Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
Heavy Rain

Vi spiller Heavy Rain

Lee West tager filmskolebrillerne på og forbereder sig på en oplevelse af de store i Quantic Dreams kommende storspil Heavy Rain: The Origami Killer.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Forestil dig, at bøger var som spil. Hver eneste bestseller ville få et utal af efterfølgere, omdrejningspunktet ville være tætsiddende tøj på plastikagtige lolitadukker, og stort set alle bøger ville omhandle en tæt på udødelig stereotyp, der smågryntende med hævnen som det eneste omdrejningspunkt, leverede teenangst-kommentarer, mens bipersonerne faldt på stribe.

En boganmeldelse af Peter Høegs De Måske Egnede ville lyde omtrent sådan her: Hvad er det at måle tid, hvad er et ur? Dette og mange andre spørgsmål stiller den næste udgivelse fra Rosinante Paperbacks. Rosinante Paperbacks står også bag bøger som Røde Ulv, der benytter samme trykpressemaskine. Desværre er bogen kun på 276 sider, og jeg kunne godt have ønsket mig en lidt længere oplevelse, da man ofte idag ser bøger på 400 sider til samme pris. Omslaget er heldigvis ret let, og virker til at være samme tykkelse og papirkvalitet som George Orwells 1984, mens skrifttypen er den velfungerende Baskerville, der efterhånden bruges i flere bestsellere. God oplevelse. - 8/10

Nej vel?

Når vi nu har slået fast, at medierne er forskellige og måske bør behandles sådan, er det bemærkelsesværdigt, hvor stædigt spilbranchen stadig lover den ene store litterære oplevelse efter den anden i spilform. Emner, der egner sig til det store lærred eller de små skrifttyper, gør sig ikke nødvendigvis særligt godt i binær form. Ikke desto mindre dukkede der i 2006 et videoklip op, der på meget kort tid, viste at en trailer for et computerspil, kunne være ligeså dyb, interessant og fængende som de allerede etablerede fortælleformer.

Heavy Rain

The Casting som traileren hed var en forsmag på David Cages fortælleevner, samtidig med at det var en teknisk demonstration af franske Quantic Dreams grafiske fremskridt på PlayStation 3. På under de fem minutter historien varede, formåede udvikleren at rive tilskueren igennem en stor del af følelsesregisteret: sorg, hævn, uro, ironi og lettelse. Dette var traileren til Heavy Rain.

Det er nu tid til, at se hvad der er sket under de tre års udvikling af spillet, og om det franske udviklerhold har tabt tråden og i stedet lavet en flerspiller krigsoplevelse med realistisk fysik, i mipmappede omgivelser. Så i et mørkelagt konferencerum i et hotel under Los Angeles´ solrige himmel tager jeg plads på en af de opstillede stole, og så er det tid til Heavy Rain: The Origami Killer.

Et dystert orkesterarrangement møder mine øregange på samme tid, som jeg præsenteres for hovedpersonen Jayden, der netop er ankommet i sin bil, til et øde industriområde. En mørk og truende himmel ligger som en tung dyne over en kirkegårdslignende bilskrotplads. Regnen trommer på jorden. Lyden af stort maskineri skurrer i det fjerne, og vores formodede helt træder ud. Langsomt begiver han sig mod den stadigt skurrende lyd, og en silhouet kommer til syne i førerhuset på den enorme kran.

Føreren, der mest af alt minder om den farvede gigantiske skuespiller Michael Clarke Duncan, virker optaget af hans gøremål, og vores hovedperson fortsætter sonderingen af det trøstesløse mørke. Efter at have undersøgt omgivelserne nærmere beslutter Jayden sig for at tage kontakt til kranføreren, og i løbet af kort tid er vi hvirvlet ind i et spind af mord, afpresning, misbrug og kamp for livet.

Så er demoen slut, og ikke alene var den interessant, godt fortalt og noget af det flotteste der er blevet klemt ud af en PlayStation 3, men samtidig var det en demonstration af en spilbar Heavy Rain, og altså ikke bare en video flikket sammen til lejligheden.

Heavy RainHeavy Rain

Heldigvis skal jeg ikke bare tage rollen som iagttager, men får chancen for at spille denne del af spillet efter et kort GRTV-interview.

Heavy Rain, benytter virtual actors, dog eksisterer de alle i kødform, men optræder ikke nødvendigvis under deres rigtige navne. Hovedpersonen i sekvensen jeg skal gennemspille er den mandlige detektiv Norman Jayden. Og derfor hverken Mary Smith (Aurélie Bancilhon) fra den første trailer, eller Madison Paige fra demoen på sidste års Leipzig Games Convention.

David Cage, forfatteren og produceren på Heavy Rain, udtaler dog, at vi kan forvente at se karaktererne fra tidligere demoer optræde i andre roller, da de netop bliver set på som skuespillere, og den rolle de havde i demoen for tre år siden, er ikke nødvendigvis den samme idag.

På mit spørgsmål om hvorvidt historien er blevet kastet sammen af en tilfældig på kontoret, bedyrer David at "hvor en typisk Hollywood produktion har et manuskript på måske 120 sider, er det lidt over 2000 sider skrevet over femten måneder, der udgør Heavy Rains rygmarv. Samtidig har holdet fået god assistance fra mere erfarne scriptdoktorer fra Hollywood. Vægten vil også komme til at ligge mere på følelser og valg end på våben og fjender".

