

Rocket League
Rocket LeagueRocket LeagueRocket League

Jeg hører tit argumentet, at de bedste esports-spil, er dem som er lette for den uvidende at forstå. Counter-Strike er stort fordi det som seer er let at regne ud, at det ene hold forsøger at skyde det andet. Jeg vil dog komme med en anden vinkel: Counter-Strike er stort fordi millioner af mennesker har prøvet det. Én ting er at forstå spillets regler, en helt anden ting er at forstå spillet. Når en person, der aldrig har prøvet Rocket League, ser en professionel kamp, vil de se en masse forvirrende kameravinkler, nogle biler der kører og flyver rundt efter en bold, og nogle gange vil det ene holde skubbe bolden i mål. De vil forstå spillets regler, men de vil ikke forstå spillet. Når jeg ser Rocket League, så ser jeg teamwork, rotationer, mekaniske færdigheder som jeg kun kan drømme om, og nogle helt igennem intense kampe, som jeg aldrig har oplevet som seer til andre sportsgrene. Jeg forstår spillet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at I oplever den samme intensitet som tilskuer til League of Legends, DOTA 2 og Counter-Strike.

Jeg er stadig ikke hoppet med på streaming-kulturen, og jeg regner heller ikke med, at jeg skal se single-player spil blive gennemført af PewDiePie lige foreløbig. Jeg vil dog ikke længere påstå, at det aldrig kommer til at ske. I 2018 er jeg begyndt at følge Rocket League-scenen aktivt - hvis du ønsker at tale om Kaydops mulige skifte til Renault Vitality, hvad det vil betyde for Paschy90 og hvem der skal overtage den tomme plads på Dignitas, kan du altid skrive. I starten af 2018 forstod jeg ikke, at man gad se andre dyste i computerspil, som man selv kan spille. I dag forstår jeg ikke, at der ikke er flere der ser det.