Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Forsiden
artikler
The Legend of Zelda: Ocarina of Time

Holder det?! - The Legend of Zelda: Ocarina of Time

En spilskribent på 30+ der ikke har spillet Ocarina of Time? Som optakt til Link's Awakening har Ketil endelig taget sig sammen og dykket ned i en af spilhistoriens helt store klassikere.

Du ser

Preview 10s
Next 10s
Annoncer

Julen 1992 skulle vise sig at have afgørende betydning for min fremtid som gamer. Ansporet af min boblende interesse for både konsol- og PC-spil, havde min forældre indkøbt husstandens første konsol, der nu - som årets absolutte hovedattraktion - lå skjult under juletræet. I de tidlige halvfemsere styrede Nintendo verden, men i min nærmeste omgangskreds var det Sega, der var kongen, hvilket, forståeligt nok, havde overbevist mine forældre om, at dette var det rette valg. Så kunne jeg jo også bytte internt med vennerne.

Selvom det ikke var den relativt nye 16-bit konsol, Mega Drive, men den lidt mere ydmyge Master System II, var jeg solgt og de næste fem år blev jeg dus med Sonic og de overraskende gode Disney-udgivelser som Land of Illusion og Lucky Dime Caper, mens Mario og Zelda kun eksisterede i periferien af min begrænsede horisont. Derfor var valget mellem Playstation og Nintendo 64 nemt, da jeg i 1999, efter nogle år som PC-eksklusiv gamer, igen bevægede mig ind på konsolmarkedet (Sega Saturn var, på trods af min historik, simpelthen ikke en mulighed). Selvfølgelig var Playstations mere modne (læs: voldelige) sortiment af titler også en afgørende faktor, men min manglende forståelse for Nintendos gyldne serier spillede bestemt også ind, ligesom det gjorde, da jeg valgte Gamecube, Wii og Wii U fra.

The Legend of Zelda: Ocarina of Time

Som årene er gået, har jeg fået rådet lidt bod på min Nintendo-fjendske fortid ved at låne både en Gamecube og Wii af en Nintendo-glad ven, men Nintendo 64-generationen er mestendels gået tabt for mig. Således også en af historiens mest feterede titler, The Legend of Zelda: Ocarina of Time, som med en Metascore på 99 og utallige placeringer på lister over historiens bedste spil, om noget er det, man kan kalde for en vaskeægte klassiker. Efter Breath of the Wild tryllebandt mig, har jeg ønsket at dykke mere ned i en serie, hvortil mit kendskab er for småt, men da udvalget af Zelda-titler til Switch (som er min eneste Nintendo-konsol) er pauvert, er det ikke blevet til så meget. Men i anledning af den snarlige udgivelse af Link's Awakening tog jeg mig sammen og satte mig med en lånt 3DS mellem hænderne mig for at finde ud af, om legenden of Ocarina of Time taler sandt.

Som det fremgår, er det Grezzos 3D remaster fra 2011, jeg har haft mellem hænderne, hvilket purister givetvis vil fnyse ad. I forhold til det originale Nintendo 64 spil fra 1998 - et år der med spil som Half-Life, Starcraft, Metal Gear Solid og Baldur's Gate står som det måske bedste nogensinde - byder 3DS udgaven blandt andet på et forandret interface, nogle quality of life forbedringer, et nyt hint-system og nypudset grafisk side - samt selvfølgelig muligheden for 3D, men altså, nej tak! Det er dog grundlæggende det samme spil og desuden er det den nemmest tilgængelige version - i hvert fald indtil Nintendo beslutter sig for at sende Nintendo 64 classic på gaden eller tilføje Nintendo 64 titler til Switch Online.

The Legend of Zelda: Ocarina of Time

Hvis vi skal have det negative af vejen, så er der områder, hvor tidens tand har været hård ved Ocarina of Time. I 1998 var det stadig ret nyt at styre karakterer i et 3D rum og selvom Ocarina of Time har nogle spændende systemer, har de ikke holdt fantastisk godt. Størst hovedpine fik jeg af Z-targeting systemet, som med et knaptryk lader dig låse fast på fjender og andre points of interest. Det virker ofte fint, men er grundlæggende upræcist, når der er flere fjender og sender til tider kameraet på nogle forvirrende rundture, hvilket for eksempel gjorde kampen mod Bongo Bongo til en øvelse udi ekstrem tålmodighed. Upræcist er også de kontekstsensitive handlinger, hvor for eksempel det at skubbe til- eller klatre op på en klods tit går i vejen for hinanden. Men når man sidder med et 20 år gammelt spil, er det forventeligt, at ikke alt spiller 100 % og i forhold til den tids tredjepersons 3D spil er Ocarina of Time faktisk ganske velfungerende hvad styring og kamera angår.

