Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Redaktionen ser frem imod 2019

Gamereactor-staben giver dig her de spil de ser mest frem til i dette nye år.


Facebook
TwitterReddit

Om man så kastede sig i armene på Celeste, lod sig charmere af nostalgien i Octopath Traveler, blev engageret i God of War eller bare udforskede i Red Dead Redemption 2 - så havde spilåret 2018 noget for alle. De bedste titler igennem årets løb har vi nu kåret, og dermed er det blevet tid til at se frem. Imens vi alle kommer os oven på nytårsaften, så lad os sammen skue fremad imod det spilår vi har i vente, som byder på en masse store titler, såvel som længe ventede indies.

Her på Gamereactor-redaktionen er netop de spil vi er aller mest spændt på en fast del af den daglige samtale, så vi har besluttet os for at sammensætte en lille liste, hvor vi fortæller lidt om de spil vi glæder os mest til. Lad os gå i gang.

Andreas Juul
Kingdom Hearts III
Final Fantasy og Kingdom Hearts er, nok til vores læseres overraskelse, mine farvorit serier. Specielt Kingdom Hearts I og II har en speciel plads i mit hjerte, hvorfor det første udspil stadig idag er mit mest spillede spil - og her snakker vi of all time. 12 år senere er det tredje kapitel næsten i mine hænder, og føj hvor jeg glæder mig. Nomura har forkælet os med et hav af trailere det sidste stykke tid og mit hype-meter kunne ikke være højere. Tankerne om at tage på eventyr med Elsa i Frozen, kæmpe side om side med Buzz Lightyear eller endnu et gensyn med mine farvorit Final Fantasy-karakterer er nærmest ekstatiske. Vi har stadigvæk ikke hørt meget om andre Square Enix-figurer, der vil dukke op i spillet, men mon ikke Cloud Strife, Sephiroth, Squall og hele crewet er med på den ene eller anden måde? Hvorvidt Square Enix kan blande animé og disney-kærlighed så godt som de gjorde i Kingdom Hearts I og II er immervæk et stort spørgsmålstegn, men efter selv at have prøvet spillet ved både E3 og en anden begivenhed tidligere på året, er jeg klar til svinge min Keyblade og besejre det forvirrende plot

Anders Mai
Nioh 2
Nioh 2. Jeg bliver fyldt af en blanding af lettelse og glæde bare ved at skrive titlen. Lettelse fordi det betyder, at det første spil solgte godt. Glæde fordi det betyder, at vi får en fortsættelse. Nioh var en af 2017's helt store overraskelser. Det havde været mange (mange!) år undervejs, med forskellige udviklere ved roret, og var flere gange blevet dræbt og startet på ny. Med så problematisk en udvikling, med så mange kokke involveret, havde jeg frygtet det værste. I stedet fik jeg det bedste. Nioh havde ladet sig kraftigt inspirere af Dark Souls, men hvorfor ikke stjæle fra de bedste, og levere noget lige så godt? Her hed det ikke bonfire men shrines, og kampsystemet var mere interesseret i aggressivitet. Selv om Bloodborne kæmper om pladsen som det bedste spil, jeg nogensinde har spillet, så vil jeg kunne lave argumentet, at Nioh har et bedre kampsystem. I hvert fald i 1 mod 1 dueller, hvor man virkelig skal læse sin modstander, deres bevægelser og hvordan de holder deres sværd.

Nioh var dog heller ikke uden sine mangler. Nogle bosskampe var en anelse uinspirerede (jeg kigger blandt andet på dig sidsteboss *gab*). Nogle områder var heller ikke lige så spændende at udforske, som om at Team Ninja havde givet mere kærlighed til nogle baner end andre. Mest af alt, så savnede man dog variation i fjenderne. Et aspekt som Miyazaki forstår vigtigheden af, og gør bedre end nogen anden i industrien.

