Dansk
artikler

Rundbordet: Nintendo Wii

Gamereactors skribenter samlede sig om rundbordet, for at snakke om Nintendo Wii. Hør hvad der kom ud af snakken om maskinen, spillene og fremtiden for maskinen...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Vi blænder op for årets første rundbordsdiskussion ved at tage et kig på Nintendo Wii. Er det virkelig varme nudler i en kold tid, eller er firmaet godt i gang med at smide sin gamle fanbase over skulderen. Om bordet sidder store del af redaktionens faste skribenter, klar til at snakke om maskinen, spillene og fremtiden.

Ordstyreren: Nintendo har haft stor succes med deres Wii i det forgangne år. Kan dette blive ved i år 2008, og hvis ja hvorfor. Og hvilke problemer/børnesygdomme mener I at maskinen har, hvis nogle?

Thomas Tanggaard : For mit vedkomne, må det sværeste for Nintendo i 2008 være porteføljen af spil. Super Mario Galaxy har i en eller anden form, være ventet i de seneste tre år, så det er nok svært at toppe den slags oplevelser i år. Samtidig så skal jeg passe på hvad jeg siger, for ud af det blå kom pludselig Zack & Wiki: Quest for Barbaro's Treasure i januar. Og selvom hverken Mario Kart eller Super Smash Bros. Brawl har helt sammen "must have"-effekt, så ved jeg, at det bliver ret så store spil - ikke mindst fordi begge satser lidt mere på online delen end hvad vi normalt ser fra Nintendos side.

Jesper Nielsen: Da jeg for første gang oplevede Wii tilbage på E3 i 2006, var jeg meget skeptisk overfor maskinens potentiale. Det var delvist pga. Wii-moten ikke var helt præcis nok og det blev klart udbedret inden udgivelsen, men jeg tvivlede samtidig på maskinens holdbarhed. Jeg synes da stadig Wii Sports er sjovt, men hiver det kun frem i ny og næ. Jeg er bare bange for, at man har gjort så meget ud af en oplevelse, der er sjov her og nu og som ikke tager flere timer at komme i gang med, at man helt har glemt at gøre spillene vedvarende og spændende på længere sigt. Mange eksperter spekulerer jo i, at Wii får en kæmpe nedtur snart, fordi den mister en stor del af sit appeal, fordi den ikke længere er ny og spændende. At magien på en måde falmer. Det tror jeg også sker, hvis ikke der kommer en lang række titler, der virkelig viser maskinens potentiale og fleksibilitet. Jeg tror endnu ikke, at man kan afgøre om Wii faktisk bare bliver en dille.

Thomas Tanggaard: Jeg har svært ved at se den store nedtur komme, i hvert fald i forhold til mainstream-publikummet, da de tilsyneladende er tilfredse med spil a la Buzz og Eyetoy, men udfra et mere "spiller" mæssigt synspunkt, så nåede maskinen allerede lavpunktet sidste år for mit vedkomne. Alt andet end Wii Sports, Mario Galaxy og Zack & Wiki, har slet ikke kunne fastholde min interesse.

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Nintendo Wii blev lanceret d. 8. december år 2006 til lige godt 2.200 kroner. Ved lanceringen var det spil som Rayman Raving Rabbids og The Legend of Zelda: Twilight Princess, der fik pæne karakterer med på vejen. I det forgangne år har Wii solgt fantastisk og mange analytikere spår maskinen en strålende fremtid som konsolkongen.

Simon Kolbe Strange: Problemet med Wii'en, og samtidig dens største styrke, er udbudet af spil. Vi hardcore-spillere vil gerne have spil, der er en oplevelse mere end alt andet, og her tænker jeg på specielt historien og det designmæssige aspekt. Nintendo har det dog med at sætte gameplayet i højsædet, der, når det fungerer optimalt, kan være ægte spilmagi, som Mario Galaxy har vist, men jeg efterlyser altså spil, der også udfordrer min kreative intelligens, og her har No More Heroes sikkert fat i noget af det rigtige. Maskinen kommer til at sælge som varmt brød i 2008 pga. mainstream-spillerne, men ærlig talt, så er jeg ved at være træt af at høre om Wii Sports hele tiden. Hvis det er det pt. bedste spil til maskinen, så ser jeg ingen grund til at bruge megen tid på den. Og desuden er/bliver der lavet for mange konverteringer af PS2-spil, som ikke integrerer wii-moten på en tilfredsstillende måde. I de fleste spil føles den altså som en amputeret gimmick uden lige.

