Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Gamereactor debatterer: Huawei og Fremtiden

Huawei, ARM, Google og hvorfor markedet er så sårbart. Vi debatterer på livet løs...

Et ordsprog siger; "aldrig læg alle dine æg i én kurv" - men det er man bare nogle gange nødt til når kun enkelte virksomheder har teknologien og den rette pris til den rette produkt. Efter at USA har forbudt Huawei og 70 firmaer med tætte forbindelser til Huawei at købe amerikansk teknologi, og har erklæret dem for værende en trussel mod den nationale sikkerhed, har det vist sig sjovt nok også at gælde for tech-industrien.

Men lad os først kigge på Huawei-sagen, eller rettere, hvorfor det er sket.

Hvis det er gået ens næse forbi, så ligger Kina og USA lige nu i en lunken handelskrig, der dog er ved at blive varmet kraftigt op. Den primære årsag er at Huawei (og ZTE, Kinas næststørste producent af teleudstyr), der er en af verdens største teleudbydere, og ikke mindst største producenter, står i en situation hvor den amerikanske stat har tiltalt dem på 23 punkter, heriblandt at forhindre rettens gang, tyveri af immaterielle rettigheder, bedrageri, og omgåelse af sanktioner mod Iran. Da amerikanerne frygter at Huaweis nære bånd til den kinesiske regering medfører spionage (det gjorde de så allerede i 2012) har man 15. maj officielt forbudt Huaweis produkter på amerikansk jord. Så held og lykke med at købe en ny Huawei-telefon hvis du befinder dig i Texas.

Huawei har igennem hele forløbet fastholdt deres uskyld. Det er mange penge der er på spil. Ifølge South China Morning Post snakker vi om $70 milliarder. Her snakker vi primært om andre landes firmaer der er underleverandør til kineserne. Og problemet er at manglende salg og adgang til USA kan medføre at Huawei ikke længere vil bruge eksterne partnere, men kan gå i gang med kun at bruge og købe ting internt. Og mange produktionsmidler kommer ikke kun fra Asien, men også fra Europa. Og USA.

Værre endnu, så betyder det i praksis at intet amerikansk firma må bruge teknologi eller noget produceret af Huawei eller dets partnere. Ouch. Og det er med øjeblikkelig effekt fra 17. maj.

Så - den praktiske realitet er at firmaer rundt om i verden reelt står i en situation hvor de skal vælge, skal man sælge til USA eller til Huawei og de andre kinesiske telegiganter? For man kan ikke begge dele.

Det har også betydet at ARM, der ganske vist er engelsk og japansk, men har ikke mindre end otte kontorer i USA, og leverer grundlæggende chips til stort set alle mobile platforme og mærker, nu er i gang med at skære alle bånd over til Huawei. Da Huawei har en licens til at bruge ARM-produkter er de reelt tvunget til at udvikle deres egen chip fremadrettet - så måske det betyder mere konkurrence på den lange bane?

Herudover så kommer det midt oven i at man er ved at opbygge og udrulle 5G - gæt hvem der står for rigtig meget af verdens 5G-udstyr - det gør Huawei. Gæt hvem der leverer chips til Huaweis 5G-udstyr og 5G-mobiltelefoner, rigtigt gættet - ARM.

Hertil kommer så at Googles Android-system ikke længere vil supportere Huawei-produkter fuldt ud. Det betyder i praksis at der vil være opdateringer, funktioner og applikationer der ikke vil være tilgængelige. Sikkerhedsopdateringer ser ikke ud til at blive påvirket, men det ser ret sort ud for Huawei-ejere når der kommer nye Android-versioner, og selv hvis Huawei kan fikse problemerne med egen software, så kan man stå i en situation hvor Huawei i fremtiden ikke længere har helt basale applikationer som Youtube og Google Maps. Det er heller ikke sikkert at nye Huawei-produkter overhovedet kan bruge Android - og så skal man ud og købe noget helt andet, eller endnu værre, lave noget fra bunden. Huawei har været ude og sige at man i længere tid har forberedt sig på det og for længst er gået i gang med egen udvikling, men det er vist en sandhed med modifikationer, ingen havde set et så hårdt og permanent forbud komme.

Og det bringer os til næste punkt. Hvornår gør det for ondt til at parterne giver sig? For amerikanske og kinesiske virksomheder har ikke bare taget mange andre landes tech-virksomheder som gidsler, men også deres egne.

Der er to scenarier

1: Krigen er overstået efter sommerferien, alt går tilbage til normalen, og flere virksomheder vil måske overveje at have alternative løsninger hvis noget lignende skulle udspille sig igen.

2: Krigen fortsætter på ubestemt tid, Huawei fortsætter med at få komponenter fra andre leverandører som TSMC, og disse får kronede dage, mens at Huawei arbejder imod at blive selvforsynende direkte eller med hjælpe fra underleverandører, der har ingen eller ubetydeligt samarbejde med amerikanske virksomheder.

Det spændende bliver til dels hvad det betyder på kort sigt. Huawei skal nok miste penge, men vil også ruste sig til at være langt mere uafhængige i fremtiden. Det betyder også at andre fabrikanter måske vil kigge sig om efter alternativer til Google. Men Huaweis ambitioner om at blive den ubestridte mobiltelefonkonge inden udgangen af 2020 er ikke længere realistisk.

5G kommer måske til at mærke de mest direkte konsekvenser, for Huawei er ikke bare en stor udbyder af kompatible enheder, men plejer også at kunne gøre det til en fordelagtig pris. Hvad betyder det for tilgængeligheden af udstyr - og ikke mindst prisen på det? Vi forudser at en længere krig måske kan betyde en reel forsinkelse af udrulningen af 5G. Vi håber så at det kan holdes på et kvartal eller to, og ikke år.

Opblusningen af handelskrigen mellem USA og Kina kom som lidt af en overraskelse, særligt da man elles syntes at være nået til enighed tidligere. USA indførte ud af det blå dobbelt told på varer for over $200 milliarder - og Kina svarede igen af samme mønt.

Så på den korte bare har det kostet penge - dog mest for aktionærerne, men på den lange bane håber og tror vi at uanset længden af denne handelskrig, at det vil være til glæde for forbrugerne. Vi kan også tage fejl, og det hele ender i et polariseret og totalt fragmenteret marked.

View comments

Indlæser mere indhold