Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor Danmark
artikler
Final Fantasy XIII

Anmeldelse: Fabula Nova Crystallis Final Fantasy XIII

Vi kaster endnu et kig på serien, der forandrede Final Fantasy for evigt.

Hvert eneste år drøfter vi spilåret, der er kommet og gået her på redaktionen. De største udgivelser, værste skuffelser, håb til kommende år og selvfølgelig de største overraskelser ved begivenheder som Tokyo Game Show, E3, Paris Games Week, X018 osv. Specielt E3 har altid en stærk tilstedeværelse, hvor samtalen kan dreje sig om alt fra f.eks. "Hvad tror i sker med Death Stranding næste år?" til "Hvor mange eksklusive spil kommer til Xbox One". Har det været et godt E3, vil vores snak ingen ende tage indtil det igen bliver den tid på året, og E3 2018 var virkelig godt. Men her imens, at regnen pisker ind på ruden og den iskolde danske vind hyler ude på gaden, er der et E3 jeg stadigvæk ikke kan skubbe ud af hukommelsen. Et E3, der for mig immervæk, er det bedste og det værste på samme tid.

2006 er året. Både Kingdom Hearts II og Final Fantasy XII var blevet modtaget med storslåede anmeldelser og det virkede som om, at Square Enix virkelig havde fat i den lange ende på JRPG-fronten, hvorfor publikum selvfølgelig blev ekstatiske ovenpå afsløringen af det ambitiøse Fabula Nova Crystallis. En trilogi af spil skabt af Final Fantasy-veteranerne, forfatter Kazushige Nojima, producer Yoshinori Kitase og designer Tetsuya Nomura. I sin essens, skulle spillene udforske idéen om guder, der kommer i konflikt med mennesket i en større kamp om overlevelse og eksistensgrundlag. Det lød rigtig spændende, men som spilhistorien jo fortæller os, faldt hele projektet nærmest fra hinanden igen og kan passende sammenlignes med Bethesdas Fallout 76-fiasko eller BioWares middelmådige Mass Effect: Andromeda. Jeg brugte årevis på at både beundre ambitionen bag Fabula Nova Crystallis og samtidig nærmest afsky den effekt projektet havde på serien til slut.

Indtil tidligere på året, efter en lang periode med et intensivt had til Final Fantasy XIII, og ikke mindst heltinden Claire "Lightning" Farron, var det på tide med endnu et skud - og hvordan det gik kan du læse lige her. For et stykke tid siden begyndte jeg endnu en rejse i det tragiske Fabula Nova Crystallis-univers, da Microsoft offentliggjorde Final Fantasy XIII-trilogien som bagudkompatibel. Lad os bare roligt sige, at det var en blandet oplevelse.

Final Fantasy XIII
Final Fantasy XIIIFinal Fantasy XIIIFinal Fantasy XIII

Final Fantasy XIII
Mit næstmest spillede spil på PlayStation 4 er Final Fantasy XV, der af mange anmeldere verden over regnes for at være det rette skridt på vej tilbage mod seriens storhedstid. Når man spiller Final Fantasy XIII mange år efter det kom ud, kan det virkelig underligt hvorfor Final Fantasy XV akkrediteres så heftigt, da nummer tretten faktisk minder mere om guldalderen på PlayStation 1 og 2.Minder er dog det rigtige ord at bruge i denne kontekst, på samme måde som, at I Am Setsuna minder om Chrono Trigger, eller hvordan Tomb Raider minder om Uncharted. Final Fantasy XIII er med andre ord ikke på niveau med f.eks. XII, X eller VIII, selvom det inkluderer en masse velkendte elementer.

Spillets Crystarium fungerer ikke ligeså godt som Final Fantasy Xs Sphere Grid, karakterene mangler dybden fra VII, historien formår ikke at holde sig interessant nok ligesom i IX, og listen fortsætter. Specielt spillets lineære struktur blev angrebet af kritikere, men efter endnu en gennemspilning mange år efter, er det ikke dette, som er spillets problem. Nej, det er derimod en mangel på variation, da Final Fantasy X måske er endnu mere lineært. Det tiende kapitel byder derimod på en masse side-aktiviteter og spændende NPC'er, hvilket ikke er tilfældet med Final Fantasy XIII.