Historien følger fire forskellige personers oplevelser, alle under spillerens kontrol, og selvom disse kan dø undervejs i fortællingen, fortsætter handlingen med de overlevende hovedpersoner. David Cage udtaler, at der er en interessant historie der skal fortælles, og han ser det som en falliterklæring, at langt de fleste spil i dag ikke magter, at fortsætte deres fortælling, uden at tvinge spilleren til at gennemspille en sekvens igen og igen indtil denne klarer opgaven. Samtidig vil han også gerne påpege at historien ret sikkert ender "meget trist", såfremt spilleren ikke fører bare én af hovedpersonerne helskindet igennem.

Heavy Rain

Norman Jayden bliver min indgangsvinkel på prøveturen i Heavy Rain: The Origami Killer. Jayden indsamler informationer for FBI. Med en uddannelse i psykologi, en alder på 29 og et misbrugsproblem, er han ikke det typiske billede på en FBI-ansat. Han er blevet sendt til USAs østkyst for at undersøge sagen om seriemorderen The Origami Killer, da han er metodisk, intelligent og nærmest besat af sagen. Dette falder ikke i god jord hos det lokale politi, og dermed er der lagt op til et ganske klassisk plot.

Så bliver det tid til at prøve kræfter med spillet. Instinktivt griber jeg om PS3-kontrolleren og ligger fingrene til hvile på de to analoge styrepinde, men får hurtigt forklaret, at jeg ikke vil komme langt med denne fremgangsmåde. Siden de sidste demoer af spillet har franskmændene fuldstændig ændret styringsmetoden, og de grafiske indikationer på skærmen har ligeledes fået en gennemgribende finpudsning.

Karakteren på skærmen styres nu på en måde der bedst kan beskrive et bilspil: du trykker på skulderknappen for at gå fremad, og bruger de analoge pinde og knapperne til kontekstbestemte muligheder. Quantic Drams har kigget hårdt og længe på interface-opbygningen, og selvom de var godt tilfredse, føltes det stadig som en to dimensionel verden fanget bag et stykke glas i tredimensionelle omgivelser.

Det første jeg bemærker i den sammenhæng, er hvor anderledes og intuitiv de nye grafiske ledetråde føles. Hvis du har set Fight Club, husker du sikkert Tyler Durdens beskrivelse af den "bedre halvdels" lejlighed: Ikea-kataloget. På samme måder springer der streger med ikoner op fra alle objekter, som der kan interageres med. Udover at virke som slik for øjnene, fungerer dette også meget bedre end man turde håbe på, og der går ikke længe før kontrolleren virker som en forlængelse af mine tanker.

En af detaljerne som tidligere demoudgaver af Heavy Rain (og andre eventyrspil) led under, er netop følelsen, af ikke at hænge sammen med verdenen. Alt for typisk ender man med at bruge tid på at stå præcis, hvor spillet ønsker man skal være, for bare at have skyggen af en chance for at gennemrode for eksempel en skuffe. Med de nye ikoner, der svæver overalt på skærmen, er det bare at trykke på den tilhørende knap eller pad, og så er man i gang med den ønskede handling.

Heavy Rain

Min færden på den beskidte skrotplads har nu bragt mig til en nærliggende garage. Jeg bliver bedt om at benytte et par briller, der angiveligt er en prototype, som Jayden har modtaget fra kontakter i Pentagon. Disse er essentielle i min persons efterforskning. Da jeg tager dem på ændres mit syn, og jeg er nu i stand til at analysere aftryk og blodrester for nye spor. Brillerne benytter et Added Reality Interface (ARI), og kan med en tilhørende handske skabe et ekstra lag af virkelighed omkring agenten. Dette sker ikke kun i form af bedre perception, men også i form af fuldstændigt kunstige miljøer som jungle eller ørken, dog stadig baseret på de omgivende objekters form.

Efter kort tids gennemsøgning, står det klart at noget er galt, og snart ender jeg i kamp. Hvad man kunne frygte ville være en række billige Quicktime Events, virker i stedet engagerende og føles som en kamp for overlevelse, mere end en kamp mod kedsomhed. Pludselig begynder min karakter at ryste, og får næseblod, jeg får forklaret at dette skyldes hans misbrug af designerstoffet Triptocain, og det er tid til et fix, hvis Jayden skal kunne fortsætte. Igen viser Quantic Dreams en karakter med fin dybde, og både svagheder og styrker.

Så er min tid med Heavy Rain: The Origami Killer gået, og efterlader mig med følelsen af at ville have mere. David Cage kan desværre ikke oplyse en udgivelsesdato, men understreger at jeg og Gamereactors læsere bør holde øje med E3 for mere information. Og således ender et spændende eventyr, med en ganske forudsigelig kommentar.

Heavy Rain
Heavy Rain
Heavy Rain
Heavy Rain
Heavy Rain
Heavy Rain
Heavy Rain

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Relaterede tekster

Heavy RainScore

Heavy Rain

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Lee West har jagtet forbrydere, kørt galt i trafikken, bandet og været vemodig. Læs hvorfor i anmeldelsen af Quantic Dreams´storspil Heavy Rain...



Indlæser mere indhold