Det er dog derfor vi har fortsættelser. Nioh var fantastisk, og mens jeg håber på meget mere af det samme, så håber jeg også, at Nioh 2 kan rette op på nogle af de originale mangler. Hvis det lykkedes, så står vi ikke bare tilbage med en konkurrent for årets bedste spil. Jeg står tilbage med en konkurrent for mit nye yndlingsspil.

Claus
Metro Exodus
Det spil som jeg ser mest frem til i det nye år, er gået guld, og hedder Metro Exodus. Jeg har gennemført de to første spil i serien flere gange, og jeg ser frem til at rende rundt i en "rigtig" postapokalyptisk verden igen. Metro giver nemlig en en fornemmelse af ensomhed og modløshed, som Fallout ikke kommer i nærheden af. Faktisk har jeg efter at have spillet Metro 2033 og Last Light læst bøgerne, som spillet er baseret på af Dmitry Glukhovsky, og det har bare endnu mere, givet mig blod på tanden. Historien er mørk, universet er rigtig og har mange facetter, og stemningen er i top. Det regner jeg også med Metro Exodus fortsætter. 4A Games, har en dejlig østeuropæisk tilgang til deres spil, som også CD-Project Red ynder at dyrke, og denne plejer at give et spil som ikke behandler en som et barn, og som ikke er overdrevent politisk korrekt. Et spil som tør være sit eget, og som derfor ikke er bange for at gøre det som udviklernes vision til virkelighed.

Metro Exodus har mange fede nye tilføjelser til spillet. En større åben verden, som ikke er set i serien før, da man der var under jorden for det meste. Nye crafting-mekanikker, som gør man kan ændre sine våben og kropsbeskyttelse. Man kan også tilgå forskellige missioner som man vil, og bestemme om man vil lave dem om dagen eller natten, med de fordele og ulemper, som det giver. Og så der det bare fedt ud, grafikken er noget at det flotteste jeg har set, og stemningen ser fantastisk ud. Så den 15 februar kan ikke kommer hurtigt nok!

Ketil>
Control
Mit forhold Finlands måske fineste eksportvare daterer sig helt tilbage til de glade 90'ere, hvor jeg sammen med en ven forelskede mig i en shareware-version af Death Rally, men det var først da jeg bullet dodgede mig igennem et forfrossent New York, at Remedy som udvikler rigtig sagde mig noget. Jeg knuselskede deres film noir møder John Woo og kærligheden til dem blev ikke mindre, da deres Stephen King- og Twin Peaks-inspirerede Alan Wake endelig ramte gaden i 2010. Quantum Break var måske nok en lille forbier, men mine forventninger til Control er ikke desto mindre skyhøje.

Det skyldes primært den tilpas langt ude setting i den formskiftende Oldest House, som tog sig særdeles godt ud i debuttraileren fra E3. Det ser ud til at være en både surrealistisk, mystisk og uhyggelig setting og med Remedys altid solide kampe og et større fokus på udforskning, kan det næsten kun blive godt. Min eneste bekymring går på, om 505 Games' lommer er dybe nok til at give Remedy den nødvendige støtte, men på den anden side kan det være, at finnerne får løsere tøjler, nu hvor de ikke længere arbejder for en af de helt tunge spillere.

Magnus Groth
Rage 2
Da Rage 2 blev fremvist under årets E3 var jeg rimelig apatisk overfor samarbejdet imellem Avalanche og id Software. Den farverige postapokalyptiske ødemark er nærmest blevet passé, og at spil der førhen var seriøse nu er satiriske og selvbevidste er ikke nær lige så innovativt og forfriskende. Men så skete der noget under The Game Awards, hvor en trailer blev fremvist der gjorde et langt mere effektivt stykke arbejde i at fremvise den fuldstændige tossede verden som de to studier har skabt sammen. Verdenen er farverig og varieret, våbnene og evnerne giver anlæg til underholdende kampe, og spillet lader ikke til at lade sig begrænse af noget som helst, hverken logik eller narrativ struktur - alt skal sprænge i luften, alt skal gøres grin med.