Final Fantasy XIII holder fast i det førnævnte gud mod mennesket koncept, hvilket til en stor skuffelse aldrig bliver gjort helt så spændende som det lyder. Det skal alligevel siges, at Final Fantasy XIII ikke er et dårligt spil, og har et fantastisk fængende kampsystem, der er både taktisk, lettilgængeligt og en fornøjelse at se på. Har du en Xbox One og har aldrig oplevet det kontroversielle kapitel nummer XIII, så er det værd at give et skud. Ihvertfald bare for at se, hvor det hele gik galt.

7/10

Final Fantasy XIII

Final Fantasy XIII-2
Grundet kritikken af Final Fantasy XIIIs lineære struktur, vælger efterfølgeren at gå i den anden retning. Anden akt i Lightnings historie gør rigtig mange ting rigtigt, men fejler også endnu mere grufuldt på historie og karakterer. Lightning har en prominent rolle i spillet, selvom det denne gang har søsteren Serah i hovedrollen, der bliver gjort selskab af den nye figur Nöel. Sammen rejser de på tværs af tid og rum - med stærk inspiration fra Chrono Trigger - og støder gang på gang ind i den magtfulde Caius. Det melodramatiske har fået et ordentligt sprøjt doping, hvorfor jeg hurtigt måtte krumme tæer, hver eneste gang. at jeg blev bremset af en mellemsekvens. Caius skal dog have anderkendelse for at være en af de mere mindeværdige skurke, også på trods af hans latterlige udseende.

Final Fantasy XIII-2 udforsker yderligere Fabula Nova Crystallis-konceptet om dødelige mennesker, der interagerer med guderne og gør oprør med deres egen skæbne. Den overordnede mytologi forbliver stadig spændende, selvom eksekveringen er middelmådig. Historien er altså ikke der, hvor andet kapitel skiller sig ud, og det kan i stedet bryste sig med en mere levende verden og et dybere kampsystem. Final Fantasy XIII-2 er sjovere end sin forgænger og giver mere lyst til at gå på opdagelse og udforske verdenen omkring spilleren. Spillet skal derfor anbefales til dem, der ikke vil opleve næste bid af Lightnings historie, og i stedet er på jagt efter et udmærket JRPG-spil med masser at give sig til. Det snubler mere end sin forgænger på historien og karaktererne, men forbedrer et allerede godt kampsystem og tilbyder en verden med mere liv.

7/10

Final Fantasy XIII

Lightning Returns: Final Fantasy XIII
Rosinen i pølseenden er - desværre - også det værste. Spillets største problem, er måske i sandhed også seriens største problem, nemlig protagonisten Lightning. Hun er desværre ikke særlig spændende at følge, selvom instruktør Motomu Toriyama dog alligevel skal have et klap på skulderen for at prøve. Lightning Returns prøver sig med en masse spændende tiltag, som en endnu mere åben verden, kun en hovedperson, tidsbegrænsning på kampagnen og en bunke forskellige aktiviteter. Det lyder alt sammen godt på papiret og det fungerer egentlig også udmærket, men så heller ikke mere end det. Underligt er det også, at Toriyama og co. lykkedes i at gøre Lightning Returns til det grimmeste spil i serien.

Det ellers så raffinerede kampsystem fra Final Fantasy XIII og XIII-2 har fået en underlig makeover og læner sig op af de klassiske job-systemer fra Final Fantasy-seriens tidligere dage, hvorfor Lightning iklæder sig nyt tøj, der passer til hendes færdigheder. Tiltaget ødelægger lidt udviklernes idé om den magtfulde heltinde i kamp mod gudernes vrede og fremstår som en smule mærkværdig make-over gimmick. Ligesom Serah og Nöels rejse giver Lightning Returns flere grunde til at vende tilbage og bruge mere tid med spillet end det første kapitel. Men inden spilleren når så langt er man for længst kørt død i det tamme plot og intetsigende karakterer. Har man holdt ud hele vejen fra XIII til Lightning Returns vil slutningen også være en stor skuffelse og efterlade en tom fornemmelse i maven.

6/10

Final Fantasy XIII