Vender sig mod Jesper Nielsen

Simon Kolbe Strange Hvis spil som Wii Sports kan sælge maskinen, så kan alle spil, for det spil har lige så meget dybde som en flad tallerken, og det er et af de mest solgte spil til maskinen. Det er ikke særlig mystisk, hvorfor den har solgt godt, men vi hardcore-spillere vil have spil med lidt mere indhold. Derfor rynker vi lidt på brynene, når den sælger så godt, som den gør. De 10-årige trækker bare på skuldrene og jubler helt vildt, og fred være med det, for hvis jeg var barn, havde den for længst været fast inventar på mit værelse. Jeg er bare blevet lidt kræsen med spil efterhånden

Thomas Tanggaard: Jeg ved ikke, om jeg er enig i at alle spil kan sælge maskinen, bare fordi Wii Sports kan. Til forskel for en del af andre produkter, så var Wii Sports netop indbegrebet af Wii-motens muligheder. Til gengæld, og her er jeg nok enig med dig Simon, så har Wii Sport absolut ingen dybde, og jeg mangler stadig at se end en håndfuld spil, der enten ikke er konverteringer af GameCube-spil (Twilight Princess) eller tynde Eyetoy-agtige engangsfornøjelser.

Thomas Blichfeldt Havde det ikke været for Super Mario Galaxy samt nysgerrigheden og Nintendo-navnet, havde der ikke stået nogen Wii i min konsolsamling.
Ærlig talt mener jeg, at situationen minder mig meget om hvordan det så ud for GameCube da den havde samme alder, dog med den ene, kæmpe store forskel at Wii'en i den grad har momentummet med sig. Problemet er der dog stadig, og er igen det samme problem som det var på GameCube, for mens Nintendo bliver ved med at overraske med nyskabende titler (hej Miyamoto) sælger andres titler som sand i Sahara.Når ikke engang EA kan få skudt Wii-specifikke Sims titler af sted til konsollens publikum, står det uundgåeligt skidt til for andre. Zack and Wiki som er blevet rost af anmeldere over hele verden, er et andet godt eksempel på et spil der ikke solgte. Alligevel er Capcom i gang med en 2'er, men hvor lang tid er det realistisk at forvente at dette bliver ved?
Jeg er glad på Nintendos vegne og ville ikke have en eneste indvending til situationen, hvis Nintendo kunne have en stortitel klar en gang om måneden. Med Super Smash Brothers Brawl (som ikke er min kop te) og Mario Kart som de eneste potentielle stortitler fra Nintendo i år, ser det dog ikke sådan ud, og så har jeg ærligt talt svært ved at se det spændende i maskinen.

Jesper Nielsen: På den anden side er noget meget pudsigt den store kontrast mellem spil som Wii Sports og Wii Play på den ene side og Super Mario Galaxy på den anden. Galaxy er jo elsket af både anmeldere og til en vis grad også spillere, som gode salgstal alligevel har vist, men på trods af et sublimt spil, så er det ikke en oplevelse, som ville være fuldstændig umulig at genskabe på andre nuværende eller tidligere konsoller.

Hvor Wii Sports netop skiller sig ud er ved at servere en oplevelse, som udelukkende kan opleves på Wii. Det er et spil uden dybde overhovedet, men alligevel har det vist mange af konsollens muligheder, som Thomas også var inde på, og dertil er det også utrolig tilgængeligt. Antal spil solgt pr. konsol viser også, at mange Wii-ejere ikke købet så meget andet end måske Wii Play grundet den ekstra controller, og det skyldes måske, at Wii netop betragtes som et lille gimmick. En meget avanceret og holdbart gimmick, men stadig en gimmick. Og det er derfor jeg frygter, at kurven vender inden længe medmindre vi får serveret nye oplevelser a la Wii Sports. For når hele familien har prøvet Wii og haft deres lille wauw-oplevelse, hvad så?

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Super Mario Galaxy har modtaget ekstrem flotte karakterer verden over. Vi kvitterede selv med et 10/10 til spillet. Kritikere mener dog, at netop Super Mario Galaxy, er et af de spil, der sagtens kunne være udgivet på GameCube, uden at man ville savne de ekstra funktioner som Wii-moten giver.

Peter Christensen Nintendo har været til i spilindustrien i mange år, men jeg har aldrig fundet anledning til at kaste mig over Mario og co. Faktisk forstod jeg intet af mine klassekammeraters fascination af konsolspillene i 80'erne med den lille overvægtige italiener. Da de så præsenterede deres Wii på en E3 messe for nogle år siden troede jeg faktisk, at de havde skabt noget helt unikt. Den følgende D3-messe i Øksnehallen blev de forventninger skudt helt i sænk. Jeg betragtede en hel masse mennesker (og prøvede selvfølgelig også selv) der stod og svingede med fjernbetjening i hånden, mens de lo og havde det sjovt. Da gik det op for mig at spillet faktisk ikke havde den store betydning, men snarere de ting som aktørerne udførte. Det mindede mig på én eller anden måde om et mix af sanglege (uden musik) og teambuilding; havde det været meningen at svinge kontrollen på samme måde i boksning som i tennis, havde det ikke gjort nogen forskel for de udøvende.

