Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Alt det bedste fra Computex 2019

Kim gennemgår de største nyheder fra Computex-messen fra Taiwan. Hvilke producenter dominerede showet?

Her kommer et lille overblik i tilfældig rækkefølge, nej, vi har ikke alt, og nogle kan mene at vigtige ting er udeladt - men vi kigger med rene redaktionelle øjne.

AMD kom med produkt- og prisspecifikationer på deres nye 7nm Ryzen 3, og gav også grobund til en række nye og hurtigere standarder. Hvis det de lover holder vand, så får vi endelig, efter årevis af venten, en reel konkurrence på PCU-markedet, hvor både ydelse og pris bliver vigtige parametre. Herudover vil der komme den længe ventede Navi-serie af grafikkort, som udgør en stor del af indmaden i den kommende PlayStation 5. RX 5000-serien kører cirka 10% bedre end et RTX 2070 ifølge AMD, men i modsætning til CPU'erne er der ingen priser. Og det bliver afgørende. AMD's prissætning er generelt aggressiv, deres Ryzen 7 3900X er direkte konkurrent til Intels i9 9920X, men koster under det halve. AMD sender deres processorer på markedet 7. juli.

Intel har forsøgt at slå igen med deres 10. generations processor kaldet Ice Lake, der kommer senere i år, dog stadig lavet på 10nm, men om det er nok til at slå AMD, der ser ud til at have vind i sejlene, kommer nok ned til prissætningen. Intel går dog også andre veje, deres Project Athena vil gøre din bærbare computer mere til en mobiltelefon i form af anvendelighed, hurtighed, og særligt batterilevetid. Særligt det sidste er et stort fokusområde, og målet er reelle ni timers batterilevetid. Den kommende Ice Lake CPU-platform vil være endnu tyndere end tidligere, og egne sig særligt godt til bærbare computere.

Vil du have 5G-produkter? Dem var der også. Så må vi se hvornår at det bliver en realitet herhjemme nu hvor Huawei er ude i kulden. ARM har i øvrigt løftet sløret for deres Cortex A77-chip der vil gøre din Android-telefon 20% hurtigere når du køber en i 2020.

Asus Zenbook Pro Duo med to skærme, eller rettere 1.5 skærm er en af de mere interessante ting, men det er ikke et produkt for alle. Der var heldigvis også opdateringer til deres SCAR-, Hero- og Zephyrus-linjer.

Dell har slået et stort brød op med en enorm mængde produktnyheder. Der er nu mulighed for OLED-skærme i en lang række produkter, blandt andet deres XPS 15-serie, der har mulighed for 4K display, der måske også kommer med Ice Lake CPU.

Alienwares M-serie har fået et redesign og hedder nu R2, de kommer med meget kraftig hardware, og kan også fås med 240 Hz display i 15"-udgaven og eyetracking hvis det ønskes. Det er stadigt meget lette computere med vægt på lidt over 2kg, og så kommer de udelukkende med M.2-harddiske, 4 B RAID 0 er den største mulighed, men vi tør ikke spørge hvad den koster.

MSI har opdateret deres Titan-serie, nyeste model hedder GT76, og den står til at matche Dells dræbervåben, en desktop CPU i en bærbar. Dette har givet liv til et helt nyt segment kaldet "Muscle Book". Personligt synes jeg at Beefy Book klinger bedre.

GT76 Titan kommer med en i9 CPU, og kan overclockes til 5GHz - det glæder vi også til at afprøve! Som standarden er, så er der også RTX 2080 GPU, et kraftigt kølesystem, og en 17.3" 144Hz-skærm med tynd kant. Der kommer netværksudstyr fra Killer i, og den nye Wifi 6-standard (802.11ax) bliver understøttet.

For dem der gerne vil have en klassisk laptop leverer MSI en GE65 Raider, med i9 PCU og RTX-grafikkort, dog med den forskel at man benytter en 240Hz-skærm, hvilket vi ser mere og mere af. Også her understøttes Wifi 6.

Nå ja, Steelseries kommer med et tastatur med variabel modstand i hver tast - lad os bare sige at vi begynder at ringe til dem på mandag - hver time - indtil at vi har et på kontoret.

Wifi er også blevet omdøbt - det er der ikke mange der har fortalt forbrugerne, men i stedet for mærkelige numre, så får trådløst internet nu reelle versionsnumre:

Wifi1: 802.11b kom i 1999, teoretisk hastighed 11 Mbit/s
Wifi 2: 802.11a kom også i 1999, teoretisk 54 Mbit/s
Wifi 3: 802.11g er fra 2003, større rækkevidde, samme hastighed
Wifi 4: 802.11n er fra 2009 teoretisk 600 Mbit/s
Wifi 5: 802.11ac er fra 2014, teoretisk 6933 Mbit/s
Wifi 6: 802.11ax kommer i år, teoretisk 9608 Mbit/s

Potentialet er stort, bedre 5GHz-hastigheder - helt op til 40% påstås det, bedre 2.4GHZ-forbindelse, og batterilevetiden burde også være bedre da modtageren nu bedre kan stoppe med at modtage hele tiden hvis det ikke er nødvendigt. Og så har det bare været nødvendigt i en tid hvor stort set alt bruger og styres via Wifi, selv din pære og dit køleskab.

Gigabyte præsenterede den nye Aero 15, samt KD25F-skærmen som vi allerede har stående på redaktionen - en fantastisk 240Hz-kreation som vi håber ikke bliver alt for dyr.

Nvidia har tilføjet endnu 28 skærme til deres "FreeSync til G-Sync"-program, og de fremviste mini LED-skærme med 1000 NITS lysstyrke, såvel som 4K 144Hz-paneler. Det har vi set - kom med et 240Hz IPS-panel med 1ms og 1000 NITS - så bliver vi imponerede. Det har slet ikke noget at gøre med at vi som mange andre ikke kan få adgang til "superproduktet" som Nvidia fremviste for lukkede døre - men de vil afsløre det til E3. Vi regner med enten et grafikkort der ligger over Titan, eller en BFGD-skærm af en art. De har trods alt været meget populære. Vil du have Ray Tracing til Quake II? Det kan du også få.

Alt i alt ser det ud til at vi, som sædvanligt, får et travlt efterår på Gamereactors hardwareredaktion.