Dansk
artikler

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

Endnu et spilår ligger for vores fødder, og vi glæder os allerede til en lang række spiloplevelser. Her er et udpluk fra redaktionens egen liste. Se om du er enig...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

For os er julen kun lige begyndt, for i år 2009 kan vi se frem til rigtig mange gaver fra alverdens spiludviklere. Vi har forsøgt at samle en håndfuld af de spil vi ser mest frem til - og nej, rækkefølgen er ikke et udtryk for hvor meget vi glæder os til dem. Alle spil på listen kan i den grad få mundvandet til at løbe.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

1. Skate 2 (Xbox 360, PlayStation 3)
Det er svært, at komme uden om at skateboarding i spilform blev defineret gennem Neversofts Tony Hawk serie, men da denne tabte pusten var det EA og Skate der stod klar til at føre genren videre. Af Skate 2 forventer vi os endnu skarpere kontrol, en større spilverden og måske endda et endnu større sortiment af tricks. Indpakningen håber vi som minimum er ligeså lækker, og kan EA blive ved med at innovere kan du være helt sikker på at spillet vil være mellem årets mest kærkomne oplevelser.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

2. Bioshock 2: Sea of Dreams (Xbox 360, PlayStation 3, PC)
Det er næsten urimeligt at forvente at Bioshock 2 bliver ligeså godt som det første, og at den kreative leder fra det første spil Ken Levine, ikke er med om bord mere, lover ikke godt. Alligevel håber vi på at endnu et møde med Rapture kan give et endnu bedre billede af hvad der præcist gik galt, eller måske endda hvad der skete med undervandsparadiset efterfølgende. Plasmider, våben og Big Daddys er i hvert fald næsten garanteret, og det er i første omgang nok.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

3. Warhammer 40.000 - Dawn of War 2 (PC)
Siddende på tronen over strategispillene er Relic, og var man i tvivl, slog de det fast med syvtommersøm da Warhammer 40.000 og Company of Heroes ramte spilverdenen. Derfor lyder en blanding af de to næsten for godt til at være sandt, men det er lige præcis hvad Relic lover. I stedet for at satse på dusinvis af navnløse armeer, vil Dawn of War 2 kun give dig kontrol over et fast truppe, som til gengæld råder over alskens muligheder. Strategi og action vil være i højsædet, og det hele ser allerede fantastisk godt ud.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

4. Killzone 2 (PlayStation 3)
Lige siden den sidste Helghast soldat blev besejret i det første Killzone, har store dele af redaktionen higet efter del to, og efter at have modtaget den første kode er ventetiden ikke blevet kortere. Mageløs grafik der for alvor viser hvad værtskonsollen er i stand til, samt våben så tunge og brutale at man næsten ikke kan lade være med at sidde og ømme sig, lover særdeles godt. Mest spændte er vi dog lige nu på multiplayeren, der lyder til at blive særdeles dyb og langtidsholdbar.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

5. Tekken 6 (Xbox 360, PlayStation 3)
Hvis man skal tro på de udsagn Thomas Blichfeldt havde, efter at have prøvet arkadeversionen i en japansk arkadehal, har den lange pause gjort Tekken serien godt. Et komplet nyt grafiksystem med nye animationer, samt et voldsomt nybalanceret gameplay, der kræver at man genlærer alle karaktererne, lyder som den genstart serien for længst skulle have haft. Her skulle ikke være en snert tilbage af de småjusteringer vi hidtil har måttet finde os i hver gang vi er blevet et nyt kapitel, og det lyder i den grad godt.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

6. Resident Evil 5 (Xbox 360, PlayStation 3, PC)
Nej, vi kan heller ikke helt hitte ud af hvordan historien helt hænger sammen I Resident Evil universet, men hvad pokker gør det når Capcom kan give os oplevelser som Resident Evil 4? Afsnit 5 ser ud til at blive mere af det samme, dog med et par enkelte radikale forskelle. Co-op er nu blevet en del af pakken, og eventyret skulle kunne spilles fra start til slut med en ven. Ligeledes radikalt ser flyttet til nye platforme ud til at blive, og flottere grafik samt langt flere zombier på skærmen, skulle være garanteret.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