Der er i dén grad tale om Kejserens nye klæder når Nintendo taler om en helt ny måde at spille på. Kontrollen og ikke spillet er i de fleste tilfælde det primære, men det betyder tilsyneladende ikke noget for non-gamere. Ellers havde den vel ikke solgt så godt? Med hensyn til fremtiden kommer det enten til at gå ned ad bakke fordi nongamere er blevet trætte af at have tennis-albue eller seneskedehinde-betændelse eller også vil man synes at Wii er Fit og tilmed oprette sin egen Wimbledon-turnering når Wii Sports 2 kommer på gaden. I sidstnævnte tilfælde tror faktisk ikke at der skal mere til.

Kristian Troelsen Er Peter og jeg virkelig de eneste, der synes, at Wii Sports er dødens pølse? Fladt, kedeligt, upræcist og uambitiøst? Næ, prøv at sætte Table Tennis i den lille maskine, og så skal I se små mængder af ren spilmagi. Desværre ikke i tilstrækkelig mængde til at hive spillet op på et højt niveau, men potentialet skinner langt klarere end Nintendos eget, kedelige forsøg.

Jeg har svært ved at se, hvad der skal knække kurven for Wii'en. Folk kan lide maskinen og køber den som varmt brød, og selv om de stadigt accelererende salgskurver formentlig ikke fortsætter, så er maskinen kommet så godt fra start, at succesen er så godt som i hus for Miyamoto og co. Når salgskurverne dykker, kan Nintendo endda rive en plovmand af prisen, og så kører bussen igen, samtidig med at firmaet tjener penge.

Men det ligger helt fast, at Wii'en deler mainstream-markedet og freak-markedet midt over. Jeg undrede mig meget over, at man kun solgte maskinen med Wiimoten og ikke også inkluderede et regulært joypad, så man ikke absolut var nødsaget til at nytænke styringen i hvert eneste spil. Men det stod jo hurtigt klart, at det var en nøje afvejet strategi, som bundede i, at man ikke længere kunne konkurrere med Sony om Microsoft. I stedet opfandt man med stor succes en ny målgruppe. Det må man respektere, men omvendt er det næppe en holdbar strategi. På et tidspunkt vil alle potentielle købere være født i computeralderen, og så får Nintendo problemer, hvis ikke man har andet at byde på end Mario og Samus. Selv en tyk blikkenslager løber på et tidspunkt tør for luft.

Henrik Bach Da jeg i november 2006 lånte redaktionens Wii-konsol for at anmelde en række lanceringstitler, tænkte jeg noget i denne retning: 1. Wii Sports er nyt og sjovt og involverer mig på en spændende og mere direkte måde. 2. Zelda: Twilight Princess ville jeg i grunden hellere have spillet på GameCube. 3. Call of Duty 3 er ikke et eksempel til skræk og advarsel, men hvis det er repræsentativt for, hvordan multiplatformstitler kommer til at tage sig ud på Wii, så har Nintendo ikke mange chancer på multiplatformsmarkedet, hvor der omsættes for store beløb.

Jeg er enig i, at mange Wii-spil mangler dybde, og at glansen så at sige går af Wiimoten, når man har viftet rundt med den i nogle timer, og wauw-effekten er forsvundet. Jeg har spurgt mig selv om, hvorvidt det er begrænsninger i controlleren eller udviklernes fantasi, der har gjort Wii til minispillene og forsimplede koncepters holdeplads. Hvis eksempelvis tennisspillet i Wii Sports ikke er sjovere (og dybere), end det er, fordi Wiimoten kun kan registrere meget simple bevægelser, så ser det med mine øjne ikke for godt ud. Så kompenserer controlleren slet ikke for de grafiske svagheder, som maskinen er født med. Der er formentlig spil, som får det bedste frem i Wii-moten, men hvilke?

Det er selvfølgelig rigtigt, at Wii henvender sig til mainstreamspilleren, førstegangsspilleren, dem, der vil have "pick up & play"-spil, men er der ikke risiko for, at selv det segment skubber maskinen ind under sengen som et træningsredskab fra TV-shoppen, hvis spillene forbliver for simple og for ens? Og er der ikke noget om, at Wii-moten dikterer spilkoncepterne mere, end godt er?

Asmus Neergaard Jeg har det lidt på samme måde som Blichfeldt. De eneste must have-titler Wiien har er, efter min mening, Zelda og Super Mario Galaxy. Og eftersom Zelda jo udkom få måneder senere til GameCube (Tak i øvrigt, Nintendo) er tallet af virkelig fede spil blevet reduceret til et eneste. Jeg kan huske den E3-messe hvor Fjernbetjeningen blev annonceret. Jeg grinede faktisk. Jeg syntes den var latterlig. Siden da har jeg erkendt at konceptet faktisk virker, men jeg er faktisk endnu ikke overbevist om Wiiens storhed.

