Gamereactor Close White
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
artikler

Mathias kårer de tre bedste film fra 2018

Vores nye filmanmelder ser tilbage på 2018 og kårer de bedste film.


Facebook
TwitterReddit

Ligesom alle år forinden, er 2018 gået ekstremt hurtigt. Vi er snart en uge fra 2019 og det er tid til at samle op på, hvad der er blevet udgivet af gode film i løbet af året. Hertil kommer min personlige top tre. Vi starter nedtællingen med en højtråbende film om telefonsælgere og slutter et stille sted.

3. Sorry to Bother You
Denne film er først for nyligt udkommet, med mindre du er bosat i USA, og er knap sendt i danske biografer. Det er derfor den mindst kendte på listen, men absolut ikke den film, der har mindst at sige. Filmen tager sted i en nutid, der umiddelbart ligner vores udover, at der lige er skruet en tand op for kapitalistiske Amerika. Lakeith Stanfield spiller hovedrollen, som man måske enten kan genkende fra Donald Glovers serie Atlanta, en lille birolle i Get Out eller, hvis du er rigtig uheldig, som L i Netflix' horrible adaption af Death Note. Selvom filmen primært er en komedie, er den utroligt samfundskritisk uden at have for stor en hævet pegefinger. Sorry to Bother You agerer som et samfundskritisk spejl lig Get Out uden at læne sig for meget op ad racesegregationen i USA. I stedet angriber den arbejderkulturen og kapitalisme, uden det hele skal ende i et college essay, omkring hvordan kommunisme og fællesskab er løsningen på alt.
Den er absolut anbefalelsesværdig, om end alene for de spørgsmål den tager op, og tanker den efterlader en med. Det er en meget anderledes og spøjs film, med mange gode øjeblikke, der slet ikke følger den typiske formular for nogen genre.

2. You Were Never Really Here (dansk udgivelse i marts 2018)
Joaquin Phoenix er i topform i denne gritty og mørke actionfilm. Han spiller en veteran, der hjælper forældre med at finde manglende piger, hvilket leder ham til Amerikas grimme underverden. Et plot der på overfladen ligner Liam Neesons Taken tager præmissen spadestikket dybere, og viser, hvordan en sådan film ville se ud, hvis ikke primært var markedsført til 13-årige og opefter og fået PG-13-klistermærket. En hård, grim film, man til tider ønsker at kigge væk fra, men ikke kan få sig selv til det. En af Phoenix' bedste præstationer til dato, og det siger en del med de roller han har givet liv igennem årene.
Jeg synes selv, at på trods af at være super deprimerende, har filmen mange optimistiske elementer samt både interessante og defekte karakterer. I sin struktur kan den til tider ligne andre actionfilm, særligt Taken som nævnt, der er en af mine favoritter indenfor genren udover John Wick, hvis toer desværre udkom i 2017 og derfor ikke kan placeres (vi krydser fingre for nummer tre, der kommer maj næste år). Det er bestemt en film, der gør meget for at give os noget andet, end det vi forventer af et typisk overfladisk hævnplot.

1. A Quiet Place
En nytænkende gyser, der ikke falder i alle de typiske faldgruber men forsøger at flytte genren i en mere nuanceret retning. Instrueret af Jim Halpert fra The Office, John Krasinski og med en spændende præmis, der virkelig understreger lydens rolle i gyserfilm. Filmen er et fantastisk eksempel på, hvordan noget ikke bliver mere farligt ved at se mindre af det, og mystikken kommer ikke af mangel på information, men af den kompleks verden og de indlejrede regler karaktererne lever efter. Man sidder ikke trygt og venter et kvarter på næste jump scare, men er konstant på vagt eftersom alt kan gå galt med et øjebliks varsel. Én pludselig lyd, og det hele er ovre.
Det er et frisk pust til genren, og skuespillet fra Krasinski og konen Emily Blunt er enestående, uden de sammenlagt siger mere end en håndfuld sætninger. Den interessante og anderledes præmis er nok til, at man kan tilgive filmen for nogle af de plotmæssige huller, der desværre eksisterer i langt de fleste film (se CinemaSins' videoer på Youtube for at få smadret din illusion om, at din yndlingsfilm er perfekt). Når man derimod kan tilgive en film for til tider at være inkonsistent ved man, at en film er speciel. Det synes jeg virkelig denne film er.

Generelle tanker:
Som nævnt er dette en personlig top tre, og jeg er indforstået med, at der er udkommet en masse andre gode film i år, hvor mange endnu er på min mangelliste. Så før I hiver høtyvene frem, skal det nævnes, at jeg endnu mangler at se The Rider, The Tale, Zama, Mandy, The Favourite, Green Book, Vice, Leave no Trace, Won't You Be My Neighbor? og First Reformed blandt andre. Så i ren Youtuber-stil, opfordrer jeg jer endelig til at skrive jeres egne top tre lister i kommentarerne (efter I naturligvis har "liked, commented and subscribed - also don't forget to hit that bell"). Jeg selv har det med at vente til film ikke længere er i biografen, før jeg samler dem op, og det er højst sandsynligt først i 2019, at jeg finder de skjulte juveler fra '18.

Det har desuden været et år fyldt med Marvel-releases, hvor både Black Panther, Avengers: Infinity War og Ant-Man and the Wasp udkom og det havde da også været en mulighed at smække en af dem på listen (det ville have været Infinity War, eftersom Black Panther vist primært blev anmelderrost for at være den første sorte superheltefilm, som om ingen nogensinde har set Wesley Snipes i Blade). Så selvom Infinity War bestemt er en fantastisk indenfor genren, er den netop det: den er super, i forhold til superheltefilm. Hvis man ikke er til mediet, kommer denne film ikke til at konvertere nogen. Det mener jeg derimod de tre ovennævnte titler gør. De ligger alle indenfor deres særlige genrer, henholdsvis gyser, action og komedie men er kæmpe afstikkere fra den typiske formular. De flytter alle på grænserne mellem hvordan et typisk eksemplar ser ud. Komedien har noget at sige, actionfilmen har kunstnerisk integritet, eksistentielle spørgsmål og dybe karakterer, og gyseren har masser af varme og ligner ikke de 1.000 andre Halloween-kloner. A Quiet Place er først og fremmest en familiefilm, og man kan mærke, at instruktøren og hovedskuespilleren John Krasinski er grøn som instruktør. Det er en ny stemme, og det er let at tilgive de små mangler og irritationsmomenter. Det er ikke en perfekt film, og det er helt okay. Der er nærmest ingen film, der fortjener en 10/10 vurdering (og hvis du tænker dette, vil jeg igen henvise til CinemaSins). Det samme gælder You Were Never Really Here og Sorry to Bother You. De er ikke perfekte, men de foretager sig noget anderledes, og frem for alt, får de en til at tænke og se mediet på en ny måde.

Som nævnt er det nok først næste år, jeg finder frem til det bedste guf fra 2018. Som det står til lige nu, er min liste fra året rimelig kort, og består ifølge Imdb af sølle 40 film, hvilket åbenbart kun udgør ca. 2,5 % af mine samlede 1.612 titler (inklusiv serier). Jeg krydser derfor fingre for, at dette år ikke blot har været et stille foretagende men, at det blot er jeg selv, der mangler at indhente de mindre promoverede film. Jeg håber I vil være med til at præge, hvad jeg får set her i juleferien udover ovenstående mangelliste.

Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.