7. UFC 2009: Undisputed (Xbox 360, PlayStation 3)
I et spilår der byder på nogle af de virkelige sværvægtere når det kommer til kampspil, er THQ's kommende spilfortolkning af Ultimate Fighting ligaen et af dem vi ser mest frem til. Udviklingen bliver foretaget af Yukes der også i lang tid har stået bag WWE spillene, men måske fordi de har kunnet starte helt forfra, ser resultatet allerede markant bedre ud. Stående kamp såvel som kamp på gulvet skulle være prioriteret lige højt, og favoritter som Forrest Griffin, Randy Couture, Chuck Lidell og Wanderlei Silva er naturligvis inkluderet.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

8. Uncharted 2: Among Thieves (PlayStation 3)
Der synes ikke at være nogen ende på Naughty Dogs formåen, og da de besluttede sig for at gøre et forsøg i den mere seriøse ende af tredjeperson-actiongenren var vi med hele vejen. Informationerne om del 2 er endnu ikke mange, men tonen ser allerede en smule mere voksen ud, samtidigt at den aldeles smukke grafik fra det første spil, har fået endnu et nøk i den rigtige retning. Jungleomgivelserne ser ud til at være udskiftet med flere byområder, og Drake står igen klar med en kommentar til enhver situation.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

9. Street Fighter IV (Xbox 360, PlayStation 3, PC)
Havde Capcom besluttet sig for at omsætte Street Fighter 2 til 3D, havde det været nok til at store dele af redaktionen havde hevet pengepungen frem, men at man i stedet har koncentreret sig om at lave en fuldblodsefterfølger, gør kun det hele mere uimodståeligt. Med 25 vidt forskellige karakterer skulle der være nok at tage fat i, og med nye muligheder som Focus Attacks og Ultra Combos kan en god spiller vende kampen til egen fordel, på ethvert tidspunkt.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

10. Halo 3: ODST
Hvis du er kommet dig over at Bungie laver et spil der ikke har Master Chief i hovedrollen, kan du måske begynde at fokusere på at det også meget vel kunne blive den fornyelse af Halo-universet, som mange har savnet. Ved ikke at binde sig til den ansigtsløse hovedperson, lover Bungie nemlig at de er i stand til at bygge en spiloplevelse som fokuserer mere på taktiske angreb, end den velkendte "skyd-alt-hvad-der-bevæger-sig" stil. Vi glæder os til at se hvad Bungie kan uden Master Chief.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

11. Starcraft 2 (PC)
Når Blizzard snakker spil lytter verden, og når Blizzard snakker efterfølger til det mest populære RTS nogensinde er det lige før det bliver for meget for actionstrateger verden over. Det originale Starcraft var nærmest urimelig godt, og efterfølgeren ser efter alt at dømme, ud til at blive endnu bedre. Hvor alle andre udviklere synes at proppe deres spil med så mange enheder som muligt, er hver enkelt enhed i Starcraft-universet velovervejet og fuld af muligheder. Kombiner dette med at Blizzard ikke synes at kunne gøre noget galt for tiden, samt at de er en position hvor de kan arbejde på spillet indtil det er helt færdig, og en ny konge af genren ser ud til at være på vej.

Spilåret 2009 - vi længtes allerede

12. Final Fantasy XIII (Xbox 360, PlayStation 3)
Vi har endnu ikke sat vores forventninger op om at vi rent faktisk får spillet at se på de europæiske breddegrader i 2009, men bare det at der er en lille chance for det, betyder at Square/Enix største eventyr til dato, skal med på denne liste. Afsnit XIII lyder til at blive et mere traditionelt eventyr og ikke så meget en afstikker fra serien som Final Fantsy XII, og måske er det hvad der skal til for at serien igen kan genfinde sin storform fra Final Fantasy VII og X tiden. Vi glæder os til episke kampe, utrolig grafik, en fabelagtig historie og de altid utrolige summons.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.