Det er især Nintendos seneste beslutninger om målgruppe der bekymrer mig. Hele denne her "Vi må favne bredt"-ting de har frygter jeg kan give bagslag. Ja, det kan være at der bliver solgt et par millioner maskiner mere, til husmødre, teenagepiger der bliver fortryllet og så videre. Men hvordan kan man sikre sig at de vil købe spil, ud over et enkelt (måske Nintendogs WII eller Wiifit)? Udviklerne har ganske vist været bombastiske med deres løfter om at de vil omlægge ressourcer til Wii-udvikling, men hvad hvis det imponerende antal solgte maskiner ikke bliver til et ditto antal solgte spil? Vil EA, Konami og alle de andre rent faktisk blive ved med at pumpe spil ud på et marked, der måske kun er en brøkdel så stor som det ser ud? Det er måske fuldstændig grundløse bekymringer fra min side, men jeg kan altså ikke lade være med det. Jeg så gerne at Nintendo meldte klart ud hvad de vil. Enten koncentrere sig om hardcore-spil, eller også omfavne markedet af potentielle gamere og kun lave Touch-generationspil osv. Den skizofreni, jeg føler Nintendo har, bryder jeg mig bestemt ikke om.

Nicolas Elmøe Folkens, folkens! Er det ikke gået op for jer, at Nintendo slet ikke sigter efter hardcore-gameren, men derimod husmoderen, pensionisten og teenagetøsen -- altså de segmenter af familien, som ikke normalt ville spille. Spil som Wii Sports og Wii Play, og det kommende Wii Fit er da ganske gode eksempler på dette. Og er det ikke bare helt ok? Er det ikke i orden? Hvorfor skal vi have os en ny PS3 eller en ny Xbox 360, når Nintendo og co. vitterligt har fundet frem til noget helt nyt?

For at svare på det overordnede spørgsmål: efter min mening kommer Wii til at sælge godt i 2008, og endda måske bedre end 2007. Wii Fit kommer til at få alverdens husmødre til at kaste strikketøjet fra sig og lave pilates i stedet. Bare lav en lille søgning på Youtube på "Mom playing Wii", så vil I se, hvad jeg snakker om.

Jeg hygger mig fint med min Wii. De spil, jeg ejer til konsollen, er alt andet end dybe; det er spil, jeg kan samle op og hyggespille med min familie og kæreste - ikke spil, der fænger mig i dagevis, og som får mig til at glemme alt om verdenen omkring mig. Hvorfor skulle jeg dog spille Mario på min Wii, når jeg lige så godt kan gøre det på min DS? Nej, giv mig flere sjove minispil à la Wii sports og play -- og stik mig så Wii fit, for det vil min kæreste enormt gerne ha'!

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Twilight Princess i Zelda-serien, var oprindelig kun et GameCube-spil, men da Nintendo havde brug for flere Wii-spil, så valgte man at lave en Wii-udgave, hvor man bl.a. kunne svinge sværdet med Wii-moten og trække den tilbage for at skyde med bue. Spillet udkom efter lanceringen af Wii også til GameCube, men kun i et mindre oplag, Mange anklagede dengang Nintendo for at presse Zelda-fans til at investere i en Wii.

Jesper Nielsen Jeg tror vist vi alle her på redaktionen ønsker, at computerspillet som medie skal spredes og gøres ligeså normalt som at se en film, høre noget musik eller læse en bog. Den sag kæmper Nintendo så sandelig, ikke kun med Wii, men i den grad også med Nintendo DS, der er den største hit spilverden længe har set.

Så jeg er enig med Nicolas i, at de satser på noget helt andet, og det er der såmænd intet galt i. Men sammenlign et øjeblik Nintendo DS med Wii. Der er masser af pragtfulde spil ude til Nintendo DS, både nogle til hardcore-gameren, nogle til mainstream-gamere og masser af spil, der havner midt imellem. Selv spillene til mainstream-gameren, såsom Brain Training, har masser af dybde og kan tiltrække selv hardcore-gamere. Det er netop den slags spil, som rykker computerspil ind i alle folks bevidsthed.

Den oplevelse har Nintendo (eller nogen anden for den sags skyld) bare ikke formået at viderebringe til Wii. Langt de fleste spil, som har forsøgt at udnytte Wii-moten, har enten været pinligt dårlige eller bare meget overfladiske. Jeg er bange for, at det hele bunden i, at teknologien bag slet ikke er så fascinerende og omfangsrig. Hvor Nintendo DS tilbyder direkte overførsel af dine bevægelser og masser af muligheder med en velfungerende trykfølsom skærm, er Wii hvad man populært sagt kalder "smokes and mirrors" på amerikansk. Det er en opstilling, hvor du gennem overbevisning føler du bevæger dig direkte i denne verden, men ser du efter i sømmene, så er det præcis som at trykke på knapper. De her bevægelser udfører denne handling, disse bevægelser får din person til at gøre dette osv. Ligesom at trykke på A og B, bare mere besværligt, men for andre mere indlevelsesrigt.