Momentvise frustrationer er dog ikke i nærheden af at spolere det fremragende eventyr, Ocarina of Time stadig er. For det første er Links tidshoppende rejse lige dele episk, sjov og spøjs. Historien er på mange måder klassisk fantasy fortalt relativt sparsomt, men Nintendo formår at tilføre så mange store øjeblikke og skæve sidehistorier, at det aldrig føles formularisk. Sidstnævnte er der flest af tidligt i historien, hvor Link i jagten på tre sten blandt andet besøger Death Mountain og Zora's Domain. Her får spillet med ret få midler etableret et farverigt karaktergalleri og en levende verden. Her hjælper det også, at de forskellige områder til trods for deres, med nutidige øjne, ret simple grafik er rige på stemning og karakter. En væsentlig undtagelse er dog hubområdet Hyrule Field, der både visuelt og gameplaymæssigt føles tomt og uinspireret. Desuden føles den måde, det er forbundet til de individuelle områder, både gammeldags og kunstig. Som sagt er de fleste andre områder dog virkelig veludførte og sammen med det veloplagte soundtrack er de med til at skabe komplet episke øjeblikke. Da jeg med de tre sten bevægede mig ind i Temple of Time og fik det legendariske Master Sword gav det et sug i maven og da musikken tog til på vej op ad trapperne mod toppen af Ganons intimiderende borg, sad jeg med lige dele spænding og ærefrygt i kroppen.

Allerbedst er dog spillets dungeons, hvor Nintendo gentagne gange giver en sublim lektion i spildesign. Hver dungeon har sit tema, men forskellen mellem dem er langt fra kun visuel. Selve opbygningen og progressionen varierer ofte - for eksempel er der meget langt fra de mange besøg i Water Temples hovedrum til Spirit Temple konstante fremdrift. Nogle er naturligvis bedre end andre - eskortsektionerne i Jabu Jabu og Fire Temples forvirrende struktur ramte ikke plet hos mig - men de er alle mindeværdige og de bedste røg direkte ind blandt mine yndlingslevels. Førnævnte Spirit Temple har alt hvad jeg kunne ønske mig: Turen gennem ørkenen giver følelsen af at rejse til et fjernt og svært tilgængeligt sted, ankomsten ved templet er befriende og visuelt forførende, mens selve templet med sin brug af to tidsperioder har nogle af spillets bedste puzzles og min personlige favoritboss. Forest Temple fortjener også at blive nævnt for sit realitetsforvrængende design, der føres hele vejen igennem til den syrede bosskamp. Variationen i de forskellige dungeons bliver yderligere hjulpet på vej af en lind strøm af nye items, der sørger for, at nye typer gåder konstant bliver introduceret. Netop disse har en variation, som er få spil forundt. Det ene øjeblik arrangerer man klodser for at genskabe et vægbillede, mens man det næste lokker fjender til at placere sig på en knap, der åbner en aflåst dør. Det er også imponerende, at alle items har en udløbsdato, der er meget længere end den dungeon, de introduceres i. Selvfølgelig skal nogle bruges oftere end andre - megaton hammer og bombchu kom ikke frem så tit igen - men de forbliver i rotation og det at skulle dechifrere omgivelserne og derefter vælge det rette item til udfordringen, er blandt det mest givende i spillet. Brugen af items til at løse gåder går naturligvis også igen i spillets ca. 10 bosskampe, der udfordrer de små grå i højere grad finmotorikken. De er ikke alle lige vellykkede - jeg kigger på dig, Bongo Bongo - men mange af dem er opfindsomme, og der er meget lidt genbrug mekanisk og visuelt gennem spillet.

Holder The Legend of Zelda: Ocarina of Time så? Det gør det i den grad. Nintendos klassiker er en lektion i kløgtigt spildesign, som alle med hang til action-adventures og episke eventyr bør opleve. Den gameplaymæssige variation er tårnhøj og verdenen har både karakter, charme og vidunderligt mange hemmeligheder. Det kan godt være, at mine forældres valg af spillekonsol i en periode styrede mig væk fra Nintendos måske bedste spilserie, men sådan skal det ikke være længere. Jeg kan i hvert fald ikke vente med at gå i gang med Majora's Mask - måske endda inden Link's Awakening lander i næste uge.