Pludselig gik det op for mig at jeg faktisk glæder mig overordentligt meget til Rage 2, og det skyldes bare én velsammensat trailer - godt klaret.

Anders Fischer
Ghost of Tsushima
Så længe jeg kan huske har jeg ønsket et spil som Ghost of Tsushima: en vanvittigt flot genskabelse af det feudale Japan, som tilbyder både følelsen af at være en samuraikriger, og en autentisk håndtering af den tid, spillet beskriver. Det er også den ultimative simulation af faldende blade, jeg aldrig vidste at jeg manglede (se spillets E3 video, seriøst). At spillet samtidig lover en åben verden, som ikke er fyldt med waypoints og markers på et kort, er ganske spændende. Omend vi stadig ikke ved så meget om spillet, som vi ønsker, så lader Ghost of Tsushima til at byde på en minimalistisk, cinematisk tilgang til en åben verden, sammen med en autentisk historiefortælling. At gameplayet, som kombinerer intense katana-kampe med stealth-sekvenser, heller ikke lader til at blive glemt i forbifarten, gør kun undertegnedes entusiasme for Sucker Punch's nye Playstation-eksklusive eventyr endnu højere.

Søren
Sekiro: Shadows Die Twice
Siden jeg trådte mine første skridt blandt de dæmoniske sjæle, har jeg været solgt som From Software flagbærer. Demon's Souls, spillet med verdens mest grammatisk ukorrekte navn, blev et højdepunkt for min tid på PlayStation 3, og sidenhen overtog Dark Souls på hjemmecomputeren, og Bloodborne på PlayStation 4. Jeg har kæmpet mig igennem hele serien, på både godt og ondt, og der er ingen tvivl om at det er blandt mine absolutte yndlingsspil nogensinde. Ja, også Dark Souls II. Der følger åbenbart en vis genialitet ved Miyazaki navnet, for som Ghibli-grundlæggeren Hayao, forstår Hidetaka at skabe vedvarende, unikke og revolutionerende spiloplevelser. Også selvom eftermælet af Souls-spilfilosofien måske er blevet et noget vammelt bekendtskab hvad angår hyldester, kopier, og imitationer. Nu er det næste kapitel dog over os, og jeg glæder mig som et lille barn.

Sekiro: Shadows Die Twice ligner og lyder umiddelbart som en voldsom oplevelse, med alle de teser om udfordring, sværhedsgrad, og rollespil jeg fandt i Souls-serien. Nå ja, og pludselig får spilleren lov til hoppe med på Y-aksen, noget der ellers kun har været tilgængeligt for fjenderne førhen. At From Software tager parkour-udfordringen op, har effekt som en fødselsdags- og julegave på samme tid. Jeg kan ikke beskrive med ord, fagter, eller lyde hvor meget jeg glæder mig til at hoppe rundt med kvart-robot samurai-ninja, og flække kranier og spidde dæmoner. For Souls-formularen har brug for dette. Nok så meget kan From Software blive ved med at pakke deres forståelse af action-rollespil ind i nuancerede kampsystemer, flottere grafik, og nye våben, men basisopskriften havde brug for et spritnyt element.

Det leverer Sekiro forhåbentlig. Det har jeg i hvert fald alle forhåbninger om, og jeg regner med at Hidetaka Miyazaki også er klar over hvilken vægt der hviler på hans skuldre. Jeg er næsten fristet til at sige, at hvis ikke Sekiro: Shadows Die Twice vender hover på næsten samme måde som Souls-serien har gjort, kan det tendere til en falliterklæring. Kortene er dog på bordet, og indtil videre går kabalen op. Vi må se om den stadig gør det, den 22 Marts.

Hvilke spil ser du mest frem til i år?