Men der er vel ingen skade sket, så længe mainstream-gamerne gladeligt lader sig "narre", vel? Spørgsmålet er bare om facaden krakelerer, og hvad der sker, når den gør det? Jeg har hidtil ikke set nogle spil, der virkelig udnytter Wii-moten på en radikalt anderledes og bedre måde end Wii Sports, og det er ærlig talt en anelse skræmmende. Kejserens klæder? Tjo, det skal nok passe.

Blichfeldt vender sig mod Nicolas

Thomas Blichfeldt Jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om hvor Nintendo bevæger sig hen, og hvad der giver dem successen lige nu, men de fleste af os herinde snakker jo som udgangspunkt om vores egne forventninger til Nintendo, og deraf også hvad vi gerne så ske.

Som jeg startede med at sige, ønsker jeg Nintendo alt held i verden, fordi jeg er sikker på at det også vil betyde at der engang i mellem vil være en titel eller to til mig, af en sådanne kvalitet som andre bare ikke kan magte. Men det betyder ikke at jeg ikke hellere så Nintendo lære bare en smule af sine forgangene Nintendo 64 og GameCube fiaskoer og i højere grad imødekomme andre udvikleres ønsker. De har jo indtil flere gange vist at de sagtens kan, ved at lade mange af deres mest kendte figurer og serier overgå til firmaer som Intelligent Systems der så senere hen er blevet absoberet af Motherbrain selv (We are the BORG).

Thomas Tanggaard Nicolas, jeg tror, ligesom Blichfeldt, at vi har forstået og endda også anerkender, at Nintendo er ved at skære en helt ny bid af markedet ud til sig selv. Det der egentlig bekymrer mig er om non-gaming folket, står bag maskinen hele vejen, altså om de månedligt eller halvårligt køber nye spil til deres maskine, eller om de bare har Wii Sports + et ekstra spil. Nintendo har, som jeg ser det, ikke brug for græshopper, der æder alt på marken i en rum tid og så forsvinder, for ikke at vende tilbage.Hvis det kædes sammen med en absolut mangel på spil til, uha jeg hader at bruge ordet, hardcore-publikummet, altså spil med dybde og en lidt længere holdbarhed, hvem skal så holde Nintendo på markedet?

Og så lad mig lige smide den her ud: Er det ikke på tide at Nintendo snart omfavner bredere online, og i flere spil? Den med at man ikke kan skabe historier (som Nintendos spil i forvejen ikke lider hårdt under) eller at det ikke socialt over nettet, er da en skrøne? Eller er det bare mig?

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Wii Fit ses i øjeblikket som Nintendos store chance for at ramme endnu flere såkaldte non-gamere. Det er let at komme i gang med og Nintendo arbejder allerede med flere koncepter til brættet. Kritikere ser dog tiltaget som en dille, og savner de mere seriøse og dybe spil fra firmaet.

Asmus Neergaard Jo, naturligvis er Nintendo på vej til nye jagtmarker, og pøjpøj med det. Jeg kan dog ikke undgå at se det som et spark i ansigtet på de hengivne fans der har gjort Nintendo til det de er i dag. Det var ikke husmødre og casual gamere der støttede Nintendo. Men nok om det.

Nintendo ville, for nu at tage Tanggaards stafet, ikke tage skade af at gribe lidt fat i online. De fleste Nintendo-spil er jo immervæk sociale, så hvorfor ikke være sociale via nettet. Det er jo ikke altid at ens venner lige kan smutte forbi. Vi ville jo for eksempel aldrig nogensinde have spillet noget som helst sammen, hvis det ikke var for online. Af samme grund piner det mig også at se Nintendo tumle rundt som en blind mand i en glasbutik. Det var nok rigtigt at tiden ikke var moden med Gamecube. Det respekterer jeg. Men at bagatelisere det på Wiien var, synes jeg, dumt.

De online elementer der hidtil har været, har været smadret af det forfærdelige Friend Code-system. Men måske det hænger sammen med Nintendos nye approach? Måske det slet ikke er nødvendigt med en ordentlig online service, hvis målgruppen skal bestå af folk der slet ikke er interesseret?

