Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler

Gamereactor debatterer: En skuffende Stadia-præsentation

I går afslørede Google de fleste af de resterende detaljer om den kommende Stadia-tjeneste, og selvom teknologien er spændende, så er Magnus ikke imponeret.

Det aller første der er vigtigt at slå fast, er at spilbranchen som udgangspunkt tilbyder forbrugeren masser af valg, masser af tjenester, masser af hardware og masser af software. Ikke at branchen er helt sund, men fra et direkte forbrugersynspunkt er der frihed, og der er et robust udbud. Derfor, hvis en ny konkurrent skal kunne pille ved status quo, så skal det hele altså spille, og det skal spille fra start af, for ellers siger forbrugeren; "det jeg har i forvejen og nødvendig teknisk innovation kan se frem til i de allerede eksisterende konsol- eller PC-økosystemer", og kigge den anden vej.

Selvom Google er en af verdens mest magtfulde virksomheder er der derfor alligevel pres på, og der skal ikke meget til for at man ser på en tjeneste som Stadia, og tænker at det ikke er besværet værd. Alligevel var den originale Stadia-præsentation nu så imponerende, om ikke andet fra et udelukkende teknisk perspektiv, at man var villig til at lytte interesseret med.

Nu er vi blevet klogere, og alle de små afgørende detaljer er så småt ved at falde på plads, og desværre er det sådan i mit tilfælde, at som brikker i puslespillet fandt deres plads imens præsentationen kørte derud af, så blev jeg mere og mere overbevist om, at Stadia ikke helt er klar til at være en reel konkurrent på markedet.

Gamereactor debatterer: En skuffende Stadia-præsentation

Lad os starte med den første åbenlyse grund - prissætningen. Jeg sagde allerede tilbage i marts, at hele forventningen om at dette skulle blive "Netflix for Games" var blæst lidt ud af proportioner. Med mindre Google ville betale en enorm sum til større udgivere for at placere deres spil på en sådan tjeneste, så ville ingen være interesserede i at lade deres spil være tilgængelige på alle enheder for en lille abonnementspris hver måned. Spil er hundedyre at lave, og de penge skal hentes hjem via et direkte salg. Det er simpelthen ikke økonomisk rentabelt for udviklere og udgivere at bare give deres spil væk til én stor Stadia-pulje, som så kan spilles på alle enheder, og dermed eliminerer potentielle kunder der køber for fuld pris på andre platforme.

Alligevel var der et lille håb der blev slukket, da Google så afslørede at man skal købe sin spil enkeltvis via Stadia, også selvom du har et Pro-abonnement, der godt nok giver adgang til nogle spil, dog hvor mange vides ikke.

I det hele taget virker prisstrukturen til at være lidt anderledes end de fleste havde forventet. Du betaler på sin vis for Googles version af PS Plus eller Xbox Live - altså adgang samt nogle få spil hist og her. Hvad PlayStation og Xbox dog ikke gør er at tilbageholde den teknisk set bedste oplevelse fra dem der ikke ønsker at abonnere. Nej, hvis du ikke abonnerer så er der ingen 4K. Det holder bare ikke.

Gamereactor debatterer: En skuffende Stadia-præsentation

Samtidig med det var der bare ingen af de spil der blev fremvist som var synderligt effektive "system sellers". Ja, Baldur's Gate III er uden tvivl fedt, og ja Doom Eternal, Borderlands 3 og Ghost Recon: Breakpoint er alle helt nye titler, men ingen af disse er eksklusiver, ingen af disse er et reelt incitament til at skifte tjeneste. For nu hvor Stadia fungerer sådan som det gør, så skal en forbruger aktivt vælge at købe et spil til Stadia snarere end via PlayStation, Xbox eller på PC, og hvorfor skulle man det? Google skulle enten havde præsenteret os for et line-up for 100 titler eller derovre, så det øjeblikkeligt er et større og bedre katalog end eksempelvis Game Pass, der godt nok har mange flere end det, eller have givet os eksklusive grunde via eksklusive spil.

Naturligvis er selve teknologien bag stadig meget imponerende, og det har hele tiden været det spændende ved Stadia. Jeg kan fortsat se ideen med tjenesten, og virker det upåklageligt når man skal bruge det, ja, så er det en betragtelig fordel i forhold til eksempelvis PlayStation-økosystemet. Men nu ved vi at man i den første periode faktisk skal købe hardware hvis man vil benytte Stadia som konsolerstatning, fordi tjenesten behøver et Chromecast eller Chromecast Ultra. Ydermere kommer tjenesten ikke til alle smartphone-mærker i starten, men er eksklusivt tilgængelige på Pixel-telefoner, som endnu ikke er blevet lanceret i Danmark. Jeg frygtede at Google ville bruge Stadia som en måde at sælge mere hardware på, og det har vist sig at være sandt. Helt agnostisk virker det ikke til at tjenesten bliver alligevel.

Gamereactor debatterer: En skuffende Stadia-præsentation

Igen - ingen af disse små irritationer ville være dealbreakere, hvis ikke udbuddet i forvejen er så robust som det er, og der er sågar udsigt til yderligere funktionalitet via PlayStation Now og særligt xCloud, for ikke at tale om at en Switch sjovt nok kan benyttes på farten og foran det store tv i stuen allerede. Vi har det simpelthen lidt for godt, eller i hvert fald lidt for godt til at kaste os ud i tjeneste der lige nu lader til at være en smule for begrænset til at være reel konkurrent.

Teknologien bag, selve konceptet om at kunne adskille software fra hardware og gøre spil mere tilgængelige end nogensinde før, er stadig uhyre tiltalende, og at 4K/60fps med 5.1 surround kan klares med 35MBps er virkelig imponerende - det er fortsat teknologien og infrastrukturen bag Stadia der trækker mest, men for at lancere en tjeneste der appellerer til forbrugerne er det ikke bare nok at tilbyde et anderledes produkt, man skal prissætte og positionere sig på en mere specifik facon, ellers er hele verdens teknologiske innovation lige meget.

For det er særligt de små detaljer der knuser Googles egentlige konkurrenceevne. Et glimrende eksempel på dette er manglen på skelsættende titler på lanceringsdagen. Destiny 2, The Division 2, Assassin's Creed Odyssey - alle spil der er blevet spillet før. Ja, som jeg har skrevet kommer der en række større spil til Stadia, og uden tvivl vil flere blive afsløret under selve E3.

Og når vi nu er ved det, så er det naturligvis alt, alt for tidligt at slå fast om Stadia ikke kan tage spilbranchen med storm på et tidspunkt. Fremtiden er selvfølgelig streaming, og Google er nok bedst positioneret til at håndtere morgendagens teknologiske udfordringer på den front, men det er nu ret tydeligt at de ikke helt har vidst hvad spilentusiaster ønsker fra en sådan tjeneste, og dermed var gårsdagens præsentation ikke meget mere end et stort hult brag for mig.

Men igen - måske ændrer det sig.



Indlæser mere indhold