Nicolas Elmøe Jamen, det er da ikke kun husmødre og teenagetøser, der spiller Wii. Jeg spiller Wii, I spiller Wii - og vi må vel anses som værende hardcore gamere. Har vi ikke nok i Super Mario Galaxy? Og hvad med glimrende Zack & Wiki? Er der ikke nok dybde i Resident Evil 4: Wii Edition? Zelda? Super Paper Mario? Prøv lige at opridse tilsvarende antal gode spil til henholdsvis Xbox 360 og (host host) Playstation 3. Det løber vel op i det samme? Okay, PS3 undtaget, men den er jo stadig ny på markedet.

Hvis vi så snakker kommende spil for 2008, så er jeg delvist enig med jer. Der kommer ikke ligefrem noget, som virker lovende for hardcore gamers i 2008, mens husmødrene får deres munde mættet med f.eks. Wii Fit. Men hvor hardcore er det egentlig lige at spille Nintendo? En lille puttenuttet blikkenslager har været maskinens galleonsfigur siden 80'erne. Spillene, som primært gik ud på at hoppe fra en platform til en anden, har været de mest populære. Når jeg spørger min mor eller for den sags skyld min svigermor, hvilke spil de kan nævne, så siger de begge: "Super Mario!" - for det har de, "husmødrene", nemlig selv spillet. Nintendos spil er og har altid været pick up'n'play brandet, med ganske få undtagelser. Mario var den tids nemme mainstream spil - i dag er det Wii Sport og Wii Play med deres innovative styring.

Jeg tror at Wii, som SNES, kommer til at markedsføre sig selv med Mario i spidsen - også i 2008. Forskellen er bare, at de nye controllere giver adgang til et helt nyt brugersegment bestående af casual husmødre. Ja, de køber nok bare maskinen samt Wii Play med en ekstra Wiimote, og så går de måske også lige ned og bestiller Wii Fit. Og så stopper deres interesse måske også der. Faren er, som Tanggaard er inde på, at vi andre går hen og bliver glemt i 2008. Så Nintendo: vær nu flinke ikke at glemme os såkaldte hardcore gamers, tak!

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Super Smash Bros. Brawl er et af de spil, hvor Nintendo forsøger at give online-spillere lidt mere for pengene. Sammen med Mario Kart Wii, skal de to spil være de førende i år 2008, når det kommer til udnyttelse af online delen.

Peter Christensen Hmm, spørgsmålet er måske hvad der ligger bag betydningen af de forskellige ord. Jeg mener at hardcore gamere er dem så rent traditionelt driver den første del af salget på en konsol - og i overvejende grad spiller actionspil af den tunge slags. Og jeg tror du har ret i, Nicolas, at Nintendo har forstået at de ikke længere kan forlade sig på den slags, da de alligevel aldrig har været kendt for at huse den type spil. Jeg er nu ikke enig i at styringen er innovativ. Nintendo har ikke opfundet motionsensor eller mus, og den fungerer i mine øjne heller ikke særlig godt.

Mht. Wii Fit så vil jeg sprængfarligt gerne indrømme, at jeg faktisk et eller andet sted håber det går den skidt (og det gør det selvfølgelig ikke), for det er dog den værste form for kejserklude hidtil i spilbranchen. Nu vil Nintendo åbenbart til at give folk en undskyldning for ikke at dyrke motion. Jeg har ikke prøvet spækbrættet, men det kan ganske enkelt ikke give samme udbyttet som at dyrke sport på mere normal vis

Jeg har set en demonstration af brættet i brug til et spil ved navn Family Ski eller lignende og det så godt nok tåbeligt ud, men det er selvfølgelig bare mine smagsdommerløg der kræsne.

Mht. skrønen om overvægtige børn og den slags, der med en Wii-mote i hånden har fundet vejen til et sundere liv, så virker det heller ikke sandsynligt. Med det sociale aspekt i mente er det plausibelt at tro, at når madglade personer deler oplevelser så dur helten ikke uden mad og drikke (læs: chips og cola eksempelvis). Jeg ved godt at ingen herinde har påstået dette, men den sociale vinkel og sundheden har immervæk været blandt Nintendo og tilhængeres stærkeste argumenter. Og jeg finder at det er løgn og latin.

Jesper Nielsen Peter, jeg tror aldrig det har været Nintendos hensigt at lave et seriøst alternativ til eller direkte erstatning af sport. Wii Fit er et stykke legetøj præcis som Wii-moten og Wii Sports. Det et mere aktivt spil, hvilket utvivlsomt får visse forældre til at klappe i hænderne, men jeg tror ingen ved deres fulde fem anser Wii som en komplet måde at dyrke motion på. Allerhøjst et sidestykke.

Når det så er sagt, så tror jeg det er vigtigt, at vi alle huske ét vigtigt faktum: software driver denne industri. Hardware, altså konsollerne, er naturligvis fundamentet, men det er salg og brug af software som får hjulene til at køre rundt. Det er her alle firmaerne får deres reelle indtægter og uden disse, ingen industri. Wii som konsol sælger som varmt brød, men hvorledes ser det ud med softwaren? På nær et par spil som Super Mario Galaxy, så er det stort set kun Wii Sports, der er pakket med maskinen, og Wii Play, der giver en ekstra Wii-mote med gratis, som virkelig har formået at sælge i de helt store tal. Og det er altså to spil, som har været med fra start.

Når spil ikke kan sælge på Wii, og det er en konsol med væsentlig færre spil pr. konsol end konkurrenterne, så bliver det et stort problem fremover. Derfor er det netop et problem, hvis størstedelen af ejerne består af casual gamers, der er fint tilfredse med Wii Sports og ikke har behov for andet. Så begynder konsollen langsomt ikke at være andet end Wii Sports og selvom den måske stadig købes i store mængde, så formidler den ikke rigtig spillet som medie viderer. Den bliver blot et lille familiespil, som kan hives frem, når gæsterne er på besøg.

Derfor kræver det nærmest en skoling af mange af ejerne og fremtidige købere. Og dette kræver nogle spil, der både formår at blande konsollens nye styringsformer med den dybde der skal til for et spil bliver andet end et gimmick. For selvom Wii Sports er sjovt og fungerer, så er det hovedsagligt funderet på et gimmick og det er sjældent nok i længden. Så meget har historien lært os.

Peter bryder ind

Peter Christensen Jeg er ganske klar over at Wii ikke havde i sinde at skabe en hjemlig sportsplads, dog tror jeg at de vil udnytte det når mange mennesker tager den køkkenvægten til sig som en ny Charlotte Birchow (eller hvad de nu hedder rundt om i verden). Wii Fit; det er ikke det næste Wii Sport, men når folk strømmer til at for at få den til at trone hjemmet som en anden romaskine, så ville Harald Nyborg ønske at det var.

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Vi var knapt gået ind i år 2008 da Zack & Wiki, et utrolig morsomt og meget anderledes spil til Wii, blev lanceret i Europa. Som et af de få spil til maskinen, virkede styringen upåklageligt og intet i spillet virkede forceret eller tåbeligt. Desværre udsendte Capcom meget få eksemplarer af spillet her i Danmark, noget der har gjort det svært for spillere, at få det hjem til samlingen.

Thomas Tanggaard Nicolas, du kan have ret i at vi spiller Wii, men kigger jeg på min samling, selv hvis vi kun tager et års forbrug af spil, så er der kun et par spil til Wii, som jeg har haft lyst til at spille og rent faktisk har købt. Der i mod har jeg mere end 12-20 spil til Xbox 360 og omtrent det samme til PS3, jeg i det mindste har spillet og kunne se ideen i fortsat at sætte i maskinen. i mine øjne er der en betydelig forskel. Og så Jesper siger: Når maskinen er langet over disken så handler det om spillene og antallet.

Men tilbage med online-problematikken. Jeg kan slet ikke fatte, at Nintendo endnu ikke har demoer der kan hentes, opdateringer til eksisterende spil, prøvesmagninger af NDS-spil osv. osv. Kilden til dette er uendelig. Og hvor kunne jeg bruge min Wii meget mere, hvis den var i nærheden af de tjeneste som PS3 og Xbox 360 har.

Og så tillader jeg mig lige at springe lidt mere i det, eller måske er det tilbage, for jeg kan ikke rigtigt huske hvem af jer der sagde det, men burde man ikke holde en ting for øje med Wii, nemlig at maskinen ville leverer helt nye oplevelser, som vi aldrig før havde set, samtidig med at disse oplevelser (og det kan bare være mig) var de spil der solgte godt i butikkerne? Jeg mener: Super Mario Galaxy (reelt et GC-spil med lidt ekstra) Super Paper Mario (startede som et GC-spil) Resident Evil: Wii Edition (konvertering af et GC-spil) og sådan kunne man vel blive ved? Zack & Wiki er den undtagelse jeg kan komme i tanke om, og der kvitterede jeg også med en god karakter.

Skal vi bare vænne os til at Wii Sports, Wii Fit og andet er det konsollen sælges på, og at de spil vi tidligere har elsket er på vej ud?

Simon henvender sig til Tanggaard

Simon Kolbe Strange Guderne må vide, at hvis der er et selskab, som jeg elsker overalt på jorden, og som jeg uden tvivl har de allerstørste minder fra, så er det Nintendo. Nintendo 64 konkurrerer i min bog med PS2 om verdens bedste konsol nogensinde, for spil som Conker's Bad Fur Day, Donkey Kong 64, Mario 64, Goldeneye og Banjo-Kazooie fyldte mit unge barndomssind op med uransagelige glæder af en anden verden. Derfor er det virkelig en skam, at Nintendo er ved at "sælge ud" på den måde ved at tiltrække main-streamers i endnu mere ekstrem grad end tidligere, for når successen af Wii Sports har været så enorm, som den har, så er der ingen grund til at skifte ud fra Nintendos side.

Jeg er dog en uhelbredelig optimist og tror derfor inderligt på, at Mario Galaxy har vist vejen frem for 3. partsudviklerne selvom, at der vil gå lidt tid før, at vi ser et spil af en sådan kaliber igen, for når alt kommer til alt, så er det næsten kun Nintendo, der kan diske op med den slags spilmagi. Det ville være synd at gå ned med skuden med kun Wii Sports i hånden. Og hvad med Rareware, mit all-time-favorite udvikler-dreamteam, det var virkelig ærgerligt, at de blev opkøbt af Microsoft, for de kunne nemt blive en frelser for os anmeldere.

Asmus Neergaard Jeg ville da elske hvis Nintendo leverede en maskine hvor det ene 10/10-spil efter det andet hoppede ned i min indkøbskurv. Men det ser indtil videre ud som om at Nintendo laver præcis samme fejl som de gjorde med GameCube. Der var ikke særlig mange spil som folk rent faktisk så frem til, og endnu færre der virkelig var fantastiske. Indtil videre er Wii hjemsted for endnu flere dårlige konverteringer end PS3 og Xbox 360 tilsammen. Samtidig er der vanvittigt langt mellem de virkelige storspil. Det er sådan set kun når Nintendo selv udgiver noget, at Wiiens eksistens synes berettiget. Hvad er der eksempelvis at se frem til efter Brawl (hvis man er til den slags)? Mario Kart. Andre spil? Nintendo har måske vundet forbrugernes hjerter med Wiien, men der skal altså en ordentlig indsats til, før Nintendo virkelig har vundet pengepunge og førstepladsen i denne generation.

Rundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo WiiRundbordet: Nintendo Wii
Mario Kart var et af de bedste spil på Super Nintendoen, men N64-udgaven og Double Dash på GameCube var ikke i nærheden af dets kvalitet og popularitet. I 2008 vender Mario tilbage til de små, gadefræsende gokarts, og så håber vi på, at serien igen lever op til sin fortid.

Thomas Tanggaard Men nu har vi så dvælet ved dens mangler og lidt skuffende bibliotek af spil, hvad har den så bidraget med? for jeg føler et eller andet sted, at vi stadig alle sammen er meget optimistiske omkring potentialet i konsollen eller?

Thomas Blichfeldt Jeg ser det som enormt positivt at Nintendo for første gang har lavet en konsol som i den grad kan samle hele familien ("Det er jo næsten ligesom i virkeligheden"). Ligeledes positivt er det at konsollen er med til at sætte et positivt fokus på kombinationen af spil og børn. Om der reelt er noget hold i at de mange børn for rørt sig lidt mere når de vælger Wii'en fremfor PS2'en aner jeg ikke, men som PR værktøj er det glimrende. Konsekvenserne kan allerede ses og Microsoft specielt, har aldrig før været så beviste om at deres konsol i den grad appellererer til hardcore publikummet, hvilket nu forsøges ændret.

Jesper Nielsen Som jeg skrev tidligere, så synes jeg det er ganske positivt, at Wii er med til at sprede computerspil som medie til et langt bredere publikum end måske nogensinde før, men jeg synes stadig det er bemærkelsesværdigt, at Nintendo DS sælger langt mere og derfor må siges at have endnu større indvirkning selvom den får langt mindre medieomtale. Wii er måske det perfekte PR værktøj, men Nintendo DS er langt mere end pioner, der kan lede spilmediet i den rigtige retning.

Simon Kolbe Strange
Kontrollen i Wii har jo fungeret strålende (i det mindste er potentialet vist i Wii Sports), og hvis udviklerne kan drage nytte af den meget originale funktion, som industrien virkelig har brug for, så skal det nok blive interessant. Forestil jer at spill Half-Life eller Final Fantasy med Wii-moten. Der er så også det, at jeg synes, at Nintendo altid har truffet de rigtige spilmæssige beslutninger og i modsætning til så mange andre udgivere virkelig tænker på spilleren frem for alt. De skal så også lige tage at få 3. parts-udviklerne med i spil.

Peter Christensen
Det er netop dér jeg synes problemet ligger; jeg kan slet ikke forestille mig at spille Halflife eller andre store spil med en trådløs mus. Jeg synes ikke at alle spil skal "bevæges". Det virker kunstigt/komisk at man skal svinge en fjernbetjening hver gang for at udføre noget på skærmen. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke i scenarier; mor og søn står i spilforretningen og sludrer med ekspedienten (det kunne være mig) "Ja, Mathias er altså skrap til at bruge strangulerings-wiren i Hitman. Der må jeg altså nøjes med at spille den mission på easy".

Og hermed slutter snakken for denne gang...



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.